Debat

Ekspert

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Min kommentar om mobning, »Red barnet«, i Folkeskolen nummer 35 har fået Esben Skytte Christiansen til i nummer 37 at være skuffet over, at jeg som fagfilosof ikke kommer med bud på, hvad mobning er, og hvad årsagerne til den er. Det mener han sagtens, jeg skulle kunne. Det mener jeg afgjort ikke. Fagfilosoffer er ikke leveringsdygtige i universalforklaringer. Dertil kommer, hvad en rutineret forsker på området siger: »At finde årsagerne til mobning er som at skrælle løg, der er lag på lag og ingen kerne, og du græder hele tiden undervejs«. Ståle Einarsen, dr.psychol., Institutt for Samfunnspsykologi, Bergen Universitet (kilde: »Arbejdsmiljø«, nummer 10/1998).

Det betyder, at det er med mob­ning, som det er med kræft: Der må gribes ind, uden at vi har en årsagsforklaring, fordi det er så vigtigt (faktisk kommer der i »Psykolognyt« i oktober en dis­kussion mellem psykolog ved Pædagogisk Psykologisk Rådgivning Ingrid Busck og mig om netop denne (ikke-)sammenhæng mellem forskning og indgreb).

Nå, så har Esben Skytte Christiansen nok et ærinde, nemlig at advare danske lærere om, at det er en »ekspert i historisk og dialektisk materialisme«, der skriver om mobning. Hvad har det nu med sagen at gøre? Ekspert? Jeg skrev speciale om noget helt andet. Og så skrev jeg kapitlet om dialektisk materialisme i Politikens tobinds »Vor tids filosofi«, 1982. Det var en fagfilosofisk opgave, som jeg løste med fuld redelighed. Læs selv. Da min fagfælle Jørgen Husted opfordrede mig til at tage opgaven, føjede han til: »Det er ikke sikkert, du får glæde af at have skrevet det«. Med andre ord: Nogle vil sikkert bruge det mod dig. Det var jo meget godt set. Men samtidig ikke så svært at se, sådan som klimaet var dengang. Måske er der alligevel ikke sket noget klimaskift på Grønland?

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Powered by Labrador CMS