Edith Hindhede Christiansen

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det var med stor sorg, vi den 3. november modtog meddelelsen om Edith Hindhede Christiansens død.

Edith kom til Ans Skole i 1972. Dansk var hendes fag, og hun underviste i faget på alle klassetrin, men fandt med tiden, at de yngste klasser og mellemtrinnet var hendes felt. Mange børn har gennem årene haft en god, lærerig og tryg skoletid med Edith som klasselærer, noget, som både børn og forældre værdsatte. Det lå hende på sinde, at børnene trivedes socialt.

Edith var kendt som et menneske med orden i tingene, én, man kunne regne med og stole på, og én, der var parat til at give en hjælpende hånd. Hendes velforberedthed og langtidsplanlægning var legendarisk. Hun var en god kollega, også fordi hun havde en evne til at krydre frikvartererne med muntre iagttagelser fra hverdagen.

I det store følge ved begravelsen var også mange forældre og tidligere elever mødt op for at vise hende en sidste velfortjent ære.

Vore deltagende tanker går til hendes mand, Torben, samt hendes to børn, Ole og Anne.

Personalet ved Ans Skole

Powered by Labrador CMS