Det ligner en afledningsmanøvre, som professor Per Fibæk Laursen fører på banen i Folkeskolen nummer 16. I stedet for at rette blikket mod den undervisningshæmmende folkeskolelov rettes blikket mod de lærere, der, prisgivet de af loven skabte umulige arbejdsforhold, kæmper en umulig kamp for at levere en fagligt set optimal undervisning. Afledningen sker ved hjælp af nogle til formålet opstillede ideale fordringer til læreren, og som nogen måske kunne forledes til at tage alvorligt. Men loven med dens undervisningshæmmende udelthed får da fred, så længe lærerne ligger under for hysteriet. Det, der ifølge Fibæk Laursen er galt, er noget, han kalder for lærerens manglende »autensitet«. Og når lærerne ikke er autentiske, er de slet ikke rigtige lærere. Autensitet betyder jo egnethed eller duelighed. Og i nummer 16 kan man læse om de totalmobiliserede umenneskelige ideale personlighedstilstande, man skal besidde for at være rigtigt autentisk. Hvis man da tør. Det vil sige, hvis man ikke lige ved, at man dagen efter skal undervise en problemklasse, der kan tage livet af de forskruede transcendente idealforestillinger, man burde være hensat i. Den grå virkelighed kan jo af og til gøre det svært at blive i forestillingen om, at »der altid kommer noget ud af det«, og at klassen altid er i lind fremgang og altid fungerer bedre, end den gjorde, da man overtog den fra et uautentisk skrog af en kollega. Sådan en, der uautentisk en gang imellem har »haltet efter bogen i en upersonlig, standardiseret undervisning«. I et sådant oppisket hysteri blegner udelthedens gebrækkeligheder ganske. Så er der alligevel mere substans og besindighed i Anders Bondo Christensens tilsvarende forsøg i nummer 16 på en anden form for afledning. Han freder lærerne og gør kvaliteten i skolen til et spørgsmål om øgede bevillinger. En afledning, hvis værdi afhænger af, at bevillingerne aldrig gives. For kun derved slipper man for nogen sinde at skulle rette opmærksomheden på udelthedens ødelæggende virkninger.