Refleksion er rutinens største fjende

De lærerstuderende bliver ikke professionelle på seminariet. Uden hjælp og vejledning bliver de det heller ikke nødvendigvis, når de får arbejde ude på skolerne, mener professor i pædagogik

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange nye lærere bliver direkte fjendtlige over for de teorier, de har lært på seminariet. I nedladende vendinger omtaler de dem som skrivebordspædagogik. Det beklager professor i pædagogik ved Oslo Universitet, Erling Lars Dale. Han har forsket og skrevet om didaktik og skoleudvikling. Han mener, at nogle nye lærere får et praksischok, der er så stort, at de forkaster alt, hvad de har lært.

»Hvis ikke læreren får en faglig vurdering af sine handlinger, udvikles hans refleksion ikke. Han kommer til at mangle eftertanken i arbejdssituationen og koblingen til teorien«, siger Erling Lars Dale.

I Norge varer læreruddannelsen fire år, og den nyuddannede lærer begynder sin gerning som fuldt kvalificeret. Ligesom i Danmark. Men det er ikke uproblematisk, mener Erling Lars Dale.

For godt nok er læreren klar til at gennemføre en undervisning, men det betyder ikke, at han er professionel.

Ifølge Erling Lars Dale kan den professionelle lærer begrunde sin praksis på baggrund af teori, og han kan forklare den over for kolleger, elever og forældre. Samtidig udvikler han sit praktiske niveau på baggrund af sine refleksioner.

Men det er ingen selvfølge, at læreren bliver professionel.

»Læreren skal have hjælp til at finde sammenhæng mellem de teoretiske begreber og undervisningssituationen, hvor han hele tiden bliver tvunget til at handle øjeblikkeligt. Læreren skal have en pædagogisk vejleder, der følger med i udviklingen af hans handlinger og giver ham respons: Der viste du god omsorg eller der tog du ikke hensyn til det og det. Ellers kommer han ikke videre, men forbliver i handlingstvangen og løser situationen ved at gentage sig selv, men refleksion er rutinens største fjende«.

Det er næsten umuligt for studerende at lære at reflektere over deres egen praksis fra skolebænken på seminariet. Den del af uddannelsen foregår bedst ude i skolen, mener Erling Lars Dale. Derfor er det vigtigt, at skolen afsætter tid til, at læreren kan udvikle teori om sin egen gerning. Betaler tid til selvfornyelse i arbejdstiden.

For få år siden var der et forslag i Norge om en overbygning på læreruddannelsen, som lignede det forslag, Danmarks Læ­rerforening fremsatte for nylig, men det strandede.

Blandt andet fordi skolerne mangler tradition for at vurdere lærerne.

»Skolelederne udviser så stor tolerance over for lærernes inkompetence, at jeg tvivler på, at de selv er kompetente nok til at kritisere lærerne. Det indgår ikke i lederuddannelsen at vurdere egnetheden hos lærerne. Derfor er det lettere at lade være. Lærere bliver stort set kun sagt op, hvis de begår overgreb på eleverne. Ikke fordi de er inkompetente«, siger Erling Lars Dale.

DLFs udspil

DLFs forslag til en ny læreruddannelse går godt i spænd med Dales idé om, at lærerne først bliver professionelle gennem uddannelse på skolerne. Står det til Lærerforeningen, skal grunduddannelsen stadig bestå af fire år på seminariet. Derefter ansættes den studerende i en slags uddannelsesstilling. Sideløbende med lærergerningen vælger den studerende en række moduler, der handler om forskellige pædagogiske emner.

Overbygningen svarer til et halvt eller et helt årsværk.

»Overbygningen skal være en blanding af teoretisk udvikling, specialisering og supervision, hvor den studerende får et spejl på sin egen praksis. Den studerende får mulighed for mere systematisk at evaluere sin undervisning og bruge evalueringen i praksis. Det vil give et kvalitetsløft i undervisningen«, siger DLFs formand Anders Bondo Christensen.

På godt dansk skal overbygningen hjælpe de nye lærere til at blive mere bevidste om, hvad de gør, og hvorfor de gør det.

»Jeg er sikker på, at lærerne udvikler deres praksis under alle omstændigheder, ellers overlever de ikke, men en overbygning vil kunne kvalificere og fremme den proces«, pointerer Anders Bondo Christensen.

folkeskolen@dlf.org

Læreruddannelse i Europa

I Tyskland, Frankrig, Storbritannien og seks andre europæiske lande afslutter læreren sidste del af sin uddannelse i en uddannelsesstilling. Indholdet af uddannelsesstillingen varierer, men typisk varer forløbet mindst et år. Det består af en uddannelsesdel, en gradvis indføring i skolens arbejdsrutiner og en vejledningsdel.

Den nye lærer er knyttet til en erfaren, der bruger en betragtelig del af sin tid til vejledning (i Luxembourg seks timer per uge). Uddannelsesstillingen er ofte på fuld tid, men den nye lærer underviser betydelig mindre end de erfarne. Lønnen varierer også fra 32 til 100 procent af en færdiguddannet lærers løn.

Ti europæiske lande betragter den nyuddannede lærer som fuldt kvalificeret, men har systematiseret et introduktionsforløb, der skal støtte vedkommende. Det gør blandt andet Spanien, Italien og Island.

Kilde: Eurydice: The teaching profession in Europe. Report 1: Initial training and transition to working life. Undersøgelsen stammer fra skoleåret 2000/01.