Debat

Udelthed sikrer penge til forskning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Professor Peter Allerups redegørelse i Folkeskolen nummer 45 for den pædagogiske forsknings vilkår kunne godt bekræfte én i mistanken om, at pædagogikken underlægges forskningens interesse i at opretholde udeltheden i folkeskolen som garanti mod, at nyudviklede pædagogiske initiativer får højnende effekt på det faglige indlæringsniveau. Tag Finland, der i Pisa scorede en flot førsteplads, hvilket angiveligt har bevirket, at den pædagogiske forskning her på det nærmeste er hendøende af mangel på penge. For hvorfor skulle finske politikere pøse penge i pædagogisk udvikling, når landet i forvejen be­klæder en førsteplads. Og så står forskerne dér på det nærmeste kvalt i egen succes med truende arbejdsløshed i udsigt. Sådan noget undgår danske forskere ved opretholdelse af folkeskolens udelthed som garanti for, at nyudviklet pædagogik forbliver uden virkning med deraf følgende glubende behov for fortsatte pengetilførsler til fortsat forskning.

De er nok alligevel ikke for kloge deroppe i Finland. Overraskende for vor kamp mod faglighed og kundskaber, ført med kravet om al videns umiddelbare anvendelighed som våben, er, at den statistiske pædagogiks ophavsmand, professor Georg Rasch, er citeret for at mene, at »skal man måle elevers matamatiske færdigheder, skal man ikke give dem en opgave i fodbold«. Den slags fæle kætterske udtalelser skal man helt tilbage til den i nummer 43 omtalte »Kommission til Forsvar for Kundskaber« for at høre tilsvarende. I dag tør kun uautoriserede, selvbestaltede forældreforsamlinger med børn i klemme i uddannelsessystemet på klog­skabens spørgsmål om, hvad man dog skal bruge kundskaber til, svare, at »det spørgsmål skal slet ikke stilles, for kundskaber er en værdi i sig selv«.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler