Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Rummelighed og økonomisk råderum

Folkeskolens økonomiske vilkår skal i langt højere grad inddrages, når man diskuterer rummelighed

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolens rummelighed skal give plads til børn med vidt forskellige forudsætninger. Undervisningsministeriets program KVIS tager sigte på, at færre børn henvises fra folkeskolen til specialundervisning eller specialskole. For at det skal lykkes, kræves resurser. Inddragelse af nye læringsformer og ny undervisningspraksis gør det ikke alene.

Finansministeriet og Undervisningsministeriets rapport »Folkeskolens Økonomi« fra november 1995 analyserer de faktorer, der bestemmer udgiftsudviklingen i folkeskolen, for at kunne håndtere det stigende elevtal. Ifølge rapporten kommer der rundt regnet 115.000 flere børn i folkeskolen i perioden 1995-2007.

Metoderne, der anbefales, er enkle, men velkendte. Klassekvotienten skal sættes op, sammenlægning af skoler for at udnytte stordriftsfordele, differentieret undervisning og integration af edb samt økonomistyringsformer.

Af økonomistyringsformer citeres her: » klassetalsstyring vil indebære, at antallet af elever i de enkelte klasser øges uden samtidig at udløse merudgifter«. Det forventes i rapporten, at 50 procent af elevtalsstigningen frem til 2005 vil kunne absorberes inden for det nuværende antal klasser og den nuværende skolestruktur. Således vil 200.000 elever befinde sig i kommuner med en gennemsnitlig klassekvotient på 23 eller derover.

Lærerløn udgør 80 procent af budgettet i folkeskolen. Citat: »Forholdet mellem løn og øvrig drift bør i de kommende år ændres til fordel for øvrige udgifter for herved at tilvejebringe en optimal undervisning og et godt skolemiljø for både elever og lærere«.

Det er hertil, der henvises i »Informationsteknologi i Folkeskolen«, maj 1996, når der skal anvises finansieringsmuligheder for den milliardinvestering, indførelsen af it i folkeskolen blev og er. Det er på lærerlønsdelen, pengene skal findes.

Det understreges i rapporten, at det er de enkelte kommuner, der selv bestemmer serviceniveauet i folkeskolen. Rapporten er tænkt som et godt råd. Et råd, der imidlertid er blevet fulgt i mange kommuner.

Og det er elever med manglende faglige eller sociale kompetencer, der kommer mest i klemme som følge af den effektivisering, folkeskolen har gennemgået.

Når Niels Egelund i et interview i Folkeskolen nummer 3/2003 siger: »Men for at få muligheden for, at den enkelte lærer kan sidde med nogle færre elever, så er det ideen, at man i andre dele af undervisningstiden sidder med nogle flere elever, således at det antal elever, som en lærer skal koncentrere sig om på én gang, varierer et sted mellem en tre-fire-fem stykker og måske helt op til 60 eller 70«, så er det ren økonomitænkning. Sådan et forslag viser med al tydelighed, at folkeskolens rummelighed for alvor er truet.

Desværre kan man ikke sætte sin lid til den nuværende undervisningsminister Ulla Tørnæs, der i Folkeskolen siger: »Alt i alt mener jeg, at kommunerne har fået nogle rigtig gode rammebetingelser at arbejde under. Også selv om folkeskolen i de kommende år står over for større årgange, som reelt skal gennem folkeskolen for de samme penge. Det stiller krav om effektiviseringer, uden at det går ud over folkeskolens kvalitet«.

Den skæbne, folkeskolens rummelighed må lide, synes beseglet.

For at undgå dette må der ske en finanspolitisk revurdering af udgiftspolitikken for børn og unge med særlige behov.

I de seneste fire år har overskuddet på de offentlige finanser ligget på gennemsnitligt 30 milliarder kroner. Ifølge »Økonomisk Redegørelse« fra Finansministeriet er regeringens målsætning en stram finanspolitik for at skabe så stor en offentlig formue, at samfundet kan imødegå de øgede udgifter, der bliver til en voksende gruppe af ældre efter 2010. Pengene er der, men spares op til alderdommen i stedet for at investeres i ungdommen.

Men det er nu, der skal investeres i de unge mennesker, der har brug for ekstra hjælp, for at der bliver flere livsduelige, kompetente, produktive voksne i fremtiden. Mennesker, der har mod på livet, højt selvværd og virkelyst, og som kan levere de vare- og tjenesteydelser, den voksende generation af ældre vil efterspørge og betale med deres pensionsformuer. Hvis ikke samfundet kan levere resurserne, for at folkeskolens rummelighed kan indbefatte elever med særlige behov, risikerer man, at nogle af dem ender på overførselsindkomster hele livet. Det er hverken godt for den enkelte eller for samfundet.

Niels Peter Flygaard er lærer

Powered by Labrador CMS