Der er to organisationer i denne verden, som foretager store tværnationale test af skoleelevers faglige færdigheder IEA og OECD.

IEA er hvidkitlede videnskabsmænd, der forsøger at finde ud af, hvordan elever kan lære mest muligt. OECD er jakke­klædte bureaukrater, der gennem det såkaldte Pisa-program kontrollerer, om skatteyderne får nok for pengene.

»Generalforsamlingen er den øverste ledelse i IEA. På vegne af de tilsluttede forskningsinstitutioner træffer de delegerede beslutninger om interessante emner, og så installerer de nogle forsøg«, siger professor Peter Allerup, der udarbejder statistiske analyser for begge organisationer.

Danmarks repræsentant i IEA er Lars-Henrik Schmidt, rektor for Danmarks Pædagogiske Universitet. I Pisa er det embedsmænd fra undervisningsministerierne, der sidder omkring bordet.

»OECD er regeringerne, der undersøger, om man får noget for pengene. Derfor har der ikke ligget et egentligt forskningsønske i OECDs formuleringer til at starte Pisa«.

Det har der i IEAs projekter. Det grundlæggende spørgsmål i IEAs matematikundersøgelse Timss er for eksempel: Hvad gør en elev til en god matematiker?

»Jeg vil ikke sige, at man ikke kan svare på det ud fra Pisas undersøgelser, men det er slet ikke Pisas formål at besvare sådan et spørgsmål«, fastslår Peter Allerup.

»Hele Pisas statistiske analyse er rettet imod det, der er Pisas egentlige formål, nemlig sammenligninger af landene«.

Det er meget forvirrende, og forvirringen bliver ikke mindre af, at IEA rangordner landene, selv om der ikke er nogen videnskabelig begrundelse for det, påpeger professoren.

»Da IEA offentliggjorde sine første rapporter, kunne man jo have ventet, at der stod noget, der svarede til det, der var formålet, men det gjorde der ikke. På side to ser man desværre en rangordning af landene«

Rangordning er ren politik

Dermed er det meget svært at se forskellen imellem IEAs store læse- og matematikundersøgelser på den ene side og så Pisa-undersøgelserne på den anden.

»Men der har det altid været min påstand, at det er ren politik«, siger Alle­rup.

»For når forskningsinstitutionerne putter så mange penge i de projekter og skal lokke så mange penge ud af de forskellige regeringer, så skal der noget mere til«.

»Og der er nu engang mere go i at se en rangordning på side to, der viser, at for eksempel Danmark ligger fantastisk højt eller katastrofalt lavt, end at se en beskrivelse af, at det ædle formål er at finde ud af, hvad der gør nogle elever til gode matematikere«.

»Så falder politikerne i søvn. De er ikke i stand til at læse en forskningsrapport om, hvordan man har indfriet det mål. Men når man rangordner, så kommer der pludselig reaktioner. Der sker ting og sager«.

Det eksemplariske eksempel er IEAs store læseundersøgelse, mener Peter Allerup.

»Der kom så meget opmærksomhed omkring, at Danmark var så langt nede, at der væltede penge ind til efterundersøgelser. Den egentlige research kom bagefter«.

Pisa har en tendens til at gøre det modsatte, siger Peter Allerup. De har altid skiltet med, at det drejer sig om rangordninger.

»Pisa handler om at finde ud af, hvilke lande der som helhed er gode, og hvilke lande der er dårlige, og så kan man i øvrigt bagefter kaste sig i badekarret som Niels Egelund udtrykker det og bade lidt i Pisa-tallene og finde nogle forklaringer og foretage særstudier af etniske minoriteter og andre typer af analyser. Hvis man har tid«.

Mens det dårlige danske læseresultat i 1992 således udløste mange penge til opfølgende studier, gik det lige modsat i Finland, der blev nummer ét i testen.

»Det var sørgeligt. Konsekvensen af, at de finske elever kom til at ligge nummer ét, var, at forskerne ikke fik midler til at gøre noget som helst efterfølgende«.

»Myndighederne nedlagde nærmest det institut, der havde stået for undersøgelsen i Finland. Det er blevet svært for finske forskere at skaffe penge til den slags research«.

Af samme grund deltog Finland ikke i IEAs matematikundersøgelse, Timss, nogle år senere.

»Da de så endelig kom op til overfladen igen i Pisa, fik de bare endnu en gang bekræftet: Det kan nok ikke betale sig at være med i de internationale undersøgelser, fordi vi bliver alligevel nummer ét hver gang«.

jvolsen@dlf.org