Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Kulturkamp som i det gamle Østtyskland

Anders Fogh tænker lige så totalitært, som man gjorde i DDR

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I slutningen af 1980erne sad jeg på et hotelværelse i Dresden i det gamle Østtyskland (DDR) og hørte et foredrag i radioen. Temaet var, at DDR nu havde bragt det så vidt i økonomisk fremgang, at man måtte koncentrere sig om »det menneskelige«. Der var så at sige i nutidigt managementsprog uudnyttede »human resources«. Jeg forstod, at den politiske udvikling havde været en succes under ledelse af Det Socialistiske Enhedsparti, men at der nu var behov for at påtage sig den pædagogiske opgave at udvikle en socialistisk bevidsthed, kort sagt måtte man sætte »mennesket i centrum« i sine pædagogiske bestræbelser. Den politiske opgave var løst, nu måtte lærerne og skolen gøre arbejdet færdigt.

Foredraget fulgte den sædvanlige retorik: Under partiets ledelse var den gamle drøm om enheden af frihedens og nødvendighedens rige ved at gå i opfyldelse. Kadrernes videnskabelighed sikrede, at økonomien og politikken fulgte de objektive udviklingslove. Men det kneb altså lidt med den subjektive side af sagen. Jeg blev opmærksom, da jeg hørte det gamle forførende, reformpædagogiske slogan »barnet i centrum«. Hvor megen magtudøvelse er ikke tildækket under det slogan? Der er jo her lagt op til en stramning af indoktrineringen.

Mine tanker gik tilbage til DDR, da statsminister Anders Fogh Rasmussen i foråret erklærede en ny kulturkamp. Nu skal det være slut med »pladderhumanisme og rundkredspædagogik«. Selv om jeg i et halvt århundrede har arbejdet med pædagogisk teori og praksis, ved jeg ikke, hvad statsministeren mener med de begreber, men jeg forstår, at det er rettet mod folkeskolen og lærerne.

Det er Anders Foghs opfattelse, at politik ikke kun handler om at reparere lovparagraffer, men også om bevidsthedsændring. Politik er kulturkamp, der skal ændre folks holdninger. Fogh vil erobre bevidstheden hos eleverne: »I det omfang man ændrer systemer, er det lige så meget for at fremme en ny tankegang«.

I avisen læser jeg, at skolepolitikere fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti i indvandrerdebatten vil gøre »danske og kristelige værdier« til bindende regler i skolen. Det er uklart, hvad disse værdier går ud på, men alene forslaget forgifter forholdet mellem lærere og elever, og det kan føre til en national, religiøs indoktrinering.

Mønstereleven skal nok lære lektien, han kan repetere det indlærte, men næppe tænke selv. Helt som i DDR. Jeg opfatter dette som et overgreb på åndsfriheden og på den kritiske bevidsthed, og partierne er på kollisionskurs mod folkeskolens formålsformulering, hvor der stå, at det er skolens opgave »at fremme tilegnelsen af kundskaber, færdigheder, arbejdsmetoder og udtryksformer, der bidrager til den enkelte elevs alsidige, personlige udvikling«.

Viden er forudsætning for at analysere og vurdere, men viden bliver først personlig, når eleven gennem undervisningens samtale indser, at viden forpligter at viden indgår i ansvarsrelationer.

Skolen skal give eleverne »tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle«, står der i formålsparagraffen. Vi skal altså give den enkelte elev mulighed for personlig stillingtagen.

Folkeskolen skal forberede eleven på et samfund med »... frihed og folkestyre. Skolens undervisning og hele dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati«, står der i loven. Vi skal altså give eleverne erfaringer med demokratiet. Der skal være sammenhæng mellem undervisningens indhold og form.

Formålsformuleringen giver en politisk, kulturel ramme for lærernes arbejde, og demokratisk undervisning er ikke en parlamentarisk proces, men en erkendelsesproces. Undervisning er ikke en afstemningssag, men en søgen efter sandhed og ret. Derfor er samtalen demokratiets praksisform det centrale i en demokratisk pædagogik. Er det samtalen, Fogh angriber, når han hånligt taler om pladderhumanisme og rundkredspædagogik?

Når statsministeren vil ændre folkeskolen, er formålet at fremme en ny tankegang ikke en kritisk, men en »korrekt bevidsthed«. Igen som i DDR.

Man frygter det værste, når man læser og hører, hvordan Fogh omskriver historien fra 1864 til 1945 på Venstres landsmøde. Og frygten bliver ikke mindre, når statsministeren nu bruger folkeopstanden den 29. august 1943 som argument for Danmarks krigsdeltagelse i Irak. Det fører direkte ind i en totalitær tankegang.

Holger Henriksen er tidligere studielektor

Powered by Labrador CMS