Folkeskolens leder:

Arbejdstidskongres

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fire dage tilbringer Danmarks Lærerforenings 280 delegerede og 28 hovedstyrelsesmedlemmer i denne uge sammen i Falkonér Hotels kongressal på Frederiksberg.

Det helt store spørgsmål er endnu en gang arbejdstiden, men denne gang er også anderledes. For foreningens højeste myndighed skal vedtage de krav, som Anders Bondo Christensen skal have med til forhandlinger, der begynder om få uger. Forhandlinger, som, hvis de lykkes, vil kunne bringe folkeskolen væk fra industrisamfundets kontrolprincipper.

Og selv om kongressalen ikke har nogen vinduer, er der ikke tvivl om, at lyden fra skolens hverdag vil trænge igennem, for DLF har gennemført en medlemsdebat uden sidestykke, og hovedstyrelsen anbefaler en ny aftale, der bygger på tillid til, at børnehaveklasseledere og lærere kan løfte det professionelle ansvar for skolens hverdag. En aftale, der skal give bedre rammer for skolens virke i hele landet, og en aftale, som kan blive mindre bureaukratisk.

Forhåbentlig siger kongressen også ja, og forhåbentlig er KL klar over, hvor enestående en mulighed man har for denne gang at indgå en aftale om arbejdstid, der tager afsæt i, at folkeskolens opgave er at give dannelse og kompetencer til at arbejde og leve i et demokratisk videnssamfund.

Følg den løbende kongresreportage på folkeskolen.dk

Se side 24-28

-th