CO2-indholdet i klasseværelset måles - og sprænger skalaen

Masseeksperimentet: CO2-niveauet i klassen sprænger skalaen

"Adrr, her stinker", lyder det fra en gruppe drenge, der træder ind i klasselokalet efter en pause. Vinduerne må ikke åbnes i dag, for klassen er i gang med et forsøg som led i Masseeksperimentet. De måler CO2-indhold i luften, lyd, efterklang og temperatur.

Publiceret
klasseværelsets efterklangstid måles - den er helt fin
Masseeksperimentet har nogle ekstra målinger bl.a af luftkvaliteten. Den bliver udført af en elev her
Masseeksperimentet har nogle små intro-videoer, som klassen ser
Gruppen måler lys med deres mobil og en app - lyset er ok

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er efterhånden temmelig varmt i lokalet på Syvstjerneskolen, hvor 8.y holder til. De plejer at huske at lufte ud i 10-pausen, men alle 8.-klasserne på gangen er i gang med årets Masseeksperiment, hvor eleverne sender måleresultater ind til en gruppe forskere, der undersøger indeklimaet på landets skoler. Forsøget har fokus på indeklima, og hvad indeklimaet gør ved elevernes trivsel og koncentration.

Dagen begyndte med tre korte instruktionsvideoer om indeklima, udluftning og hvordan de skal bruge det måle-kit, de har fået tilsendt fra Astra, der står bag Masseeksperimentet. Eleverne er inddelt i grupper, der skal måle noget forskelligt i løbet af formiddagen og igen i morgen. Dagen i dag er den uden udluftning. I morgen skal de måle igen efter at de har luftet ud i lokalet. En elev fortæller, at hun normalt altid åbner vinduet, når hun møder om morgenen.

Masseeksperiment om indeklima og trivsel

"Her er indelukket, når vi kommer tilbage fra pause, og om sommeren har vi solen stående ind i klassen, så der er altid varmt her", fortæller et par elever.

Alt for høj CO2-koncentration

"Hold kæft, her er meget CO2", lyder det stille fra den elev, der står med målerøret. "Nu er vi over endestregen, og så skal vi gange med 2. Det er omkring 4.000 ppm. Dér stopper skalaen", siger han, mens de lyserøde krystaller i glasrøret hurtigt har skiftet farve til gule.

Han stod med beskyttelsesbriller på og klippede enderne af glasrøret, og det går ganske rigtigt hurtigt med farveskiftet i røret.

Lærer Lise Fabricius Wadskjær kigger med og holder styr på, at glasstumperne ender i papirkurven.

Resultatet noteres på computeren og glasrøret bliver forsigtigt placeret i det lille paprør igen.

Blog: Citizen Science og kompetenceorienteret naturfagsundervisning på et sølvfad

"Det er sjovt at lave forsøgene", siger en elev.

"Ja, det er sjovt at lave noget mere i dybden, at arbejde i flere timer med noget eller en hel dag. Det er bedre end bare en enkelt time", siger en pige.

Hun gør klar til næste måling af luftkvaliteten. Den foretager hun nogle gange i løbet af dagen og den er et ekstraforsøg, som Lise Fabricius Wadskjær har tilmeldt klassen. Med en sprøjte trækker eleven langsomt luft ind. Forinden har hun sat et målerør på sprøjten. Alle målerør skal så sendes til forskerne bagefter.

Lise Fabricius Wadskjær har klassen i matematik, fysik/kemi og biologi. Hun har tidligere år deltaget med andre klasser i Masseeksperimentet.

Ballonsprængning

Gruppen, der skal måle efterklangstid i lokalet, har fået fem balloner og et træ-grillspyd. De har set i instruktionsvideoen, hvordan forsøget skal udføres, de har også læst vejledningen og gjort app'en klar på en mobil. Alle i lokalet bliver bedt om at være helt stille. En elev giver tegn, en holder en oppustet ballon og en tredje prikker hul på ballonen med grillspyddet. Fire gange. App'en viser, at efterklangstiden er 0,29 i lokalet. Det er fint nok, for 0,4 er maximum i et klasselokale.

57.000 skoleelevers arbejde: Cigaretskodder er den største kilde til plasticforurening

Lærer Lise Fabricius Wadskjær har travlt. Grupperne skal have deres instruktioner og det kit, der hører med. Hun skal lige have hentet nogle beskyttelsesbriller, og så holder eleverne pause forskudt for hinanden, fordi det er forskelligt, hvornår grupperne skal måle. Nogle målinger er en gang, andre skal gentages. Nogle elever skal hentes fra pause og boldspil, andre skal have hjælp med at finde et link eller have instruktion i hvordan de skal skrive resultaterne ind.

Lysmålingen skal foretages fire steder i lokalet og gruppen har lidt svært ved at finde ud af, hvordan de skal gøre. Det lykkes. App'en giver et bip og fortæller dem, at der er nok lys på målestedet. Der er 339 lux. Tre målinger tilbage.

En af grupperne mødte klokken 7.45 i morges for at måle luftkvaliteten første gang, før hele klassen mødte. Det er det forsøg, der skal gentages flere gange i løbet af skoledagen.

Så er det tid til en lille trivsels- og koncentrationstest for alle klassens elever. De kaldes sammen og udfylder skemaer på computeren. Der er små opgaver og spørgsmål, om hvordan de oplever lokalets temperatur og indeluft.

Dårligt indeklimaet - igen igen

Masseeksperimentet har tidligere haft fokus på indeklimaet i skolen. Dengang - og mange gange før og efter - viste målingerne, at der er alt for dårligt indemiljø i mange klasseværelser. Det er forskere fra DTU, der modtager de mange målinger fra årets Masseeksperiment. De har også tidligere undersøgt indeklimaet på landets skoler og fundet det alt for dårligt.

Masseeksperimentet: Skoleelever har fundet 10 nye bakteriearter

Realdania, der er en af parterne bag årets Masseeksperiment, gennemførte i 2017 en undersøgelse af skolers indeklima. Den viste, at 90 procent af folkeskolerne er bygget før Bygningsreglementet af 2015, hvor der ingen krav var til ventilation. 91 procent af klasseværelserne havde et CO2-niveau, der var over grænseværdien på 1.000 ppm.

På væggen i 8.y's klasseværelse hænger to målere. Den ene er et ekstraforsøg om luftkvaliteten i klassen til forskerne bag Masseeksperimentet. Den måler kontinuerligt CO2-indholdet i lokalet. Den anden måler har Furesø Kommune hængt op, fordi man også der har fokus på indeklimaet på folkeskolerne.

"En del af eleverne her klager over hovedpine i løbet af skoledagen, og vi prøver at få luftet ud i det daglige. I år har vi alle 8. klasserne i gang med Masseeksperimentet. Det er interessant, fordi det relaterer sig direkte til eleverne og deres hverdag. De deltager i en vigtig undersøgelse, som de kan bruge til noget", siger Lise Fabricius Wadskjær. 

Læs mere

Læs mere her