Arbejdsmiljøet for både lærere og ledelse på Klostervængets Skole har skrantet i flere år. Derfor er det for­ståeligt, at Københavns skoledirektør har følt det nødvendigt at gribe ind, men det, han har gjort, vil med sikkerhed gøre ondt værre.

Et konsulentfirma har interviewet ti af skolens 65 lærere, og ud fra det, de har sagt i fortrolighed, har firmaet så prikket ni ud, som man mener er årsagen til problemerne. Men skolens leder kunne kun pege på fem af dem, og de fik så en enslydende begrundelse fra skoledirektøren om, at han agter at forflytte dem. De fire andre lærernavne, som konsulentfirmaet har prikket ud, blæser i vinden. Hvem der måske bliver den næste, der forvises, véd ingen. Det sidder som en gnavende utryghed hos alle.

Det er etisk og juridisk angribeligt, og det afslører en eklatant ikke-for­ståelse for, hvad det gør ved det psykiske arbejdsmiljø. Begrebet retssikkerhed hører tilsyneladende ikke med i direktørens tankeverden.

Det er muligt, at de fem udpegede lærere er problemmagere. Vi véd det ikke. Udpegningen af mulige syndere har været ren ulykke-lotto. Måske var der kommet andre navne frem, hvis man havde talt med flere af skolens lærere. Måske var der blevet sat ord på hændelser og mere komplicerede forklaringer. Vi véd det ikke. Sagsforløbet har været alt for vilkårligt. Det eneste, der er helt sikkert, er, at ingen kan vinde den sag. Det bliver meget svært for alle at komme videre i skolen og i hele skolevæsenet. Alle bliver tabere.

-th

Læs side 12