Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Kvalitet i læremidler på nettet

Vi har brug for uaf­hængige, kompetente beskrivelser og kritiske og konstruktive vurderinger af netbaserede læremidler

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Læremidler er i mange henseender dagsordensættende for, hvad der sker i klasselokalerne. Men alligevel har næsten ingen skoler en strategi på skrift med tilhørende kvalitetskriterier for indkøb af læremidler.

Situationen er sandsynligvis den, at halvdelen af skolens budget til læremidler bruges af skolebiblioteket med lektørudtalelser fra Dansk BiblioteksCenter, DBC, som grundlag, og den anden halvdel af budgettet bruges af fagudvalg med Folkeskolens anmeldelser som grundlag naturligvis suppleret med informationer via forlagenes markedsføring, kurser og personlige anbefalinger fra lærer til lærer.

Men netbaserede læremidler er ikke en naturlig del af denne fødekæde. Der findes ganske vist gode omtaler på både EMU.dk og Fagenes Infoguide, men der er det primært formidling af nyheder, informationer om egnede kilder, resurser og læremidler på nettet ikke egentlige anmeldelser.

DBCs lektører tager sig overhovedet ikke af netbaserede læremidler, men alene skønlitteratur, beskriver, vurderer og bedømmer faglitteratur og multimedier (edb-programmer og cd-rom-titler) ikke netbaserede læremidler. DBC anvender tre tjeklister i lektørernes arbejde der findes ingen tjekkliste til netbaserede læremidler. Begrundelsen er angiveligt, at DBCs kunder (folke- og skolebiblioteker) ikke efterspørger det. Kan det virkelig passe?

Folkeskolen prioriterer anmeldelser af læremidler primært skolebøger men kan langtfra nå at anmelde alt. Bladets faste rubrik »NETopNU« omtaler desuden nyheder og begivenheder på området computere, it, medier og skolen, herunder også omtale af netbaserede læremidler. Men bladet har efter min mening tydeligvis heller ikke et sæt kvalitetskriterier at gå efter. Anmelderkorpset skal klædes betydeligt bedre på til denne opgave. Vi har brug for uafhængige, kompetente beskrivelser, kritiske og konstruktive vurderinger og personlige bedømmelser også når det gælder netbaserede læremidler.

Netbaserede digitale læremidler er særlige derved, at de kan bestå af genrer, indhold og funktionalitet fra alle kendte medietyper på én gang: bøger, film/tv/video, tegnefilm/animationer, radio/lyd/tale/musik, billeder/todimensionelle/tredimensionelle. Og nettet: redskaber/funktionalitet.

Netmediet er desuden et primært modtagerorienteret medie. Det betyder, at den gamle kommunikationsmodel afsenderbudskab>medie>modtager ikke længere er fuldt dækkende som redaktionel ramme for de nye medieproduktioner og dermed heller ikke dækkende for beskrivelse, vurdering og bedømmelse af dem. Netmediet handler meget mere om, hvad brugeren vil og kan, end om, hvad forfatterne vil. De muligheder, den enkelte bruger har på nettet, bryder med alle de gamle mediers interaktionsmuligheder. Derfor dur det ikke, at bogen eller papiret bruges som analogi eller udgangspunkt for bedømmelsen af et netbaseret læremiddel hvilket desværre ofte sker.

Kvalitetskriterier for netbaserede digitale læremidler må derfor tage udgangspunkt i modtagerperspektivet og den ekspertise, der findes inden for alle de repræsenterede medier. Derfor må vi med udgangspunkt i alle mediers nuværende genrer og tilhørende kvalitetskriterier forsøge at udarbejde nye kvalitets­kriterier, der kan bruges i netbaserede læremidler.

Lektørudtalelser og anmeldelser repræsenterer en nyttig og brugbar »magtfaktor« i læremidlernes fødekæde. De er en god forbrugervejledning. Derfor er det vigtigt, at forbrugervejledningen er på et højt kvalitativt niveau, og at kvalitetskriterierne er synlige for alle også når det drejer sig om netbaserede læremidler.

På folkeskoleområdet bruges der mindst tre gange så mange offentlige kroner på formidling af læremidler som på indkøb af læremidler. Derfor en opfordring til alle formidlerne (amtscentre, pædagogiske centraler, pædagogiske og faglige konsulenter, skolebibliotekarer, DBC, Folkeskolen, Emuen, Fagenes Infoguide ...) om at begynde arbejdet med nye kvalitetskriterier for netbaserede læremidler. Det har producenterne krav på. Det har skolerne og lærerne krav på.

Chefkonsulent hos Skolemedia A/S og formand for Foreningen Læremidler.dk