PÅ opfordring følger her et forsvar for, at dannelses- og læringsfronterne måske kunne  overveje at sende begreberne retur? Med henblik på at finde en tredje vej.

Jeg er nok personlig noget træt af ´på-den-ene-side-og-på-den-anden-side´ om dannelse og læring; jeg synes for at sige det lige ud, at man skal vende det hele lidt på hovedet og i stedet for at spørge: Hvad kan skole og uddannelse gøre for samfundet? For så at stille det omvendte og meget mere relevante spørgsmål: Hvad kan samfundet gøre for skole og uddannelse? For vi er inde i samfundets DNA og livmoder, når vi taler skole og uddannelse. Og her er det ikke tilstrækkeligt at fokusere hverken på læring- eller på dannelsesbegrebet. For hvorfor læring/dannelse? til hvad? Hvorfor? Hvordan? Der er alt for mange spørgsmål, som glemmes i denne debat.

Alt dette har jeg, faktisk siden 2013 med den nye folkeskolelov, forsøgt med diverse debatindlæg i form af kronikker, bøger (én redigeret om Gert Biestas tænkning og én oversættelse af hans bog Rediscovery of teaching) og foredrag at sætte fokus på:  At skole og uddannelse er selve grundlaget for et samfunds ordentlighed, livskraft og håbefuldhed, og med Løgstrup, Kierkegaard, Grundtvig samt Arendt, Blixen og Biesta som teoretisk bagage har jeg forsøgt at spørge: Hvad kan samfundet gøre for at giver rammer og tid, så skolen selv kan skabe en pædagogik i praksis? 

Dette sagt, fordi det er som om debatten er strandet i en dannelses- ohg læringskonfrontation, og jeg mener, det er på høje tid med alternativ debat fx om en konkret ændring af læreruddannelsen og af skolen. I en sådan debat efterspørger jeg fx også helt konkret, om der er behov for Den nye læreruddannelse i Herning som modstykke og wake-up-call til læreruddannelsen på UC og VIA?

Fordi pædagogik bør betragtes som en kunstart, og politikerne bør lytte til, skolen, det er ikke omvendt. Man må ´ud over rampen´ hvis man reelt vil gøre op med den helt forskruede dannekses- og læringskurs, - med læringsportaler, læringsmål, læringsstrategier m.v, som siges at føre til dannelse, men som har medført et ødelæggende konkurrencemiljø i skole og uddannelse – det gør børn, unge og voksne på skolebænken usikre, kede og giver direkte nederlagsstening.

 Jeg har ud fra egen undervisningserfaring set mennesker går ned i sådanne måder at tænke dannelse i et læringsmiljø.  Man kan dog intet ændre ved at blive ´indenfor´ læringsdiskursen, altså det hjælper ikke enten at hade eller at blive rasende. Min pointe er, at man er nødt til at gå helt ´ud´ af tankegangen – komme ´ud over rampen´ med budskabet om, at det er gået amok og blevet uværdigt og umenneskeligt med den nugældende, moderne lærings-diskurs som dannelse.

En vigtig nutidig teoretisk klangbund, med hvilken man kan forklare, hvorfor det er så vigtigt at ´stige ud´ ´komme ud over rampen´ og sige nej til vanviddet kan man finde i Gert Biestas analyser, han er helt klar i spyttet, han skifter simpelthen fokus fra ´learnification´ og ´formation´ til ´subjectification´ – det vil sige dannelse sker ikke primært via fagene, men primært via pædagogikken. Dette gør han i dybden rede for i sin verdensberømte bog ”The Beautiful Risk of Education”, som på dansk hedder Den smukke risiko i uddannelse og pædagogik.

Uanset nye forlig og bløde nyformuleringer, så er lærings- og dannelsestanken i dag løsrevet, og helt isoleret, fra pædagogisk sammenhæng …… med læringskvalitet, læringsstrategier, læringsplatformer bruges læringsideologien stadig politisk til at fastholde en dannelse til konkurrence og instrumentalisering. Hvis man ikke hørligt og utvetydigt siger fra – så er man med til at understøtte denne ideologi.

Benchmarking, outcome og præstationskulturen har tsunamiagtigt siden 90´erne fået uhæmmet mulighed for at oversvømme skole og uddannelse – men det fører til snyd (som i Aarhus), svigt (som i en historie Oettingen fortæller i Brinkmanns briks ”Lær at hade læring” ; historie om en lærers afklædning af en elev, der så sætter ild til læringstesten) og til stress og angst blandt børn og unge og deres lærere.

Hvad jeg med hoved, hånd og hjerte opfordrer til er – utvetydig og uironisk – at afvise den dannelses- og læringsideologi, som den i dag på alle niveauer, både synligt og usynligt, hersker i tidens skole og uddannelse. Det er ikke tilstrækkeligt at lave diverse forlig og forsøg sig med blødere omformuleringer. Man må derimod ´ud over rampen´ - helt væk fra den løsrevne dannelses- og læringsideologi – gentænke skole og uddannelse ud fra andre kriterier end de globaliserede og markedsorienterede. For eksempel kunne man lytte til fri-skolerne, de frie læreruddannelser, til lærererfaring- og viden – samt tage den kritiske forskning i pædagogik og uddannelse alvorlig og anvende den som klangbund for forandring.

Æstetik og pædagogik kan meget fint ses i sammenhæng med, hvordan Gert Biesta i sit værk vedholdende plæderer for sammenhæng imellem at lade kunsten undervise og så pædagogik. At tænke æstetisk siger fx Dorthe Jørgensen, er det, der ”… styrker forståelsen af én selv og de andre og af, hvad det vil sige at være menneske – på jorden under himlen” (Af ”Æstetik og pædagogik”, Martin Blok, red. S. 37). Biesta fastholder tilsvarende i hele sin tænkning, ikke mindst i sin seneste bog Verdens-centreret Uddannelse  - et nutidigt syn at faglighed, personlighed og det sociale skal være i undervisningen og pædagogikken: i bevægelser, der overlapper og understøtter hinanden – og hans pointe er, at omdrejningspunktet skal være i netop det eksistentielle, som Dorthe Jørgensen her også understreger.

Biestas næst mest vigtige bog, i mine øjne er ”God uddannelse i målingens tidsalder – etik, politik, demokrati” Heri påviser han sammenhængen imellem, at man i målingens tidsalder har glemt vedholdende at forholde sig til og stille - og igen og igen drøfte - det det normative spørgsmål: Uddannelse til hvad? Dette skyldes i følge Biesta fremvæksten af læringssproget og fastholdelsen i dannelsesbegrebet, uden at forklare til hvad? Hvorfor? Hvordan?  Han opstiller i bogen alternativer, og taler bl.a. om, at man bør skelne imellem tre roller eller funktioner: kvalifikation socialisation og subjektifikation, se fx s. 142 i ”God uddannelse…”.

Jeg er uenig i selve udgangspunktet læring og dannelse, fordi læring mere er et psykologisk (overlevelses-) fænomen – end et pædagogisk (eksistens- ) fænomen. Dannelse er mere et sociologisk begreb i dag. Læring og dannelse bliver i dag i Danmark, såvel som globalt, brugt til at gøre barnet eller den studerende til en forbruger, som læreren skal udbyde noget til og uddannelse bliver en vare.

”Det er ikke Massen af, hvad et Menneske ved eller har lært, der bestemmer hans Dannelse, men den indre Bearbejdelse og Tilegnelse til en ejendommelig Livsfylde og selvstændig Dom” (filosoffen Claudius Wilkens, citeret fra Steen Nepper Larsens ”Dannelse”, s.5)… …med det udgangspunkt, som Nepper Larsen her med Wilkens angiver, rejser der sig helt modsat muligheden for at stille to både fuldstændig afgørende og samtidig helt enkle pædagogiske og uddannelsespolitiske spørgsmål: Uddannelse til hvad? Hvorfor? Så jeg siger vedholdende:

Send læring og dannelse retur, begreberne kan ikke anvendes som pædagogisk udgangspunkt. Det er den praktiske undervisning, der bør komme i højsædet igen. Og vi kan aldrig være sikre på, om undervisning ´virker´ - det er et vilkår, som Hannah Arendt fint rummer, når hun siger: ”Uddannelse er det sted, vi beslutter, om vi elsker verden højt nok til at tage ansvar for den, og på samme måde at redde den fra undergang, der (for)uden fornyelse, (for)uden de nye og de unges tilbliven, ville være uundgåelig. Uddannelse er også der, hvor vi beslutter, om vi elsker vore børn højt nok til ikke at udvise dem fra vores verden, og overlade dem til deres egne påfund, eller at slå deres muligheder for at foretage sig noget nyt, noget af os uforudset, ud af hænderne på dem.” (Hannah Arendt, citeret efter Gert Biesta ”Læring retur, demokratisk dannelse for en menneskelig fremtid” s. 135). Send læring retur: Hvis vi altså ønsker at sætte en stopper for at se uddannelse som en vare og mennesker som forbrugere – med lærerne som udbydere.

God undervisning bygger vel altid på underviserens tanker og overvejelser vekselvirkning med andres tanker og overvejelser… Se fx et konkret undervisningsforløb med resonans og klangbund i Arendts, Biestas og Lørgstrups (”Vidde og prægnans») tanker, https://www.folkeskolen.dk/1880131/dysleksi-3-ordblinde-har-ikke-brug-for-spotlys

Men hvorvidt undervisningen virker, kan man vel aldrig garantere, og heri ligger måske netop den ´smukke risiko´ i pædagogikken...

Personligt har jeg ført adskillige hold til eksamen i dansk, engelsk og psykologi, og jeg har arbejdet ved og med kolleger og ledere, som har anerkendt sig selv og hinanden som selvstændige, indsigtsfulde - med dybe refleksioner over handlemåder og praksis. Og netop praksis og teori bør være helt opdelt, om end ej adskilt. Teori bør være klangbund og resonans for praksis - men ej styrende med diverse teknikker, metoder eller koncepter. Praksis er dér, hvor undervisning foregår og lever, og praktikere (lærerne og underviserne) bør man have tillid til - og give gode rammer og vilkår, så der kan opstå god undervisning. Spørg lærerne til råds om pædagogik og rammer for pædagogik - i stedet for politikere, konsulenter eller tekno giganter.

Volden tager til i folkeskolen fremgår det af Sauers blogindlæg ”Demonstration af afmagt” https://www.folkeskolen.dk/1881290/demonstration-af-afmagt . I blogindlægget citeres Per Fibæk for under høringen tirsdag d. 26. oktober, der afholdtes på Christiansborg om chikane, trusler og vold mod lærere i folkeskolen: ”Sagt provokerende kan man ikke behandle lærerne som en underordnet servicemedarbejder og forvente respekt i klassen. Tingene følges ad. Og i dag er læreren reduceret til en servicemedarbejder i en velfærdsinstitution".

Er der en sammenhæng imellem, at man måske skal ”Lære at hade læring” (titlen på Brinkmanns Briks for nylig) og så det, at teaching to the test måske nok ikke kan forventes at blive mindre af den nye aftale ”Folkeskolens Nationale Færdighedstest”, hvor eleverne fremover skal testes i dansk og matematik, mindst 12 obligatoriske tests mod 10 nu – og hvor det er læreren som servicemedarbejder, der skal afholde tests?

Er der en sammenhæng imellem, at der siden 1990´erne er sket en vending fra at have undervisning i fokus til at have læring i fokus – og så det, at børns og unges læringsprocesser i skolen i dag skal være synlige, altså skal kunne testes og afstemmes af videnskabeligt udarbejdede målesystemer – af lærerne som servicemedarbejdere? Kan man overhovedet teste, afstemme og måle, hvad der foregår inde i et menneske, der er ved at tilegne sig en viden, bearbejde den og forsøge at gøre den til sin – som indsigt, livsmod og selvstændighed? Svarene blæser i vinden…

Men Hvis man vil reel inklusion, reel afskaffelse af vold mod lærere, reel mulighed for samarbejde med forældrene ……reel mulighed for god pædagogisk kontakt til og med børn og unge…Så skal tilliden tilbage til lærerne. Nu, ikke i morgen. Nu. Derfor: Det er ikke tilstrækkeligt at tale om læring af fag… eller om dannelse via faglighed. Faglighed er ét formål i skolen, men det er med ´synlig læring´ af fag, siden 1990´erne lykkedes ´konkurrencestats-agendaen´ at flytte fokus fra undervisning til læring, så synlig læring i dag i Danmark, såvel som globalt, bliver (mis)brugt til at gøre barnet eller den studerende til en forbruger, som læreren skal udbyde noget til og uddannelse er blevet en vare.

Men. Der altså to andre formål med at holde skole: Muligheden for at kunne skabe tid og rum til at socialisere. Muligheden for at kunne skabe tid og rum til at danne vilje. Jeg håber, at dette videre kan føre til øget fokus på, at dannelse ikke blot må opfattes som noget, der ensidigt foregår via fag; eller måske ligefrem et opgør med at tro at man kan måle og veje læring – gøre den synlig – sådan som der i skole og uddannelse i dag ligger en mere eller mindre underforstået konsensus om, at man kan med læringsplatforme, læringsstrategier, læringstests m.v.

Et råb, ja nærmest et skrig om, at den nuværende kontrol og mistillid til lærerne erstattes af tillid til lærerne, høres fra adskillige lærere, og meget tydeligt i dette indlæg af Line Schou fra 11. okt. 2021 i Folkeskolen.dk https://www.folkeskolen.dk/1880315/hvornaar-toer-foraeldrene-at-stole-paa-os-laerere

Og måske kan man videre ad denne vej arbejde for at få vendt uddannelsesskibet: væk fra det ødelæggende ensidige fokus på kun 1/3, fagligheden, af formålet med at holde skole.

Hvis vi altså vil genoptage tråden fra pædagogikkens ´verdensberømte lille land´ om: Livsindsigt, tilværelsesforståelse – med åbenhed mod verden?