Statsministeren brugte sin åb­nings­­tale til et massivt angreb på kvaliteten af folkeskolen, men det vidner mere om fejl i statsministerens verdensopfattelse end om problemer.

I talen sagde han: »Det er, som om indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds«.

Før jeg blev politiker, var jeg lærer, og jeg har et godt kendskab til folkeskolen. Derfor må jeg også tilstå, at mine tæer krøllede sig sammen, da jeg hørte hans karakteristik af nutidens undervisning.

Jeg kunne slet ikke genkende billedet.

Tværtimod er den folkeskole, jeg kender til, netop kendetegnet ved lærere, der knokler for at finde på nye undervisningsmetoder, der både sikrer bredden, udfordrer de dygtigste og hjælper de svageste elever. Undervisningsdifferentiering, arbejdet med men­­neskets forskellige intelligenser og fagligt funderet undervisning er kodeordene i den moderne folkeskole ikke pladder og rundkredspædagogik.

Jeg elskede selv at være lærer, og jeg ved, at det ikke er et arbejde, man kommer sovende til. Det er hårdt arbejde, og jobbet bliver ikke just lettere af, at regeringen tvinger kommunerne til at skære i skolebudgetterne. Og endnu mere uoverskueligt bliver det, hvis statsministeren på den måde nedgør det store stykke arbejde, lærerne lægger for dagen.

Statsministeren slog også til lyd for, at man skulle have mere viden i folkeskolens undervisning: »... den første forudsætning for at føre en meningsfyldt samtale er altså, at man ved, hvad man snakker om. Hvis ukvalificerede meninger bliver lige så gangbare som kvalificeret viden, så ender det alt sammen i tomhed og dumhed«.

Det kunne være, at statsministeren skulle leve op til sine egne ord og sætte sig ind i, hvordan der undervises i folkeskolen, før han udtaler sig. Ellers ender det med, at det er statsministerens udtalelser, der ender i tomhed og dumhed.