DLF-kongres '21
4   21

DLF: "Det er uacceptabelt, når aftaler ikke overholdes"

I fem kommuner får lærernes tillidsrepræsentanter ikke direkte adgang til lærernes opgaveoversigter. "Det er grotesk", lyder det fra formand for Lærerforeningens overenskomstudvalg Morten Refskov.

"KL er ikke imod os. De er med os".

Sætningen var en del af indledningen til en debat om overenskomst på Danmarks Lærerforenings kongres i København. Ordene kom fra formand for DLF's overenskomstudvalg Morten Refskov.

Artiklen fortsætter under banneret

Han understregede, at den centrale arbejdstidsaftale fra 2020 (A20) kombineret med de lokale lærerkredses arbejde har været et løft af lærernes arbejdsvilkår. Men han sagde også, at vejen ikke er "snorlige, og den kan have flere eller færre bakketoppe og -dale afhængig af, hvilken arbejdsplads man befinder sig på, og hvilken arbejdsgiver, der er tale om".

I fem lokale kredse af Lærerforeningen giver kommunerne ikke tillidsrepræsentanten adgang til lærernes opgaveoversigter. Morten Refskov understregede, at ingen kreds må stå alene.

"Det er uacceptabelt, når aftaler ikke overholdes, og vi har pligt til at stå vagt om de aftaler, vi har indgået. Og det vil vi gøre".

Samarbejdet er svært i nogle kredse

Repræsentanter fra lærerkredsene i Kalundborg og Høje-Taastrup var på talerstolen og ønskede hjælp. Her har kommune og kreds ikke kunnet nå til enighed om lokale A20-rammer, og derfor er det alene den centrale A20-aftale, der sætter rammerne for lærernes arbejde.

Formand for lærerne i Høje-Taastrup Heidi Yoma Rasmussen huskede kongressen på, at DLF først er i mål, når alle DLF's medlemmer kan mærke de nye arbejdstidsrammer.

Hun mener, at forholdene faktisk er blevet lidt forværret med A20 i Høje Taastrup.

"Vi synes, vi har oplevet et tilbageskridt, da vi nu ikke kan få opgaveoversigterne. Det kunne vi tidligere", sagde hun og forklarede, at kommunen efter råd fra KL henholder sig til, at der er tale om personfølsomme oplysninger.

"Vi kan ikke lide, at det kommer ned på et individualiseret niveau. Vores borgmester siger, at den bedste skole er dér, hvor den enkelte lærer og den enkelte leder finder ud af, hvad opgaveporteføljen er", sagde hun og pegede på, at borgmesteren i Høje-Taastrup er den konservative Michael Ziegler, som sammen med tidligere formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen satte underskrift på A20.

"Vi er åbenbart ikke helt enige om hvad der står i de vigtige elementer", sagde Heidi Yoma.

DLF forfølger problemer med opgaveoversigter

Morten Refskov sagde, at både der hvor samarbejdet går godt, og der hvor det går mindre godt, er der plads til forbedringer, når det gælder opgaveoversigterne.

"Det er noget, vi er i tæt kontakt med KL om. Vi har ikke hørt andet, end KL også er helt enige i, at opgaveoversigterne skal leve op til det, som er aftalt. Det er noget, vi forfølger, og vi stopper ikke, før vi er et sted, hvor vi synes, det rimeligt lever op til det, vi har aftalt", lovede Morten Refskov.

Når det gælder udlevering af opgaveoversigterne til tillidsrepræsentanterne, er der også problemer.

"Det er helt grotesk, de steder, hvor man bliver forment adgang til opgaveoversigterne", sagde han og fortalte, at man fra DLF centralt har en meget håndholdt indsats over for de fem kredse, hvor der er problemer med at få udleveret opgaveoversigter.

"Vi har holdt et møde om det. Vi er i gang med at udarbejde en form for spiseseddel, som man kan følge lokalt, så man selvfølgelig kan få uddelt de opgaveoversigter, som man har krav på ifølge de forskellige aftaler. Vi arbejder på det. Vi er helt uforstående over for, at man kan stå i de problemer, men vi kender dem godt".

Problemfyldt tidsregistrering

Lærernes opgaveoversigter er meget forskellige, og det er derfor også sværere end forventet for tillidsrepræsentanterne at føre dem ind i det nye tidsregistreringssystem, som DLF har udviklet.

Kredsstyrelsesmedlem i Vejle Lærerkreds Johannes Vestergaard Melchiorsen  fortalte, at tillidsrepræsentanterne i Vejle på 2½ time kun fik indtastet 34 procent af opgaveoversigterne i kommunen, og at man har valgt at sige, at det må være nok. Han fortalte, at tillidsrepræsentanterne fandt systemet trægt, og at man i kredsstyrelsen har svært ved at se, hvad afrapporteringen til DLF centralt skal bruges til.

"Vi skal hjælpe tillidsrepræsentanterne med at prioritere tiden. Der er ikke så meget tid. Og også her skal der være sammenhæng mellem tid og opgaver", sagde han.

Han så hellere, at man fandt en måde at samle data sammen med KL på.

"Det kan godt være, vi ikke er enige om, hvordan arbejdstiden skal fordeles og hvor meget tid, de enkelte dele skal fylde. Men vi skal bestræbe os på, at vi er enige om, hvad der tæller, og hvor det tæller", sagde han.

Morten Refskov sagde, at man godt vidste, at det har været en vanskelig start på et nyt system.

"Det skal blive bedre næste gang. Det er jeg helt med på, men lad os huske på formålet med det. Det giver os en stor styrke som organisation at være så tæt på medlemmernes arbejdsfordeling. Både for tillidsrepræsentanten, men også for kredsen for eksempel i forhold til kommuneplan - men også for DLF for at kunne følge udviklingen over tid".


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ