Flere kommuner har indført, at lærere skal have coronapas. Skoler og kommuner vælger forskellige veje til, hvordan coronapasset skal vises.

Coronapas på skoler er implementeret uden store udfordringer

Landets kommuner kan vælge, at de ansatte på folkeskoler skal vise coronapas. Det er sket i en lang række kommuner. Fire lokale lærerformænd beretter, at visning af coronapas ikke har ført til mange henvendelser fra medlemmerne.

Publiceret
I Aarhus har man indført visning af coronapas på skoler på en pragmatisk måde, fortæller kredsformand Dorthe Ryom Fisker.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Kommunen kan som arbejdsgiver fastsætte krav om forevisning af et gyldigt coronapas for ansatte på folkeskoler".

Sådan står der på Undervisningsministeriets spørgsmål/svar-side om corona.

Allerede inden jul indførte flere kommuner krav om, at ansatte i kommunen skal vise coronapas.

Indtil nu har det ikke givet store udfordringer i Aarhus, fortæller formand for Aarhus Lærerforening Dorthe Ryom Fisker.

"I Aarhus har man det som en kørekortmodel. Ledelsen har ansvaret for at tjekke, at der er coronapas én til to gange om ugen som en stikprøvetest. Det fylder faktisk ikke så meget på skolerne", siger Dorthe Ryom Fisker.

"Vi har været meget opmærksomme på det i MED-systemet. Der skal være opmærksomhed på, at dem som ikke er vaccineret fx af helbredsmæssige årsager, også skal kunne være i det. Jeg har ikke hørt nogle problemer om det. Jeg tror, man ude på skolerne har fundet pragmatiske løsninger på det. Det skaber jo også en tryghed for medarbejderne. Det viser, at der bliver taget hånd om det".

Nogle lærere skal nu vise coronapas for at kunne arbejde 

Hørt fra et par enkelte lærere

Egedal Kommune var en af de første, som meldte ud, at de ansatte skulle vise coronapas.

"Man vedtog, at man skulle gøre det efter lokale forhold, så det bliver udmøntet forskelligt på skolerne. Men alle har en eller form for pasfremvisning", siger kredsformand i Egedal Lærerkreds Steen Herløv Madsen.

Kredsen har hørt fra et par enkelte lærere, men der har ikke været mange henvendelser om visning af conapasset.

I Egedal skal alle lærere vise coronapas 

Det samme gælder i Halsnæs Lærerkreds, hvor man indtil nu ikke har hørt fra nogle lærere i forbindelse med, at kommunen har valgt, at alle ansatte skal kunne vise coronapas.

"Det har indtil nu foregået helt gnidningsfrit", siger formand for Gribskov-Halsnæs Lærerforening Michael Bie.

I Rudersdal har der heller ikke været problemer på skolerne, fortæller den lokale lærerkredsformand Marianne Toftgaard.

"Det er udmøntet sådan, at det skal kunne forevises, hvis der er nogen, der spørger. På lærerområdet har vi på kredskontoret ikke hørt fra nogen, der har haft problemer med det", siger hun.