Når man følger debatten om lærernes løn, kommer man til at tænke på, om nogle ikke skulle strenge sig mere an, for at tvinge blikket fra egen navle til lidt mere udsyn.

Argumenter som: hos os går det da godt nok, holder ikke i en principiel debat om løn. Vi har fattet, at nogle kredse ved de lokale forhandlinger har fået forhandlet og sikret både forlodsfinansiering, tilbageløbsmidler, vakancemidler og måske endda fået tilforhandlet lidt mere end de andre organisationer i kommunen. Fint nok. Flot? Langt de fleste tillæg følger sikkert også foreningens politik om objektivitet og alt det andet flotte, når der forhandles lokalt.

Men lad os se ti år frem. Vi ved, at vores arbejdsgivere er vilde med at lægge dele af vores løn ud til lokal forhandling i kommunerne. Mon ikke de vil blive ved med at presse på for at øge de lokale midler i årene fremover. Vi ved også, at der allerede i dag er forskel på, hvordan samme job bliver aflønnet fra kommune til kommune. Hvis flere midler bliver lagt ud, vil denne forskel så ikke blive større? Jeg er bange for, at en accept af lokale lønpuljer i dag vil medføre langt mere markante lønforskelle mellem lærerne om ti eller femten år. Derfor er det vigtigt, at vi bremser op nu, hvor skaden er overskuelig.

Jeg har stor respekt for, at kredsene, som situationen ser ud lige nu, agerer aktivt og strategisk og kæmper med alt, vi har lært, for at få forhandlet de lokale lønmidler ned i medlemmernes lønningsposer.

Men vi skal selvfølgelig arbejde på to fronter. Vi skal fortsat videre­føre det udmærkede lokale arbejde, men den sideløbende udfordring er selvfølgelig at erstatte dette tilfældige og sarte lønsystem med et lønsystem, der forhandles centralt med den styrke der ligger i at være 60.000 medlemmer i stedet for 500 medlemmer lokalt. Jeg tror, at det kan betale sig at være solidarisk og at fastholde sine principper. Lad os i DLF melde fælles ud og få stoppet alt det splid og kiv om småpenge, mens tid er.