Jeg vil hellere forholde mig til, hvad vi som mennesker gør ved digitaliseringen - ikke omvendt, argumenterede Niels Munkholm.

Kongres: Flertal siger nej til principper om den digitaliserede skole

'Skolen i en digital verden' var overskriften på et forslag til et nyt afsnit i Lærerforeningens principprogram, som var til debat på foreningens kongres torsdag. Debatten handlede om, hvorvidt digitalisering er et princip i sig selv eller skal tænkes ind i de eksisterende principper.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I en meget tæt afstemning blandt de knap 300 delegerede på Danmarks Lærerforenings kongres i København, blev det i eftermiddag besluttet ikke at skrive digitalisering ind i foreningens principprogram.

Forslaget kom fra foreningens hovedstyrelse og blev motiveret fra talerstolen af formand for undervisningsudvalget Regitze Flannov.

"Digitaliseringen griber ind i alle aspekter af hverdags- og samfundslivet og påvirker privatliv og demokratiet. Digitale teknologier udfordrer den måde, vi tænker, forstår og organiserer verden på, og de griber ind i vores samfundsstrukturer over et bredt felt", sagde hun og tilføjede:

"Digitaliseringen er en katalysator for forandringer. For at sige det lidt polemisk: Personer, der ikke forstår præmisserne for digitaliseringen, vil i stigende grad være stillet som dem, der i industrialiseringens start ikke kunne læse og skrive. I folkeskolen skal vi arbejde for at stille alle lige".

Og at digitalisering er en gennemgribende størrelse afspejlede sig i forslaget. Her blev det nemlig foreslået, at digitalisering skulle have sit helt eget punkt i DLF's principprogram under overskriften 'Skolen i en digital verden'.

Punktet skulle både forholde sig til elevernes dannelse, uddannelse og kompetencer i et digitaliseret samfund samt lærernes rammer og kompetencer i en digitaliseret skole.

"En kulturteknik blandt mange andre"

Fra talerstolen var det særligt Niels Munkholm Rasmussen fra Odense Lærerforening, der argumenterede imod forslaget.

Man har tidligere afholdt sig fra at skrive fag, fagområder, bestemte arbejdsformer og redskaber ind i principprogrammet, påpegede han.

"Hvis vi skal beskrive det digitale, mangler vi alt det analoge. Fra skolekomedien eller musicalen over de spændende fysiske produkter til projektopgaven eller afgangsprøver i fagene", sagde Niels Munkholm Rasmussen fra talerstolen og tilføjede:

"Hvorfor skal én kulturteknik i skolen med i principprogrammet og ikke alle de andre? Er der mest tale om, at det digitale knytter sig til teknik, metoder og redskaber rettet mod et højere formål, eller ser hovedstyrelsen ligefrem digitaliseringen som et formål i sig selv?"

Niels Munkholm Rasmussen gav udtryk for, at han derfor frygter, at man ville se en acceleration i punkter, der kan tilføjes principprogrammet, så det til sidst "slides ned"

"Jeg vil hellere forholde mig til, hvad vi som mennesker gør ved digitaliseringen - ikke omvendt", sagde han.

Tidligere på kongressen blev det besluttet, at DLF fra centralt hold skal blive bedre til at hjælpe kredsene med de arbejdsmiljømæssige udfordringer, som digitaliseringen skaber, påpegede Niels Munkholm Rasmussen.

Vedtaget: DLF skal blive bedre til at hjælpe kredsene med digitale udfordringer

"Dermed er der kun det pricipielle tilbage", sagde han og åbnede for, at ordene fra hovedstyrelsens forslag om at eleverne skal være i stand til at "forstå, anvende og skabe med digitale teknologier og reflektere kritisk over brugen og betydningen af dem" kunne tilføjes det eksisterende punkt i principprogrammet, der handler om uddannelse.

Det forslag blev dog også nedstemt af kongressen.

"Det digitale er blevet et livsvilkår"

Også Thomas Roy Larsen fra Københavns Lærerforening og Nanna Birgitte Stryhn-Johnsen, formand for Sønderborg Lærerkreds, mente, at digitalisering er for specifikt et emne til at det skal skrives ind i et principprogram.

Jeppe Dehli, formand for den lokale lærerforening i Gentofte, gav fra talerstolen udtryk for en bekymring for, at hvis det skrives ind i principprogrammet, at skolen skal bibringe eleverne de nødvendige digitale kompetencer til at indgå i et digitaliseret samfund, kan det blive synonymt med, at det bliver lærerens opgave,

"Lige det her princip bevæger sig et sted mellem princip og noget meget tæt på maskinrummet, hvor undervisningen foregår", sagde han og understregede, at opgaven ikke kan lykkes uden forældrene.

Der var også opbakning til forslaget fra talerstolen. Blandt andet fra Kim Koch Petersen fra Lærerstuderendes Landskreds, der dog påpegede, at man skal tage kritisk stilling til, hvem man samarbejder med, når det kommer til teknologiforståelse i folkeskolen.

På læreruddannelserne har Lego Fonden med en bevilling på 58 millioner kroner støttet etableringen af såkaldte Play Labs, hvor man nu primært møder Legos egne produkter, påpegede han.

"Så jeg vil gerne opfordre DLF til at være mere opmærksomme end professionshøjskolerne på, hvem man samarbejder med. Vores undervisning er ikke til salg", sagde han.

Thomas Lund Jørgensen fra Silkeborg Lærerforening gav udtryk for, at et specifikt punkt om digitalisering i principprogrammet er "proportionalt" med, hvor meget det nu fylder i børn og unges liv.

"Det er blevet et livsvilkår at forstå digitale medier for at kunne forstå sit eget liv. Og giver skolen børn og unge den digitale dannelse, de har brug for? Før var undervisningen begrænset til den arena, der hedder klasselokalet. Nu er det digitale en arena, de er i samtidig", sagde han.

Henrik Steffens fra Silkeborg Lærerkreds sagde fra talerstolen, at han ville kunne støtte forslaget, hvis der var tilføjet et fagpolitisk ben, der problematiserede, at man i en ikke alt for fjern fremtid kan forestille sig lærere afløst af algoritmer i undervisningen.

At teknologi kan være en drilsk størrelse blev illustreret ved afstemningen. Den var så tæt, at dirigenten ville gennemføre den elektronisk. Men it-problemer betød, at alle ikke kunne afgive deres stemme.

Det endte derfor med endnu en håndsoprækning med fintælling. Her stemte 129 for, 140 stemte imod, og syv undlod at stemme.

Læs mere

DLF's principprogram

Hovedstyrelsens forslag til nyt punkt