Mette Thiesen mener, at lærerne skal gå forrest, for der er intet at frygte med corona, siger hun.

"Lærerne skal vise børnene, at der ikke er noget at være bange for"

Nye Borgerliges undervisningsordfører, Mette Thiesen, mener, at det er på høje tid at fjerne restriktioner og anbefalinger fra folkeskolen og normalisere skoledagen. "Vi er nødt til at vise børnene, at der ikke er noget at være bange for", siger hun.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Midt i strømmen af daglige smitteopgørelser og diskussionerne om fortolkninger af skolernes retningslinjer opfordrer Nye Borgerliges undervisningsordfører, Mette Thiesen, til, at samtlige corona-restriktioner, retningslinjer og anbefalinger på folkeskoleområdet ophæves hurtigst muligt.

I den forbindelse peger hun på, at det er uhyre vigtigt, at lærerne som voksne og fagpersoner går forrest og tager ansvaret på sig og viser børnene, at der ikke er noget at være bange for. "Jeg ved godt, at det er lidt prekært, og jeg kan også godt forstå, at man som lærer har været usikker, fordi der har været så mange forskellige udmeldinger. Men vi er bare nødt til at vise børnene nu, at der ikke er noget at være bange for. Der er ikke noget at frygte", siger Mette Thiesen, der har en fortid som lærer og skoleleder. Hun mener, at landets skoleelever slet ikke skulle have været sendt hjem før jul - og nu, hvor de er tilbage i skolen, bør det "selvfølgelig være under fuldstændig normale omstændigheder", påpeger hun.

Her er ministeriets nye vejledning til undervisning på tværs af stamklasser 

"Retningslinjerne giver jo ikke nogen mening. Der er ikke nogen sundhedsmæssig evidens for, at man bremser smitten ved at lukke skolerne, og vaccinationerne gør jo ikke, at man ikke smitter. De gør, at man bliver mindre syg, så nu er vi et sted, hvor vi simpelthen er nødt til at have en nogenlunde normal hverdag. Det skylder vi børnene, der har et kæmpe efterslæb, især trivselsmæssigt, men for nogles vedkommende også fagligt", siger Mette Thiesen - og tilføjer:

"Nu er jeg selv lærer - og jeg vil sige, at det her handler også om, at man som fagperson skal gå forrest og vise børnene, at der ikke er noget at være bange for. Det har jeg også stor tiltro til, at man kan, hvis man også får det signal oppefra. At vi nu går på arbejde og sørger for, at børnene får det nærvær og omsorg og undervisning, som de har krav på". Men nogle af lærerne er jo bange eller bekymrede? "Ja, men jeg kan heldigvis også se, at der er rigtig mange lærere, der siger, at nu skal vi tilbage til en normal hverdag, og de har ikke tænkt sig at stå og undervise med visir. Så det er vigtigt at tage den på sig og vise vejen. Vi skal tilbage til en normal hverdag, og det er vi som voksne, der skal gå forrest, så børnene ikke vokser op med en frygt indeni og begynder at se deres klassekammerater mere som potentielle smittefælder end de gode kammerater, som de har haft gennem deres skolegang", siger Mette Thiesen. Hun peger på, at børn efterhånden i et par år har gået rundt og set på "ansigtsløse mennesker med mundbind på", og at det har været medvirkende til at plante en angst i børn.

Til udgangen af marts Af retningslinjerne til skolerne fra Børne- og Undervisningsministeriet fremgår det, at de skal gælde frem til den 31. marts. Det kan hverken Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti eller Venstre se logikken i - blandt andet fordi corona foreløbig kun er defineret som en samfundskritisk sygdom frem til 5. februar. "Jeg ved ikke, hvad Undervisningsministeriet har tænkt på, men de retningslinjer bør maksimalt være gældende frem til, at vi har defineret coronaen som en samfundskritisk sygdom", lød det forleden fra Venstres Martin Geertsen til B.T.

"Jeg er så glad for, at børnene er kommet i skole, men alle de restriktioner, som der så er i skolen, og som forhindrer børnene i at leve et normalt skoleliv - dem skal vi jo også af med", sagde Martin Geertsen. Formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, siger til folkeskolen.dk, at skolelederne ikke har de store problemer med, at retningslinjerne strække sig frem til udgangen af marts.

"Men man skal ikke være i tvivl om, at vi som skoleledere er interesseret i at køre så normal en skoledag som overhovedet muligt, så snart vi kan", siger han.

Flere end nogensinde: Over 2000 lærere på juleferie med corona