Der er fremtid i det

Computerspil. Tvivl om udbyttet og frustration over tekniske problemer får ikke forskerne til at ryste på hænderne: Der er fremtid i at kombinere computerspil og læse-stave-træning

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fungerende skoleleder Per Kloster er glad for, at Øster Jølby Skole er med i projektet »Elektronisk læringsmiljø for børn med læse-stave-problemer«. Der har ganske vist været overvældende tekniske problemer, men nu er tingene afprøvet.

»Vi har ikke mistet lysten til at bruge spil pædagogisk, og erfaringerne skal bruges til læse-stave-træning i andre klasser. Det skal ske i samarbejde med to andre skoler«.

Ved du, at eleverne er blevet bedre til at læse og stave?

»Nej. Det er ikke blevet målt, men jeg er ikke i tvivl om, at projektet har haft en god effekt på en del af dem. De befinder sig tæt på specialundervisning, og nogle af dem har næsten aldrig skrevet noget før. Nu er de kommet i gang«, siger skolelederen.

Drengene i klassen spiller alle »Counterstrike«, men de kunne også have valgt at spille »Sims«, der er blevet kaldt et virtuelt dukkehus. Det mener Per Kloster er en god idé.

»Det handler ikke om, hvad det er for et spil, men om at vælge et, som eleverne gider at have med at gøre, og så fylde elementer på, som de kan lære noget af«, siger han.

De fleste skoler i projektet deltager med specialundervisningshold, og det er da også denne gruppe, som metoden først og fremmest henvender sig til.

»Brug af computerspil er en guldgrube for ikke mindst specialundervisningen«, siger projektleder Finn Mosegaard fra Amtscentret i Skive.

»Men der findes ikke en og kun en måde at gøre det på. Når vi valgte Counterstrike, var det, fordi det er et meget udbredt spil, som de fleste af børnene kender i forvejen, men nogle af dem siger det ikke noget. Og det gør Sims måske heller ikke. Der vil altid skulle findes individuelle løsninger«.

Bedre end traditionel træning

Han mener ikke, der er tvivl om, at metoden er bedre end traditionel læse-stave-træning, selvom Øster Jølby-lærerne har deres tvivl.

»Man løser ikke et læseproblem over en nat, men der er ingen tvivl om, at mange elever keder sig i specialundervisningen, fordi den fokuserer på det, de ikke kan, og det, de ikke er gode til. De mister nemt troen. Når man bruger computerspil, kan elevernes motivation sætte gang i processen«.

De mange tekniske problemer er uundgåelige.

»Det kan ikke være anderledes, når man udtænker et projekt på skrivebordsplanet. Man må så løse problemerne hen ad vejen«, siger projektlederen.

Lektor ved Institut for pædagogisk antropologi på Danmarks Pædagogiske Universitet Carsten Jessen har gennem flere år beskæftiget sig med børn og computerspil. En af hans erfaringer er, at det er hundesvært at blande den motivation, der kommer af leg, med formel læring.

»Børnene lærer at sætte sig ind i nye systemer ved at spille, men hvis man vil fremme bestemte ting, bliver det vanskeligt. Det kræver et stort forarbejde og en omfattende pædagogisk indsats. Vi mangler en forskning, der kan afdække mulighederne, men jeg er ikke i tvivl om, at der i forhold til specielt stillede børn er nogle gode muligheder. Chat er vigtigt i onlinespil, og ved at spille på skolen lærer de noget, som deres kammerater gør i fritiden«, siger forskeren.

Der har i alt deltaget ti skoler i projektet. Flere af dem overvejer at fortsætte med at bruge computerspil i undervisningen.

folkeskolen@dlf.org