Debat
0   163

Nok med blad hver 14. dag

Den 11. september modtog jeg et brev med en opfordring til som gift med et andet medlem af DLF at afmelde det ene eksemplar af bladet. Formentlig for at spare porto. Det finder jeg er en fin idé, som foreningen nok for længst burde have taget initiativ til at sætte i værk. Kedeligt selvfølgelig, at der så ikke sker en kontingentnedsættelse, som dog nok er til at bære.

Men her en ny idé til kraftige besparelser på Folkeskolen: Nedsæt antallet af udsendelser af bladet til det halve (udkomme hver fjortende dag). Hvorfor: Man bør forlade det forældede synspunkt med absolut at skulle være et ugeblad (fagblad) af hensyn til at kunne deltage i den demokratiske debat. Det er noget rædsomt vås, der findes andre muligheder. Der er næppe ret mange medlemmer, som på grund af arbejdspresset kan overkomme at se bladet hver gang. Gennem 39 år som lærer har jeg et utal af gange konstateret, at kun meget få kolleger holdt sig orienteret via Folkeskolen. De overkom det overhovedet ikke. Hvis bladet udkom færre gange og tillige udformet som temanumre, ville der være større chance for, at det også ville blive læst af flere medlemmer.

Artiklen fortsætter under banneret

Ved at følge denne opfordring ville Vagn Madsen, Brønderslev, også kun skulle skrive indlæg halvt så mange gange. Hvorfor forresten ikke ansætte ham som fast revser og ikke altid lade ham optræde under læserbrevene. Efter min opfattelse har han megen ret i sin kamp, men jeg er alligevel ved at være lidt træt af ham hver torsdag. Jeg læser selv bladet næsten hver gang.

Svar

Medlemmer, der bor i samme husstand, har altid kunnet nøjes med ét blad. Det gør godt 2.000 allerede. Vi har blot villet minde andre om det for måske at opnå yderligere en lille besparelse.

Regeringens trussel om en stigning i portoudgiften fra 7,7 millioner kroner til godt 21 millioner betyder, at forslaget om kun at sende et blad ud hver 14. dag er ved at blive undersøgt. Ligesom vi for eksempel også undersøger muligheden for at trykke Folkeskolen billigere i udlandet. Men der er intet eller meget lidt sparet ved kun at udsende halvt så mange blade, fordi annonceindtægterne vil falde med langt mere end 50 procent.

Vi har ingen ambition om, at alle medlemmer læser alt i bladet. Selvfølgelig ikke. Men Folkeskolen har de højeste læsertal af godt 60 undersøgte magasiner og fagblade. (Kun Københavns Lærerforenings blad har lige så flotte læsertal).

Den nyeste undersøgelse fra Index Danmark/Gallup viser, at bladet i årets første seks måneder havde 204.000 ugentlige læsere.

Thorkild Thejsen


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

LÆS OGSÅ