Sikkerhedsstyrelsen fandt mange defekte stikkontakter - fx uden fejlstrømsafbrydere (RCD'ere).

Sikkerhedsstyrelsen finder alvorlige fejl på skolers el-installationer

Sikkerhedsstyrelsen har undersøgt 109 uddannelsesinstitutioner – heriblandt nogle folkeskoler – og fandt alvorlige fejl. 30 fik påbud og 71 fik vejledning for mindre fejl og mangler. Kun 8 skoler var ok.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I løbet af 2021 kontrollerede Sikkerhedsstyrelsen 109 forskellige uddannelsesinstitutioner og fandt så alvorlige fejl og mangler på hver fjerde, at det i værste fald kunne føre til brande og el-ulykker, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.

"Det er bekymrende, at så mange skoler og institutioner med plads til større forsamlinger ikke har styr på el-sikkerheden. Især når vi ser, at hver fjerde installation har så alvorlige fejl, at det i værste fald kan føre til el-ulykker og brande", siger kontorchef i Sikkerhedsstyrelsen Søren Assenholt Muff.

Der var tale om manglende eller defekte fejlstrømsafbrydere på almindelige stikkontakter. De skal beskytte mod livsfarlige stød.

Det kan fx være farligt, hvis der i skolekøkkenet går overgang i en el-kedel. Så er det vigtigt, at den slår fra og ikke giver stød.

"Det svarer til, at vi andre ikke har en fejlstrømsafbryder - kaldet en HPFI-afbryder - hjemme, der kan slå strømmen fra, hvis et elektrisk produkt fejler eller der er fejl på installationen", siger Søren Assenholt Muff.

Sikkerhedsstyrelsen har følgende råd til uddannelsesinstitutioner:

1) tilslut brugsgenstande til en beskyttelsesleder.

2) Vedligehold el-tavlen.

3) Tjek mærkningen på el-tavlen.

4) Få kontrolleret større lokaler (der er særlige krav for lokaler til over 150 personer).

5) Giv fejlstrømsafbrydere (RCD'ere) motion - test dem.