Blog
1   75

Det fandt jeg ud af, det kan vi bruge

Abonner på nyt om Thorkild Thejsen i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Fødselaren strutter af energi og viden. Men fødslen var langvarig og truede hele tiden med at gå i stå. Der ligger 606 spændende bachelor- og diplomprojekter på Lærerprofession.dk

Fredag den 26.november holdt Lærerprofession.dk fest og delte priser ud for tiende gang. Nyuddannede og erfarne lærere fik priser for deres fornemme projekter.

 

Jeg har haft ansvaret for Lærerprofession.dk i ti år, men depechen er nu givet videre til Solveig Troelsen.

Den tiårige sprudler af liv og energi

Artiklen fortsætter under banneret

I fredags fik jeg lov til at holde fødselsdagstalen.Her kan du læse, hvad jeg sådan cirka sagde:

”Tillykke til studerende og undervisere på lærernes grund- og efteruddannelse - og til landets lærere og skoleledere. Og tak til professionshøjskolerne og fagbladet Folkeskolen for, at det er muligt på tiede år at fejre dygtige lærere.

Inden jeg fortæller om fødslen - hvor det længe så ud til, at plukveerne aldrig ville gå over i presseveer - vil jeg godt ta’ jer med til den første prisfest:

Fredag eftermiddag den 30. november 2012 var vi 100 mennesker samlet i LB Forsikrings fornemme gamle hus i Kompagnistræde. Undervisningsminister Christine Antorini holdt tale og uddelte priser for pædagogiske diplomprojekter. 1.-prisen gik til lærer Mette Christensen for et projekt om faglig læsning i matematik.

Bagefter talte forsknings- og uddannelsesminister Morten Østergaard og uddelte priser. Benedikte Rathmann fik 1.-prisen for hendes bachelorprojektet om, hvordan lærere vurderer elevers udbytte af undervisningen.

Alt gik rigtig fint og godt, syntes vi vist alle sammen. Men det var kun begyndelsen. For priserne satte gang i noget endnu mere spændende; rygtet og glæden bredte sig nemlig som ringe i vandet:

Mette blev fejret hjemme på sin skolen og interviewet af lokale og regionale medier. Da Benedikte, som var fra læreruddannelsen på Bornholm, landede i lufthavnen i Rønne, blev hun modtaget af sin skoleleder, og han havde ikke kun blomster med. Der stod også et reportagehold fra TV2 Bornholm og en journalist mere, der vist var fra P4 Bornholm. Og da Benedikte om søndagen sad i kirken, bad præsten hende lige rejse sig og fortælle kirkegængerne, hvad det var for en fornem pris, hun havde modtaget i København.

Den slags positive historier har der været rigtigt mange af siden. Og så har jeg ikke glemt alle blomster-, chokolade- og champagnehilsner fra rådmænd, borgmestre, elevers forældre, ledere, skolechefer og kolleger.

Dialog med lærerprofessionen

Men mindst lige så vigtigt er det, at prismodtagerne kommer i dialog med lærerprofession om det, de har fundet ud af. Fagbladene Folkeskolen, Frie Skoler og Magasinet Efterskolen bringer omtaler og interviews. Og Lærerprofession.dk tilbyder prismodtagerne journalistisk hjælp til formidlingen. Det har genereret mange artikler i de faglige foreningers medier, i tidsskrifter, i aviser og på hjemmesider.

Prismodtagerne bliver inviteret tilbage til studiet for at fortælle nye studerende, hvordan de har arbejdet med deres projekter. De holder oplæg for kolleger og bliver inviteret til at tale på lærerkurser.

Jeg tør med glæde og stolthed sige, at der er en masse aktiviteter, begivenheder og mennesker at fejre. For projekterne på sitet bliver læst og diskuteret.  

Selvfølgelig på uddannelserne og skoler, og nu også i adskillige fagbøger. Og skoleledere, vejledere og konsulenter fortæller, at de har delt projekter fra Lærerprofession.dk ud til fagudvalg og lærerteams.

En aldeles strålende idé

Det er dejligt at kunne fejere en ivrig, glad og populær tiårig, for, som jeg sagde, fødslen var langvarig, og den var flere gange ved at gå helt i stå:

Jeg havde været censor i mange år, og det havde altid ærgret mig, at langt, langt de fleste projekter fra læreruddannelsen og fra lærernes efteruddannelse aldrig kom længere end til en privat harddisk.  

Men i foråret 2009 var jeg på Frederiksberg Seminarium, og på vej hjemad fik jeg en idé - og skrev straks til Bertel Haarder.

Jeg foreslog undervisningsministeren, at han bevilgede penge til et udstillingsvindue, hvor de bedste projekter kunne blive præsenteret og offentliggjort. Og han svarede omgående, at det var en aldeles strålende idé.

Desværre med den vigtige tilføjelse, at han ikke havde nogen penge, så jeg burde skrive til professionshøjskolerne, der angiveligt havde penge!

Det gjorde jeg nu ikke, for året efter stoppede jeg som chefredaktør på fagbladet Folkeskolen. Men jeg foreslog min afløser, Hanne Birgitte Jørgensen, at Folkeskolen skulle oprette en hjemmeside sammen med professionshøjskolerne.

Strålende idé, svarede hun. Med en vigtig tilføjelse: Hvis du selv vil stå for det.

Så jeg skrev til rektorernes formand, der sådan cirka svarede, at det var en strålende idé.

Vi holdt også møde – og så skete der ikke mere. Jeg skrev og ringede igen og igen. Og fik positive svar.

Men der skete ikke mere.

Da rektorerne skiftede formand, skrev jeg omgående til den nye. Også han svarede positivt. Men, tilføjede han, jeg burde kontakte Læreruddannelsens Ledernetværk. Så det gjorde jeg.

Der var de også positive. ”Kom med til vores næste møde i Skive”, lød svaret. Så der futtede jeg over og fortalte om ideen med udstillingsvinduet og mulighederne for at inspirere og diskutere.

Strålende idé, lød det hele vejen rundt i hesteskoen.

Og så gik fødslen i stå igen.

Det var dengang, jeg lærte, at der er mange ledelseslag på professionshøjskolerne, og at de ikke kysser samme dag, som de spidser munden.

Et godt projekt skal vise nysgerrighed og have kant

Det var først da Elsebeth Jensen fra Via UC kom på sagen, at der skete noget. Og da Susanne Eskildsen og Anne Mygind Brodersen fra UC Lillebælt og Hanna Mølgaard fra Via kom med, gik det stærkt. Det var det hold, der udviklede det, der blev til Lærerprofession.dk.

  • Vi var enige om, at vi ville insistere på professions-dialogen og lede efter det lærerfaglige og det praksisrettede,
  • vi ville ikke gå efter en bestemt pædagogisk sandhed,
  • og vi har fra begyndelsen også sagt og skrevet, at er godt projekt for os ikke nødvendigvis er en 12-tals-besvarelse, hvor alt det formelle er nydeligt og pænt i orden. Et godt projekt skal vise nysgerrighed og må gerne have kant. Sætte noget på spil.
  • Vi var enige om, at de dommere, vi ville invitere, ikke skulle repræsentere den institution eller organisation, de kom fra. De skulle være med på grund af deres faglighed, deres erfaringer og deres engagement.
  • Vi ville vi favne bredt. Der skulle lærere og ledere fra grundskolen med. Vi ville have kommunale skolechefer, undervisere fra lærernes grund- og efteruddannelse og forskerne med. Og forskerne skulle ikke kun komme fra DPU - vi ville gerne også have andre universiteter med.

Det har jeg fundet ud af, det kan vi bruge

Den korte version er, at vores ideer i høj grad er blevet realiseret – og at de mange mennesker, der har deltaget, har sat deres præg, så Lærerprofession.dk hele tiden er blevet bedre. Vi er blevet meget bedre.

Med undtagelse af det første år har 1.prismodtagerne skullet holde en lille tale med den faste titel: ”Det har jeg fundet ud af, det kan vi bruge”.

Og med undtagelse af det første år er der også blevet uddelt en pris for fornem formidling, for det er en disciplin, som tilsyneladende ikke vægtes særligt højt på uddannelsen. Man kan have mistanke om, at akademiske floskler og knudrede sætninger scorer højere end god formidling.

Vi syntes også, at lidt for mange tænker i at skrive opgave, mens vi gerne vil lægge vægt på, at det handler om at arbejde med et projekt.

En opgave skal løses, så man kan blive færdig, men at arbejde med et projekt handler om at undres, at undersøge for at få indsigt og for at forstå noget.

Den slags udfordringer har dommerne ført spændende diskussioner om gennem alle årene. Og bredden i dommerpanelerne har været meget givende. En universitetsforsker har beskrevet det sådan:

"Personligt har det været meget udbytterigt at være med, både fordi projekterne er så forskellige fra mange af dem, jeg støder på i min dagligdag, og fordi der i priskomiteen er repræsenteret mange forskellige tilgange til uddannelse og skole. Der er stor forskel på, hvordan man læser et projekt, hvis man for eksempel er skoleleder, eller hvis man er uddannelsesforsker".

Selvom vi ikke uddeler honorarer til de mange dommere, der hvert år tager en kæmpe ekstratørn med at læse og vurdere projekter - og med at mødes og udvælge prismodtagere, har det vist sig overraskende nemt både at rekruttere og fastholde dommerne. Som en lærer svarede, da jeg i en e-mail spurgte, om hun ville forsætte i panelet:

”Det er mig en sand fornøjelse at få lov til at være med i den mest inspirerende og fascinerende klub, jeg kender. Tak for muligheden”.

En underviser fra læreruddannelsen svarede sådan:

”Jeg fortsætter meget gerne. Lærerprofession.dk er på mange måder et skoleeksempel på, hvordan man kvalificeret kan drøfte fag og fagligheder, profession og professionalisme - og meget mere - og sætte det hele i rotation, så det kommer andre ved”.

Og en pædagogik-professors ja til at tage endnu en tørn blev efterfulgt af det her:

”Jeg nyder dialogen. Lærerprofession.dk har lært mig mange vigtige ting om professionshøjskoleverdenen, som jeg ikke kunne have været foruden”.

En prisværdig indsats

Og så er der det med priserne. I skoleverdenen er man ikke ret gode til at fortælle hinanden og omverdenen, når man laver noget godt. Men i gruppen har vi fra begyndelsen været enige om at ville fejre, at der er en masse studerende og lærere, der yder en prisværdig indsats.

Med priserne ville vi gerne markere, at noget er bedre end andet, og at vi sammen bliver bedre ved at dele viden - og ved at diskutere de erfaringer, vi gør os.  

Så ja, fødslen var noget besværlig. Men i dag har den tiårige det godt, er ved godt helbred og har masser af energi.

Det skyldes i høj grad, at Hanne Birgitte Jørgensen fra fagbladet Folkeskolen, Elsebeth Jensen fra læreruddannelsen og Camilla Wang fra professionshøjskolernes rektorforsamling gennem alle årene har bakket særdeles aktivt op. Og de senere år har Charlotte Westerlund, der er lærer og journalist, arbejdet aktivt bag kulisserne for at få det hele til at hænge sammen. Tusind tak for det.

Jeg vil slutte med et citat fra en bruger af sitet, en underviser på lærernes grund- og diplomuddannelse:  

”Det handler om broen mellem uddannelse og praksis. Her har Lærerprofession.dk været en fantastisk nyskabelse, som er med til at fastholde forståelsen af den studerende og læreren som undersøgende, nysgerrig, engageret og selvstændig ’forsker’. Nyuddannede og erfarne lærere viser her for alverden, hvad de kan”.

Tillykke til os alle.

Prisfest: Læreruddannelsen skal være med til at udvikle hele professionen


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

De bedste professionsbachelorprojekter og pædagogiske diplomprojekter

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
1.429 andre er allerede tilmeldt

Lærerstuderendenetværket er for alle lærerstuderende samt andre med interessere for læreruddannelsen. I samarbejde med Lærerstuderendes Landskreds.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
477 andre er allerede tilmeldt