Statsminister Anders Fogh Rasmussens tale ved Folketingets åbning var hverken særlig elegant eller velformuleret.

Et særligt skarpt lys samlede sig om en formulering, som Fogh senere halvvejs har beklaget.

Det var den om »rundkredspædagogik« og lærerens spørgsmål til eleven: »Hvad synes du selv?«

Med disse signal-ord forsøgte han klart nok at henvise til en vigtig og påtrængende debat, der har rumsteret i store dele af den danske befolkning i de sidste tredive år mindst.

Fogh kan med stor sikkerhed regne med, at en meget stor del af befolkningen deler de holdninger, han signalerer.

Det bekræfter mange også helt friske meningsmålinger. Men til gengæld ser det ikke ud til, at der er opbakning til at gøre nar af folkeskolen og lærerne, og det var Fogh nok lidt for tæt på at gøre.

Imidlertid er striden bag folkeskolen uhyre vigtig i den værdikamp, som har bragt Fogh Rasmussen til magten, og som han nu fortsat gør til et nøglepunkt i sin politiske strategi.

En moderne pædagogik var et meget, meget centralt element i den alliance, der siden sidst i tresserne har eksisteret mellem Socialdemokratiet, De Radikale og de såkaldte »store årgange«, de mange unge, som blev født i de første år efter anden verdenskrig, og som voksede op til at blive langt bedre uddannet, end deres forældre var det.

De store årgange buldrede i 60erne og 70erne ind i gymnasierne og videre især til de mange nye mellemlange uddannelser, de blev pædagoger og lærere i stort tal og overtog et bredt felt af offentlige serviceopgaver i det stærkt ekspanderende velfærdssamfund, mens kvinderne indtog arbejdsmarkedet.

Det store skred skabte ungdomsoprør og en højrøstet venstreorientering, som provokerede den mere traditionelt tænkende del af befolkningen. Allerede i 1973 kom det til et oprør, da Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen samlede hundredetusinder af proteststemmer og reelt lammede dansk politisk handlekraft i mere end ti år.

Men Socialdemokratiet, De Radikale og venstrefløjen har vedvarende forsvaret den alliance, der med blandt andet »moderne pædagogik« som en væsentlig værdi har haft afgørende indflydelse på det danske samfund lige indtil sidste valg. (De Radikale holdt skansen i kultur- og uddannelsespolitik under Poul Schlüter).

En svaghed ved centrum-venstre-alliancen har været, at den i flere omgange har tabt de socialdemokratiske kernevælgeres tillid. Det skete i 1973, efter at EF-afstemningen havde splittet Socialdemokratiet, og det skete sidst i 90erne, da udlændingepolitikken split- tede Socialdemokratiet.

Den moderne pædagogik har været alvorligt kritiseret for at favorisere de stærkeste elever. De, som i forvejen for eksempel fra veluddannede forældre har forhåndsviden og selvsikkerhed, dominerer i »rundkredsen«, mens de elever, som har mindre selvsikkerhed, behøver orden, ro og regelmæssighed og mere systematisk indlæring af basisviden.

Uanset den uheldige formulering var Foghs »rundkredspædagogik« et signal om et helt afgørende politisk opbrud, som har sat dagsordenen i det danske samfund igennem de sidste 30 år og som har gjort Fogh til statsminister og Venstre til landets største parti.

Foghs tale var ikke særlig fremadrettet. Han talte ikke om store, nye skolereformer. Selv om væsentlige ændringer i uddannelsespolitikken faktisk er blevet gennemført af regeringen sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne imod De Radikales højlydte protester er det ikke, fordi uddannelsespolitikken fylder meget på den konkrete politiske dagsorden.

I den forstand var Foghs tale først og fremmest rituel og symbolsk.

Et forsøg på at understrege og fejre den alliance, der i dag styrer Danmark.

Erik Meier Carlsen er politisk redaktør på B.T.