»Den internationale dimension i folkeskolen« er titlen på Danmarks Evalueringsinstituts (Eva) seneste rapport. Man kan dårligt kalde den en evaluering. En forudsætning for en evaluering er, at der i forvejen er formuleret nogle mål, så man kan vurdere, om praksis lever op til intentionerne. Det er der ikke for den internationale dimensions vedkommende.

I folkeskoleloven er der en noget upræcis hensigtserklæring: »bidrage til deres forståelse for andre kulturer«, men den er ikke udmøntet i krav, svarende til hvad der står i læseplanerne for de enkelte fag. Resultatet er, at det er op til de enkelte kommuner, skoler og lærere, om der overhovedet skal inddrages en international dimension i undervisningen, og hvordan begrebet i givet fald skal fortolkes.

Af Evas undersøgelse fremgår det, at højst ti procent af kommunerne har en international dimension som erklæret indsatsområde og støtter arbejdet aktivt. Det siger imidlertid ikke noget om, hvor mange skoler på landsplan der er i gang. I mange kommuner er der total decentralisering, så forvaltningen ved ikke meget om, hvad der sker i klasserne. Desuden er de private skoler ikke omfattet af Evas undersøgelse.

Ude på de enkelte skoler er billedet broget. Der er skoler, hvor integration af tosprogede elever er det altoverskyggende problem, så deri består deres internationale dimension.

De fleste skoler synes at fortolke den internationale dimension i forlængelse af den gamle blå betænkning, hvor formålet var, at eleverne skulle udvikle mellemfolkelig forståelse for fattige og undertrykte folkeslag.

De færreste af skolerne opfatter den internationale dimension som noget, der vedrører den enkelte elevs udvikling af kompetencer til at kunne navigere i en globaliseret og multikulturel verden.

Umiddelbart skulle man synes, at de tre fortolkninger godt kunne sammenkædes. En af de vigtigste kompetencer i fremtiden vil være evnen til at kunne samarbejde med nogen, der er forskellig fra en selv, og det kunne vel være lige meget, om partnerne er klassekammerater af forskellige herkomst, en venskabsklasse i Bolivia eller en i Sverige men det er det åbenbart ikke.

Når de centrale og kommunale mål er upræcise, bliver fortolkning og initiativ overladt til ildsjælene blandt lærerne. Det kan der siges meget positivt om. Det arbejde, som er styret af lyst og engagement, er mere tilfredsstillende for læreren og mere udbytterigt for eleverne end det, der gennemføres af pligt.

Ildsjæle er kreative, de prøver vilde ideer af, de formår at begejstre både elever, forældre og samarbejdspartnere.

Men risikoen er, at det er tilfældigt, hvilke elever der kommer til at arbejde med internationale projekter. Hvis der skal sikres gennemslagskraft og kontinuitet i det internationale arbejde, skal alle lærere på en skole inddrages. Begejstringen skal kombineres med professionalisme, og så er vi tilbage ved målene igen.

Der skal sættes mål for elevernes udbytte, og her er »forståelse« ikke godt nok, for hverken elever eller lærere kan vurdere, hvornår forståelse er opnået.

Målene skal dreje sig om, hvilke kompetencer eleverne skal kunne udvikle. Hvilken viden, hvilke færdigheder og hvilke erfaringer har de brug for som råstof for deres kompetenceudvikling?

Det er et emne, der burde undersøges nærmere: Hvad er det, eleverne kan lære, når de deltager i grænseoverskridende samarbejdsprojekter, hvad enten de er virtuelle, eller klasserne er på udveksling? Hvordan kombinerer eleverne formel og informel læring og egen refleksion til kompetenceudvikling? Hvilken betydning på længere sigt har det for elever at have deltaget i internationale projekter i deres skoletid?

Arbejdet med den internationale dimension i undervisningen kan åbne op for nye måder at tænke læring og kompetenceudvikling på.

Det er et af de mest interessante resultater af Evas rapport, at elevernes vurdering af deres udbytte er mest positiv der, hvor de selv har været med til at sætte handlingsorienterede, individuelle læringsmål.

Tove Heidemann er ph.d., konsulent i internationalisering på CVU Sønderjylland og har været medlem af evalueringsgruppen bag »Den internationale dimension i folkeskolen«