Under »Debat« i Folkeskolen num­mer 42 undrer Niels Christian Sauer sig over, at både Bjarne ­Nielsen og Niels Egelund stiller spørgsmål ved DLFs brug af tal. Svaret er ganske enkelt. De ved begge, hvordan tallene er indsamlet, og derfor også hvad tallene kan bruges til, og, nok så vigtigt, hvad de ikke kan bruges til.

I artiklen i nummer 41 »Tal svæver i luften« er Niels Egelund og Bjarne Nielsen ikke helt enige om udviklingen inden for specialundervisningen. Forskeren mener, at den måske er svagt nedadgående, mens praktikeren er af den opfattelse, at der er tale om en stigning og måske endda »en betragtelig stigning«.

Ud fra de informationer, jeg løbende får fra mit politiske bagland specialundervisningsområdet og ud fra eget praktisk kendskab er det min opfattelse, at presset på specialundervisningen gennem de sidste 20 år har været stigende, samt at henvisning til forebyggende specialundervisning nu i de fleste tilfælde sker uden registrering. Sidstnævnte forhold gør, at de statiske opgørelser bygger på forskelligt grundlag og derfor ikke er direkte sammenlignelige. Jeg er derfor enig, når Bjarne Nielsen siger, at når man ikke kan have tiltro til tallene, er det kun med til at afspore debatten.

Folkeskolen har nået bristepunktet med hensyn til rummelighed i den enkelte klasse, hvilket giver arbejdsmiljøproblemer for både elever og lærere?. Det øgede pres på specialundervisningen ser jeg som en naturlig følge heraf. Har vi som fagforening behov for at benægte dette?

De er begge enige om, at kommunernes udgifter til specialundervisning ikke har været stigende, og ser man på de kommunale budgetter for det kommende skoleår, går det snarere den modsatte vej. I rigtig mange kommuner er der afsat færre midler til specialundervisning, og kun i få er der afsat flere.

DLF skal naturligvis arbejde for at vende denne tendens, men da kommunernes økonomi rigtig mange steder er under pres på grund af et stærkt stigende antal af ældre borgere og et svagt stigende børnetal, kan det blive en både vanskelig og måske umulig opgave. Vi kunne derfor i stedet sætte gang i en debat om, hvordan vi anvender resurserne. 20 procent af de samlede skoleudgifter går til specialundervisning, men der foreligger stort set ingen undersøgelser om effekten. Kunne vi gennem en øget forebyggende indsats i småbørnsområdet og i skolestarten, ændringer i læreruddannelsen, en løbende relevant efteruddannelse og pæ­da­gogisk-psykologisk støtte til lærerne øge folkeskolens rummelighed uden at sætte elevernes og lærernes arbejdsmiljø over styr?