"Jeg må jo tage til takke med det, som jeg får. Det må være godt nok. Men der er bitterhed over at have arbejdet så meget på det, og så løbe panden mod muren", siger Christian Bunk Svane.

Skuffet lærer: Nyt madkundskabslokale blev til et ventilationsanlæg

Der har været flere blogindlæg og en artikel i Folkeskolen om det nye madkundskabslokale, som lærer Christian Bunk Svane havde brugt lang tid på at planlægge og indhente tilbud på. Men nu viser det sig, at han alligevel ikke får opfyldt sin drøm.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Et nyt madkundskabslokale uden sokler og låger, men som et industrikøkken med riste i gulvet, så rengøringen kan foretages med spuling og svaber.

Det har været en drøm for madkundskabslærer Christian Bunk Svane at få et nyt madkundskabslokale, siden han for 12 år siden startede på Østermarkskolen i Aars i Nordjylland.

Han har i årenes løb pimpet lokalet, så meget han kunne med restaurationstavler med årsplaner skrevet med kridt og hjemmelavede store reoler. Brødudsalget er inddraget til et sirligt opmagasineringsrum.

Sidste år troede han så, at han endelig fik lovning på et nyt lokale. Han tegnede, indhentede tilbud og kom tættere på drømmen end nogensinde før.

Han bloggede om det på folkeskolen.dk, og der var også en artikel i Folkeskolen. Det sidste som manglede var den politiske godkendelse.

Klar parat til nyt faglokale

Den dårlige nyhed

Hans seneste blogindlæg handler om, hvordan han fredag middag blev trukket til side af skolelederen.

"God eller dårlig nyhed først?", var indledningen fra lederen."Jeg vidste godt, hvad samtalen skulle handle om", siger Christian Bunk Svane.

Den gode nyhed var, at politikerne havde fundet 200.000 kr. til ventilation til lokalet i 2024. Den dårlige nyhed var, der ikke var penge til et nyt madkundskabslokale.

"Tja, det bliver i hvert fald ikke i denne omgang, at jeg får lov at gå videre med planerne om et nyt madkundskabslokale. Og det bliver ikke i denne omgang, at vi finder ud af, om der i virkeligheden faktisk ligger en død mus eller rotte under de tussegamle sokler", lyder det fra ham. "Argumentet var, at der er lokaler, der ser værre ud".

Lige nu er han frustreret og skuffet. Han under andre at få et lokale, men han ville så gerne selv have haft et.

"Jeg gør meget ud af mit lokale. Jeg gør meget for at vedligeholde det, også mere end man kan forvente. Hvis jeg gør mindre, får jeg så et nyt lokale?", spørger han.

Et sidste indlæg - Lesson learned…

Små forbedringer bedre end ingenting

Der er en vis ventilation i lokalet i dag, men slet ikke fyldestgørende, så selv om han allerhelst havde set helt nyt interiør, kan han godt se fordele i det nye anlæg, som efter planen skal være klar i 2024.

"Så får vi et udtræk, så man kan få em væk. Lige nu er det sådan, at hvis der er nogle, der brænder mad på, så lugter det. Vi har et ventilationssystem, der suger noget af det, men det lugter eller dufter på hele skolen. Er der en emhætte over komfuret, så spreder det sig ikke ud over skolen på samme måde", siger han.  

Skolens leder har også fundet penge, så han kan udskifte de arbejdsborde, som er i lokalet. Her får han forholdsvis frie hænder. Men lige nu er han mest skuffet over, at hans store projekt er strandet.

"Jeg må jo tage til takke med det, som jeg får. Det må være godt nok. Men der er bitterhed over at have arbejdet så meget på det, og så løbe panden mod muren".