I Folkeskolen nummer 44 gentager Jonathan Schloss KLs yndlingspåstand om folkeskolens manglende rummelighed.

Han henviser blandt andet til en rapport fra KL og Amtsrådsforeningen, som viser, at der er en stigning fra 0,83 procent til 1,38 procent i henvisning af paragraf 20.2-elever over de sidste 17 år.

Da paragraf 20.2-elever er dyrere end normalklasseelever, så må enhver kunne forstå, at kommunalpolitikere interesserer sig for denne stigning.

Paragraf 20.2-gruppen omfatter i dag ikke alene elever med generelle indlæringsvanskeligheder, men også elever med Damp, autisme, Asperger og Tourettes Syndrom. Disse paragraf 20.2-elever har ofte været udsat for et langt sagsbehandlingsforløb med psykologer, psykiatere og amtskonsulenter for at finde et egnet undervisningstilbud.

Den øgede forekomst af behandlingskrævende børn og unge med psykiatriske diagnoser skyldes forhold uden for folkeskolens rækkevidde og er ikke udtryk for, at folkeskolens normalundervisning er blevet mindre rummelig.

Men i stedet for at sætte sig ind i disse handicap har KL travlt med at placere aber.

Det er skolens og lærernes manglende rummelighed. Punktum.

Hvornår påtager KL og amterne sig deres fælles ansvar for disse elevers samlede situation?

I Københavns-området fører amt og kommuner retssag mod hinanden i et forsøg på at løbe fra ansvaret og de fælles udgifter. Med elever, forældre og personale som gidsler, og ministeriet føler ingen tilsynsforpligtigelse, men kigger den anden vej.

Det er totalt uværdigt.

Og listen kan fortsættes. Over 40 procent af landets kommuner skærer i folkeskolen næste år, flere elever i klasserne, færre tolærertimer og ind­skrænkninger i paragraf 20.2-tilbuddene til eleverne, så der heller ikke er plads til de ordblinde.

Jo, KL og amterne har et klart blik for mindre rummelighed.

Og de er helt enige om, at det er lærernes skyld.