Debat

Corona-pas!!!

Lærerne står uden beskyttelse i et smitteinferno.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg kommer fra en skole, hvor der ikke blot er årsunger, men faktisk et par lærere over 70 år. Jeg undrer mig over, hvor DLF har været det sidste stykke tid? Lærerne står fuldstændig blottet i et smitteinferno – jf. https://www.dr.dk/nyheder/seneste/laererne-haardt-ramt-af-coronasmitte - hvor andre grupper i det mindste kan få lov til at beskytte sig i form af værnemidler, coronapas og afstand. 

På flere skoler, kræver ledelsen, at der undervises uden mundbind, da eleverne skal kunne se lærerens mimik, og tager man visir på, kan eleverne ikke hører dig på bagerste række. 

Og det kan vel næppe bestrides, at god undervisning kræver, at man er tæt på eleverne - og de kan høre hvad man siger. Men at det skal foregå i skolen, uden den mindste form for beskyttelse af medarbejderne, undrer mig! Da plejehjemmene var hærget af Corona i begyndelsen af 2020, var det ikke de ældre man tog hensyn til. Man hørte om ældre, som døde alene på plejehjemmene. Det var urimeligt og forkasteligt, men det viser også, hvor omsorgen lå! Man tilsidesatte hensynet til de svage borgere - til fordel for frontpersonalets og samfundets sundhed. Men når det kommer til undervisningssektoren, udvises der ikke megen politisk- og ledelsesmæssig forståelse for personalets sikkerhed og sundhed. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Børnefamilierne er pressede, og mor og far tager ikke de nødvendige forholdsregler længere, man sender altså halvsyge børn i skole - og håber på det bedste! Lærerne presses også, da fravær er fravær, uanset om man passer egne børn eller blot er mere påpasselig med egen sundhed end vanligt under pandemien. Lærerne skal stå skoleret hos ledelsen ved ganske få sygedag - når lederen adviseres om for højt fravær og Pc’en blinker rødt! Og selvom lederen forsikrer, at sygefraværssamtalen er for at tage hånd om medarbejderen, så opfattes den som det modsatte - som en skjult trussel om afskedigelse! 

Er man en times tid i kirke eller til koncert, viser man naturligvis coronapas. De, som skal vise coronapas i skolen er personalet, og de kan sågar miste jobbet, hvis appen ikke lyser grønt! Elever og andre har fripas, hvilket naturligvis forårsager et toksisk arbejdsmiljø! 

Man bør give skolens personale samme rettigheder som resten af Danmark – der skal indføres krav om coronapas, for at kunne modtage undervisning i skolen!  Vi skal vel ikke miste kolleger rundt om i landet, før DLF tager affærer? Læg nu fløjlshandskerne og spinddoktorretorikken på hylden - og kom i arbejdstøjet!