Pædagogik, demokrati og kristendom, ikke bare KLM, tilbage i skole og uddannelse kræver en overordnet værdimæssig kamp i og med den politiske og eksistentielle virkelighed.

Ordet og begrebet dannelse og ordet og begrebet læring – står henholdsvis for, at mennesker skal ”vokse ind i fællesskab, underkastet normer og traditioner” (Tanggaard, Rømer og Brinkmann ´Sidste chance. Nye perspektiver på dannelse´) og ”det at lære noget med udgangspunkt i egne forudsætninger og interesser og med egen indflydelse på processen ofte sat i modsætning til en lærerstyret, passiv indlæring  øget brug siden slutningen af 1970'erne   især i pædagogiske og psykologiske tekster (den danske ordbog).

Ord og begreber er ikke selve virkeligheden men symboler, der repræsenterer virkeligheden. Ord og begreber udspringer af værdidomme, som afgør, at det er netop disse ord og denne virkelighed, man vil sætte i spil.  

Dannelse og lærings repræsenterer værdimæssigt den virkelighed, som primært henholder sig til de psykologiske og sociale dele.

De pædagogiske, politiske og eksistentielle dele repræsenteres ikke tilstrækkeligt i de to ord/begreber dannelse og læring.

At få pædagogik, kristendom, og demokratilæring (altså ikke bare KLM) ind i skole og uddannelse er en værdimæssig kamp, som kræver, at man tager livtag med de sidste 20-30 års OECDs overtagelse af dansk, og international, uddannelsespolitik, fordi denne politiks værdigrundlag er økonomisk udbytte.

Det er ikke bare Gert Biesta, der i hele sit værk har påvist dette; en del andre forskere har stillet sig i dette værdimæssige brændpunkt, se fx John Benedicto Krejslers nyligt udkomne ”Skolen og den transnationale vending” og se også fx Lejf Moos´ artikel ”Den globale uddannelsesindustri” (fra bogen: ´Uddannelse for en menneskelig fremtid´).

Vil man denne overordnede værdimæssige kamp, som ikke blot tager udgangspunkt i psykologi og sociologi – men som stiller sig i den politiske og eksistentielle virkelighed med afstandtagen til de ´snævre´ ord og begreber: dannelse og læring?