The Ko venter.

Nogle af de andre er i gang, men hans maskine er langsom.

Så sker der noget.

I dag vil han være CS-klanens næstkommanderende, og det første, han skal gøre, er at vælge våben. Det bliver en Colt M4A1.

Så er han inde på borgen med de lange gange, de store træporte og stenblokkene med de ulæselige tegn.

Bag en dør dukker der et par mørke skikkelser op. Det er heldigvis klanvenner, og de tre slår følge.

Til venstre er der en rampe. Øverst dukker der pludselig en terrorist op. De tre CSere skyder, og han falder om.

I et stort rum bag en port dukker to nye terrorister op. Det går lynhurtigt, og før The Ko når aftrækkeren, ligger han i en blodpøl.

»Øv! Nu er jeg død«.

Ud over udråbet tager Lasse R. Jørgensen fra 7. klasse på Øster Jølby Skole på Mors begivenheden med ro. Det er langtfra første gang, The Ko møder den skæbne, og drengen bag synonymet ved, at der er mange liv endnu, før dagens spil er forbi.

De skal sidde ved computerne hele dobbelttimen.

Dicky har bomben

»Hvem er Dragon?« »Det er mig«.

»Læs beskeden«.

På skærmen står der »go go«. Dragon skal sætte farten op.

Drengen ved siden af skæver over til Lasses skærm. Han er med i terrorklanen og vil godt lige have et overblik.

Lasse ser det, og drengen kigger væk.

Kim Rasmussen, som han hedder, er godt tilfreds.

»Jeg har ikke spillet før, men skydespil er fint, og det er sjovt at være på hold sammen. Dicky Firestone det er vist Preben har bomben, som vi skal anbringe. Det er ved at være nu. Jeg skal lige købe noget armo«, siger han.

Før han når det, dukker en CSer op og fyrer en AK-47 af. Kim er død for tiende gang. Han har fået 50 point og slået fem CSere ihjel.

CS står for »Counterstrike«, et af de mest populære onlinespil, og når Kim og Lasse spiller det på skolen, er det, fordi de ikke er så gode til at læse og skrive.

Det skal spillet og det projekt, som det er en del af, rette op på.

Projektet hedder »Elektronisk læringsmiljø for børn med læse-stave-problemer« og indgår i Undervisningsministeriets satsning it, medier og folkeskolen, ITMF.

Udgangspunkt er »at videreudvikle den enkelte elevs læse-, skrive- og it-kompetence ved at tage afsæt i uformelle læringsprocesser og integrere dem i formelle«, som det hedder i projektformuleringen. Det vil sige at bruge elevernes engagement i computerbaserede spil til at lære dem det, som deres kammerater kan.

Det er meningen, at eleverne skal spille med elever på andre skoler, men det har det været så som så med.

»Vi spiller som regel mod hinanden, fordi der har været problemer med at komme i kontakt med de andre, men da vi mødtes i Viborg for at spille første gang, gik det meget godt«, siger Kim Rasmussen.

Storyline om Mibia

Spillet er sat ind i et storylineforløb, hvor eleverne skriver om deres rolle og om, hvordan omgivelserne er i landet Mibia, hvor spillet foregår. De fører dagbog, og de skulle også kunne lægge billeder og tegninger på nettet, men skolens server virker ikke for tiden, så det bliver ved ordene.

Patrick Bak Pedersen er glad for, at spillet ikke står alene.

Han har formuleret en avisartikel på syv-otte skærmlinjer om kampens gang, skrevet dagbog om en af dysterne og lavet en grundig beskrivelse af The Ged hans mand i spillet.

»Jeg er 38 år, og hjemme hedder jeg Kenny«, begynder beretningen.

»Jeg er nok blevet en lille smule bedre til at skrive, men det sjoveste har været at leve sig ind i personen og at finde ud af, hvordan der er, der hvor han bor. Det er mindst lige så godt som at være med i spillet«, siger Patrick.

Han har aldrig spillet kampspil før, men synes, projektet er okay, men

»Vi er lige kommet i gang, og så skal vi allerede slutte. Det er ærgerligt«, siger han.

Spillene skulle efter planen være suppleret med kommunikation i chatrooms. Patrick har da også chattet med nogle elever fra en skole på Fyn, men kun en gang. Tekniske problemer har spændt ben resten af tiden.

Det gør de også i dag.

Midt i spiller står Lasses pc af.

»Kan du ikke komme og skrive passordet?«

»Virker den igen ikke?«

»Så må du lukke maskinen og se, om det hjælper«.

Lasse slukker og forlader lokalet. Den sidste halve time bruger han på noget andet.

Usikkert, hvor meget eleverne har lært

Lærer Vibeke Kibsgaard, som Lasse snakker med, deler elevernes tekniske kvababbelser.

»Det har været frustrerende at være med«, siger hun. »Det sidste skyldes de mange tekniske problemer. Vi begyndte med ti helt nye maskiner i januar, men der har aldrig været flere end otte i funktion. Med 12 elever er det ikke godt nok. Det har heller ikke været godt, at der som regel kun har været en lærer om at hjælpe eleverne. Alle vil jo gerne have, at det, der står, skal være rigtigt, og man kan ikke hjælpe så mange med at formulere og stave på en gang«, siger hun.

Kollegaen Suna Kristensen er enig.

»Det har været spændende, men eleverne har også været frustrerede over de mange problemer, og jeg tvivler på, at de har lært mere læsning og stavning, end de ville ved at arbejde med almindelige staveord«, siger hun.

På længere sigt er der dog perspektiver i at kombinere spil og indlæring.

»To gange tre uger er alt for lidt. Jeg vil tro, at det ville give mere, hvis man spillede over længere tid. Eleverne er meget motiverede, men de skal have god tid for at få noget ud af de mange forskellige muligheder«, siger Suna Kristensen.

Patrick har fået skrevet lidt mere. Nu står der, hvor mange hoteller der er i Mibia, og der står, hvad en overnatning koster.

Han prøver at smide teksten ind i den syntetiske oplæser, så han kan høre, om den lyder rigtig.

Oplæseren gengiver ordene i langsomt tempo. Alligevel fanger Patrick ikke, at et par ord lyder forkert. Der bliver sagt »maget« i stedet for »meget«, fordi det er det, han har skrevet.

»Sådan går det som regel«, siger Vibeke Kibsgaard. »De fleste af eleverne taler bredt jysk, og oplæseren formulerer sig på rigsdansk. Hvordan skulle de så kunne høre, om et ord lyder rigtigt eller forkert?«

Så går hun hen og gør endnu et forsøg på at få Lasses computer i gang.