»Fod på læsningen« står der på forsiden af Folkeskolen nummer 35.

Bladet indeholder ud over en artikel om læsning andre om rummelighed. Det nye, store ord i skoleåbenbaringen. Derudover en meget alvorlig artikel om den nyuddannede lærers store problemer med at håndtere urolige børn. Hvor er vi dog på vej hen?

Fod på det har regeringen i hvert fald ikke.

I øvrigt er det ikke os i skolen, der ikke har fod på arbejdet. Vi knokler med det urolige barn, vi forholder os til forældre, der er angste for at være forældre, med de konsekvente handlinger det måtte medføre, vi samarbejder om alt, vi rummer, rummer og rummer, og vi er gode til det.

I Odense har politikerne lagt op til nye besparelser på cirka 85 millioner kroner. Det er blot på folkeskoleområdet.

Fod på det? spørger jeg igen. Hvordan kan man tage ord som rummelighed alvorligt, når budgetterne varsler nedskæringer på så mange penge?

Vi får diverse fine pjecer i glittet papir om lærerprofessionalisme, børnehavebarnets udvikling, »Den rummelige Skole«.

Disse papirer fra Undervisningsministeriet rummer det hele.

Men fod på det har de ikke.

Hvordan i alverden skal vi som yderst professionelle og kom­petente undervisere dog kunne rum­me alle disse modsigelser?

Jeg forstår ikke helt, hvad det er, vi kæmper for eller snarere imod?

Vi må kæmpe med det sværd, vi har, og det er at arbejde efter reglerne og give børn og forældre de timer, vi får løn for. For vi har fod på det, og vi læser langt mere end 20 minutter om dagen.

Problemet med den nyuddannede lærer, der ikke på seminariet har lært det mest nødvendige, er en helt anden, men ikke mindre alvorlig historie, landets ministre må kæmpe med at få fod på.

Som uddannet praktiklærer oplever jeg i hvert fald kompetente og dygtige voksne, der gerne vil have fod på det, men som end ikke kan få den kompetente undervisning, de har brug for og ret til.

Forkortet af redaktionen