Folkeskolen bragte for tre uger siden en artikel, hvor kommunalpolitikere gav udtryk for, at det var en fjern tanke at holde møder med lærerkredsen.

Det er tankevækkende, men også meget bekymrende, for det er naturligvis en selvfølgelighed, at beslutninger i et politisk system kvalificeres af, at der indhentes synspunkter, og at der lyttes og diskuteres, inden der træffes beslutninger.

I en ikke så fjern fortid havde vi en skolestyrelseslov, der indeholdt en række bestemmelser, som sikrede, at elever, forældre, lærere, ledelse og politikere blev involveret og indgik i dialog om skoleforhold i kommunerne. Det var for eksempel fastlagt, at der i hver kommune skulle være en skolekommission, hvor kommunens skolepolitik blev diskuteret.

Bestemmelserne var en torn i øjet på mange politikere, som fandt, at de beskrevne procedurer ofte var langsommelige og besværlige. I regelforenklingens hellige navn blev hele skolestyrelsesloven derfor reduceret til enkelte paragraffer i folkeskoleloven. Reduktionen skete til akkompagnement af løfter om, at lærerne naturligvis også fremover skulle have indflydelse på folkeskoleforhold i kommunerne, og at det sagtens kunne ske uden de »snærende bånd og procedurer«, der var beskrevet i skolestyrelsesloven.

I den arbejdstidsaftale, som vi har haft siden 1999, står der i indledningen:

»Kommune og lærerkreds drøfter den pædagogiske målsætning for kommunens skolevæsen. I drøftelsen indgår blandt andet angivelse af målene for undervisningens indhold og struktur, lærersamarbejdet, skole-hjem-samarbejdet, skoleledelse, skolens fysiske rammer samt handleplaner«.

Selv om formuleringen næppe kan være tydeligere og derfor burde medføre, at alle kommunalpolitikere er i løbende dialog med lærerne om folkeskolens forhold, så har det alligevel været nødvendigt for KL og DLF at iværksætte et fælles projekt for at fremme dialogen. På tre møder er projektet skudt i gang af de to organisationers formænd. Møderne er kun starten til en proces, der har som mål, at der etableres dialog for at styrke lærernes og politikernes engagement for skolen i alle kommuner.

Det bør være en enlig svale, når en politiker erkender at have været med til at sætte lærernes undervisningstid op for at få råd til at overholde den nye folkeskolelov uden at have vendt det med lærerkredsen. Det er åbenbart en trend i tiden, at skolepolitik i meget høj grad overlades til embedsværket. Politikere skal i stedet udvise tillid til lærerne ved at tage dem med på råd, og de skal sikre sig, at personalets synspunkter er indhentet og indgår som grundlag, inden der træffes beslutninger.

Forhåbentlig er den tre uger gamle artikel i Folkeskolen ikke et generelt udtryk for tingenes tilstand, for så står det unægtelig sløjt til med den dialog, som er så vigtig for et demokrati.

Jon Kowalczyk er formand for Fagligt Udvalg