Sygeplejersker forlader KTO

De kommunalt ansattes forhandlingsfællesskab er ikke svækket af Sundhedskartellets farvel, mener Anders Bondo Christensen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærernes position i de kommunale forhandlinger om løn og arbejdstid er ikke svækket, selv om Dansk Sygeplejeråd i sidste uge forlod forhandlingsfællesskabet Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO). Mange lærere har i de seneste år opfordret Danmarks Lærerforening til at gøre som sygeplejerskerne, men formand Anders Bondo Christensen er glad for, at flere DLF-kongresser i træk har besluttet, at lærerne kæmper sammen med de andre kommunalt ansatte i KTO:

»Ved at gå aktivt ind i arbejdet i KTO har vi opnået gode resultater vi har faktisk opnået alt det, vi satte os som mål med kongressen efter Overenskomst 02. Vi har fastholdt, at sikring af reallønnen er et KTO-anliggende, fordi vi tror på, at man står betydeligt stærkere, når man står sammen. Vi har fået fastslået, at KTO ikke kan acceptere forlodsfinansiering ved Overenskomst 05, og vi er enige om, at det skal være muligt for den enkelte organisation at forhandle sin egen lønmodel«, siger Anders Bondo.

Dansk Sygeplejeråds begrundelse for at gå er en frygt for, at de interne afregningsmekanismer organisationerne imellem betyder, at det bliver lønmodtagernes kamp mod hinanden, der bliver afgørende for resultatet.

»Hvis vi havde fulgt sygeplejerskernes ønske om, at sikringen af reallønnen var op til den enkelte organisation, så ville der ikke længere være noget KTO tilbage«, mener Anders Bondo og understreger, at han ikke oplever, at KTO er blevet svækket, fordi Sundhedskartellet nu er væk:

»Mange har spurgt mig, om det hele nu smuldrer, men jeg føler faktisk, at vi andre nu står endnu tættere sammen«.

KTOs forhandlingsudvalg er blevet enige om en skitse til fremtidens forhandlingssystem, som betyder, at hver enkelt organisation kan begynde at forhandle med arbejdsgiverne allerede næste efterår om for eksempel en ny lønmodel. Først bagefter tager KTO så over og gennemfører de generelle forhandlinger om generelle lønstigninger og fordeling af midler til de forskellige projekter, organisationerne er blevet enige med arbejdsgiverne om.

»Idet der ikke er sat penge af til de specielle forhandlinger, bliver de ikke omfattende. Den store gevinst er for mig at se, at vi får mere tid til at forhandle, hvordan modellerne skal være«, siger Anders Bondo.

Arbejdsmarkedsforsker Dorthe Pedersen har for nylig sagt til Folkeskolen, at hvis forhandlingssystemet skal vendes på hovedet, så må organisationerne søge sammen i brancher:

»Det tror jeg også sker helt af sig selv. Vi snakker allerede sammen i de forskellige underviserorganisationer også på tværs af hovedorganisationer«, lyder Anders Bondos kommentar.

mbtrier@dlf.org og kravn@dlf.org

Læs også KTO-formand Dennis Kristensens kommentarer i netnyheden om sygeplejerskernes farvel til KTO på www.folkeskolen.dk