Debat

Arbejdstidsaftale og ideologi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tak til Niels Munkholm Ras­mussen (Folkeskolen nummer 36) det var et godt indlæg, der satte tingene i perspektiv. Jeg havde længe gået og tænkt på, hvorfor debathæftet Nye Tider gav mig så dårlig smag i munden. Og det er en korrekt analyse, at det er, fordi det er gennemsyret af nyliberalistisk tankegods. Det er meget præ­cist, når han skriver »kollektive aftaler og tryghed står i modsætning til frihed og en uklar professionsopfattelse«.

Så vil nogen måske sige, at når debathæftet er formuleret, som det er, så er det, for at DLF kan komme på banen med en ny dagsorden.

Ja, det er lykkedes. Vi er blevet KLs bedste venner. Vi er blevet Politikens små kæledægger, som efter avisens mening bør have bedre løn.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Men hvordan skal tilbagetoget til virkelighedens forhandlingssituation foregå?

For vi skal vel tilbage til den virkelighed, hvor lærerne trods alt er mennesker, der, selvom de arbejder ud fra en profes­sionstankegang, alligevel kan ske at blive trætte, måske overbelastede, ja endog nedslidte, hvis arbejdsforholdene ikke er i orden.

Altså en virkelighed, hvor vi er nødt til kollektivt at sætte nogle hegnspæle, der sikrer os mod nedslidning.

Jeg synes, der er gode elementer i foreningens strategi. Det er godt, at Anders Bondo har fået os på den offentlige dagsorden, og at man snakker venligt til os. Det er også en rigtig tænkning at forsøge at indgå en central arbejdstidsaftale, der binder undervisningsopgavens mange elementer uløseligt sammen. Det ville nok ikke væ­re muligt isoleret at tilforhandle den meget nødvendige for­øg­else af forberedelsestiden.

Så langt er det godt. Men jeg er betænkelig ved den megen snak om professionel frihed. Jeg fornemmer, at det bliver den enkelte lærer eller det enkelte team, der selv skal forsvare deres helbred mod:

ledere (på forskellige planer), der skal bevise, at de er udviklingsorienterede.

skolebestyrelser, der vil ele­verne alt godt, selvom resurserne måske ikke er til stede.

forældre, der har lært, at man bare skal stille krav til institutionerne her i servicesamfundet.

Jeg savner gode, konkrete bud på, hvordan vi sikrer os mod at blive nedslidt som arbejdskraft.

Jeg synes kun at have hørt noget om maksimalt undervisningstimetal. Det er ikke et særligt offensivt krav det interessante er det gennemsnitlige undervisningstimetal det er det, der siger noget om, hvor meget tid der er til de mange nødvendige opgaver ved siden af undervisningen.

Jeg er noget bekymret over den manglende debat der er meget få indlæg her i bladet, og seneste indlæg på Net-debatten er fra 29. juni 2003. Vi må have en bred debat her op til kongressen.