Niels Christian Sauer og andre har ved flere lejligheder i Folkeskolen problematiseret kommunernes udsagn om folkeskolens manglende rummelighed.

Datagrundlaget på området er, som Sauer ganske rigtigt fremfører, mangelfuldt. Der er ikke tilstrækkeligt med data for udviklingen i paragraf 20.1-specialundervisning, hvorimod der er ganske gode data vedrørende paragraf 20.2-specialundervisning. Regeringen, KL og Amtsrådsforeningen har lavet et fælles udredningsarbejde på området. Det kan læses på www.kl.dk/291415/

Blandt hovedresultaterne fra udredningen vedrørende den faktuelle udvikling i omfanget af specialundervisning er følgende:

1) Der findes ikke statistik om paragraf 20.1-specialundervisning uden for specialklasser.

2) Antallet af paragraf 20.1-elever i specialklasser steg fra 7.338 i 1985/1986 til 10.617 i 2001/2002, en stigning på cirka 45 procent. Dette i en periode, hvor børnetallet (6-16-årige) faldt med cirka ti procent.

3) Det samlede antal af paragraf 20.2-elever steg fra 6.436 i 1985/86 til 9.897 i 2002/2003, en stigning på cirka 54 procent. Dette i en periode, hvor børnetallet (6-16-årige) faldt med cirka otte procent. Den samlede henvisningsfrekvens til paragraf 20.2-specialundervisning er i perioden steget fra 0,83 procent til 1,38 procent. Relativt set bliver der henvist 66 procent flere børn til paragraf 20.2-specialundervisning i dag, end der gjorde for 17 år siden.

Den årlige gennemsnitsudgift for en elev, der henvises til paragraf 20.2-specialundervisning, er mellem 250.000-300.000 kroner. I sammenligning koster en »almindelig« folkeskoleelev netto i gennemsnit mellem 40.000-50.000 kroner om året. Det kan derfor næppe undre, at kommunalpolitikere er særdeles interesserede i selv små udsving i udviklingen på specialundervisningsområdet.

Også selv om datamaterialet er ufuldstændigt.

Forkortet af redaktionen