Folkeskolens leder:

Ned med fagligheden

Underrubrik

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ja, overskriften er tåbelig. Meningen bag den er i hvert fald. Det samme med den her: Ned med demokratiet! Men desværre, tilsammen er de to ned med-paroler en ganske præcis deklarering af en del af regeringens forslag til finanslov. Det er slemt nok, at fagblade som Folkeskolen trues med en portoforhøjelse på 14 millioner kroner. Men konsekvenserne stopper ikke der. Hele skoleoffentligheden rammes. »Frie Grundskoler«, »Efterskolen«, »Friskolebladet« og »Højskolebladet« er også i farezonen. Regeringen taler om mere faglighed, men opnår det modsatte, viser et rundspørge, som Folkeskolen har gennemført. Faglige foreningers blade og pædagogiske tidsskifter må lukke, eller også må de skære i sidetallet, udkomme færre gange og sænke kvaliteten. Historielærernes blad, matematiklærernes blad og religionslærernes blad synger måske på sidste vers, og med i koret af lukningstruede tidsskrifter kommer nemt »Kognition og Pædagogik«, »Dansk Pædagogisk Tidsskrift«, »Unge Pædagoger« og »Opinion«.

Portostøtte blev første gang indført i Danmark i 1723 af den enevældige konge, Frederik IV, til håndplukkede periodica. Men siden grundloven af 1849 har alle blade fået hjælp til udbringningen, fordi det er vigtigt for demokratiet og samfundets sammenhængskraft, at der kan udgives aviser, fagblade og tidsskrifter på dansk.

Men det skal stoppes nu, mener regeringen. Traditionen med, at det er et fagforeningsblad, der leverer pædagogiske nyheder og er platform for professionsdebatten, skal nu straffes økonomisk. Finanslovsforslaget fortæller ikke noget om, hvem der ellers skal løfte opgaven med at bringe forskningsnyheder og de næsten 1.000 årlige anmeldelser af undervisningsmidler og pædagogisk faglitteratur. Den frodige underskov af faglige blade og tidsskrifter bliver det i hvert fald ikke, for de rammes ekstra hårdt. Deres portostigning kan blive på både 400 og 500 procent.

Som et plaster på såret vil regeringen helt som enevoldskongen dele portopenge ud til en udvalgt skare. Under Kulturministeriet oprettes en pulje, som mindre blade, der »opfylder kulturelle og demokratiske formål«, kan søge. Men Danmark har 4.800 fagblade, så ansøgerkøen bliver lang, og ingen ved, hvordan kagen skal skæres. Hvor lille skal et blad være for at måtte være med? Skal pengene fordeles efter først til mølle-princippet? Hvilke kriterier skal de statslige smagsdommere følge, når de skal afgøre, om et fagblad er kulturel eller demokratisk nok? Vigtige spørgsmål. Men kulturminister Brian Mikkelsen vil ikke tale med Folkeskolen, så længe sagen »ligger til overvejelse«.

Lad os lige tage den én gang mere i langsom gengivelse: Ministeren vil hverken diskutere med borgerne eller kommentere mulige konsekvenser af regeringens egne forslag. Forslag, som kan ødelægge mulighederne for demokratisk debat og faglig ajourføring.

-th

Læs også side 18