...vendes magt og afmagt også på hovedet i Markusevangeliet kapitel 10, hvordan nogle lovlydige farisæere, der vil sætte Jesus på prøve vil bære nogle små børn op til Jesus for at blive berørt af ham; men hans disciple truer ad dem og vil forhindre børnene i at blive berørt og velsignet. Jesus bliver vred, og så er det, han vender tingene helt på hovedet og siger, at Guds rige er børnenes, og hvis man ikke modtager Guds rige som et barn, kommer man slet ikke ind.

Teksten sætter for mig, igennem tid og rum, spotlys på de små, og også større børn, som i dagens globale daginstitutioner, skoler og uddannelse bliver hindret i at møde glæden, og også modsatte, det tragiske – og kærligheden i livet; børnene mister dermed lysten til selve tilværelsen. Mange børn og unge har problemer med stress, angst og skolelede; de bliver ikke set som ligeværdige mennesker i tilværelsens her og nu, men som objekter, der skal tilpasses og tvinges til at underkaste sig den gældende kultur og civilisation.  

Man kan næsten høre det voksne spørgsmål for sit indre øre: ”Hvad skal vi stille op med børnene, mens vi andre er travlt optaget af vigtige gøremål?” Børn og unge er sådan lidt i vejen for de klogere, mere kultiverede og civiliserede voksne, så de voksne accepterer vuggestuer, børnehaver, skole og et uddannelsessystem, hvor børn og unge kan få kundskaber, blive dannede og blive læringsparate – alt sammen med henblik på at blive voksne og kunne indgå i det kulturelle og civiliserede fællesskab, hvor man har dannelse, så man for eksempel kender de rette tidspunkter for at rejse sig op i kirken og for eksempel bliver læringskompetent og kan svare rigtigt på læringsplatformenes kontrollerende tests. Og ikke mindst dannes og gøres kompetent til fremover at kunne bidrage til økonomisk vækst og vidensudvikling.

Med dette voksne spørgsmål: ”Hvad skal vi egentlig stille op med børnene, mens vi har travlt med det vigtige?” Og ud fra denne tilgang: ”Børn og unge skal være og blive som os voksne, og derfor er agendaen i daginstitutioner, skole og uddannelse at give dem kundskaber, læringsredskaber og dannelse, så de kan blive kultiverede og civiliserede, som vi voksne er” – så er der skabt systemer til opbevaring af den gruppe af menneskeheden, børn og unge, som kan være støjende, bøvsende, syngende, spørgende, kaldende – med andre ord: Forstyrre alt det vedtagne, det civilisatoriske og kulturelt allerede på forhånd bestemte, hvor de voksne ved, hvad det vil sige at være kultiveret og civiliseret. Disse voksne glemmer bare at lytte til børns og unges spørgsmål: ”Hvad er det at være voksne? Hvorfor har I så travlt? Hvad laver I? Hvad er det vigtige? Hvad er livet egentlig for noget? Er det ´bare´ de ting, vi omgiver os med? Eller…? Hvad betyder noget? Vores tanker? Vores følelser? Hvad med naturen og dyrene? Er der mere mellem himmel og jord, end vi lige kan høre og se og mærke?”

Det er derfor, det er så befriende, at Jesus, i teksten om de små børn, bliver vred på sine faktuelle, strenge, truende, forhindrende voksne disciple, der ikke vil lade børnene komme til glæde, tragedie, kærlighed, altså til selve livet. Jesus vender det hele på hovedet tværs gennem tid og rum, når han siger, at det helt omvendt er de voksne, der bør være som børnene.  Altså radikalt åbne overfor verden, med det hele – og ikke strengt fastlåste i kulturelle og civiliserede normer og traditioner om, hvem der er kloge og dannede med diverse læringskompetencer eller bestemte handlemåder som faktuelle beviser herpå.

Jeg polemiserer imod de dannede og kloge og magtfulde, som helt banalt bare følger med tidens ”hvad skal vi stille op med børn og unge, indtil de kan indgå i vores kultur?”. Jeg polemiserer imod de voksne, der i dag truer og tvinger børn og unge til at ville underkaste sig det, de selv synes er så klogt, dannet op læringskompetent; jeg polemiserer, fordi børn og unge dermed forhindres i at møde selve den livgivende og kærligheds- og helhedsbetonede eksistens i selve verden, vores liv på Jorden, materielt og socialt.

Tværs gennem tid og sted bør vi med Jesus blive vrede, tage et ansvar på os og sige NEJ til den nugældende skinhellighed i skole og uddannelse, hvor man tvinger børn og unge og hindrer dem i at møde glæde, såvel som tragedie, og kærlighed (via kunst, fortællinger, tro, håb og kærlighed) – og derved få lyst til at være til i verden - og i vuggestue, i børnehave, i skole, i uddannelse.

Bliv vred! Sig nej! Og genopdag så det at lytte, at se, at mærke – og genopdag at tænke over, hvordan man takler modstand og anderledes mennesker, som for eksempel børn og unge. Drop spørgsmålet ”Hvad skal vi stille op med børnene?” Tænk eksistens (verden, som organisme) – fremfor kultur og civilisation (verden som organiseret). Giv igen børn og unge mulighed for at møde kunst, fortællinger, tro, håb og kærlighed.

Børn skal ikke bare være objekter for voksnes ambitioner eller elever og små kommende samfundsborgere i de offentlige rum; disse rum skal derimod betragtes som frirum og som overgange fra hjemmet til samfundet. Se ikke børn og unge som nogen, der skal underordne sig de voksnes organiserede verden – se børn og unge (og også os voksne) som en del af verden, forstået som en organisme (jord, vand, luft, ild, dyr, planter, mennesker). Og verden forstået som et radikalt åbent sted, hvor det at være og blive et menneske aldrig bør forsøges at styres, kontrolleres eller forudbestemmes.  

Kæmp politisk om rammer og indhold på alle niveauer. Med udgangspunkt i eksistensen i verden med jord, vand, luft, himmellegemer, ild, planter, dyr og andre mennesker.

Hvad er pædagogik? Pædagogik er et kald og en kunstart.

Kunsten går ud på, at jeg som pædagog og lærer skal sørge for, kæmpe for ordentlige rammer, både som konkrete bygninger og som tid og rum, så tingene kan foregå i et roligt tempo - med henblik på at se mennesker som ´subjekter´, hele mennesker, vække dem med kunst og tilgange til fagene, som kan være interessante, elektrificere dem, møde dem, der hvor de nu er med deres biografi og ståsted. Pege på med kunstens elektrificerende kraft "se dér, jeg tror, det kan være noget for dig/jer". Være parat til at give modstand "Hej du, hvor er du?", forstyrre. Understøtte med god tid, ro. Undervise med dissensus og ´sprækker til det uendelig´, ikke konsensus. Skabe dialog i triaden underviser-stof-elev. Hjælpe børn og unge med at komme til rette i livet, verden, på en måde, så deres egen frihed til at danne vilje kan komme til syne; frihed til at finde ud af, hvordan de vil være, opføre sig, komme til stede i verden på en ordentlig måde - uden at slås, eller give op - for sig selv og for andre.

Vor hjemlige Kierkegaard havde sans for denne pædagogik: […] Undervisningstimer […]  bør være sokratisk(e); man må vække lysten til at spørge hos børnene [..] Det, det beroer paa, er at bringe det Poetiske paa alle Måder i forhold til deres Liv, at udøve en Tryllemagt […] lade et Glimt deraf træde frem, paa en individuel Maade sætte det i Forhold til det, som de nu ellers beskjæftige sig med, dog aldeles en passant, saa Barnets sjæl derved elektrificeres og føler ligesom Allestedsnærværelsen af noget Poetisk (SKS, 17, 124).

Det ulmende oprør fra pædagoger, lærere og deres uddannelser peger konkret på 

• at genopdage pædagogikken og undervisningen som et kald og en kunstart. 
•  at kræve uddannelsespolitik tilbage fra OECD

Jeg polemiserer imod de dannede og kloge og magtfulde, som helt banalt bare følger med i tiden som vindbøjtler. Man kan og bør forestille sig magt og afmagt vendt på hovedet, sådan som det i fortællingen om Jesus og de små børn gøres.  

Kort og samtidig i et højstemt sprog, hvor teksten i få sætninger rammer dybt ind i en handlingsmættet og følelses-stemt begivenhed, der foregår tilbage i tiden.

Men som stadig på en fortættet måde kan vende fuldstændig op og ned på vores forestilling om magt – og afmagt!