Blog
70   153

Demonstration af afmagt

Abonner på nyt om Niels Chr. Sauer i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Volden i folkeskolen tager til, men ingen synes at have noget bud på, hvordan man som lærer skal agere, når kaos bryder løs.

Tirsdag d. 26. oktober afholdtes der på Christiansborg en høring i Landstingssalen om chikane, trusler og vold mod lærere i folkeskolen. Baggrunden var den foruroligende stigning i forekomsten af fænomenet, som vi har kunnet se over en årrække.  Flere særdeles tankevækkende oplysninger kom frem i lyset.

Seniorforsker og psykolog Lars Peter Andersen fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø gjorde rede for resultaterne af en ny undersøgelse af området. De viste bl.a., at ikke mindre end 45 procent af lærerne angiver, at de har været udsat for vold eller trusler mindst én gang inden for det seneste år. 29 procent oplyser, at de er blevet slået, 28 procent skubbet, og 26 procent er blevet sparket. Endvidere, at mere end halvdelen af samtlige voldsepisoder finder sted i indskolingen, og at langt størstedelen af dem optræder i eftermiddagstimerne, hvilket har vakt en del opsigt i pressen. Underligt i grunden, al den stund det siger sig selv, at der forud for enhver konflikt ligger et optrapningsforløb, som først bryder ud i lys lue, når bristepunktet overskrides. At dette punkt indfinder sig tidligere i en gruppe impulsive småbørn end i en gruppe unge, der har lært at kontrollere sig, burde ikke kunne overraske nogen. Børnene i indskolingen har som følge af reformen fået forlænget deres obligatoriske undervisningstid med op mod 50 %. Hvilken katastrofe det har været og fortsat er, må selv den mest tungnemme socialdemokrat efterhånden kunne indse.  At dette ikke kan fortsætte, må stå klart for enhver.

Artiklen fortsætter under banneret

Når det gælder forslag til, hvordan man kan komme voldsproblemet til livs eller blot holde det i ave, kniber det imidlertid ganske gevaldigt. Ikke sådan at forstå, at vi ikke ved, hvordan vi skal forebygge problemet. Der er skrevet hyldemeter efter hyldemeter af bøger med velmenende forslag til, hvordan skolen skal undgå, at disse situationer opstår:   Fællesskab, relationsarbejde, low arousal, skældud- og mobningsfri skole osv i lange baner. Men når det drejer sig om lærerens handlemuligheder i selve konfliktsituationen, sænker tavsheden sig.  

Her er al forebyggelsespræket komplet irrelevant. Vi taler her om situationer, der er skredet langt ud over det punkt, hvor læreren kan træde et skridt tilbage og handle langsigtet og velovervejet. Når lille Peter er i gang med at smadre sin sidekammerat, skal han stoppes, og her nytter hverken den løftede pegefinger eller den fromme intention. Her skal gribes ind hurtigt, håndfast og myndigt, og det kan læreren ikke i dag. Læreren er magtesløs. Som professor Per Fibæk Laursen sagde under sit indlæg på høringen: "Sagt provokerende kan man ikke behandle lærerne som en underordnet servicemedarbejder og forvente respekt i klassen. Tingene følges ad. Og i dag er læreren reduceret til en servicemedarbejder i en velfærdsinstitution".

Hvor langt vi er ude, kom klart til udtryk i skolelederformand Claus Hjortdals rystende, men prisværdigt åbenhjertige indlæg på høringen: "Vi fraråder fuldstændig vores ledere at røre ved børnene overhovedet på nogen måde. Guidance med en hånd på skulderen eller et tag i armen - lad være. Vi er retsløse. Vi er ofte den eneste voksne sammen med barnet i situationen. Så vi fraråder alle vores medarbejdere og ledere på nogen måde fysisk at tage fat i børnene".  Skolelederne henviser med andre ord lærerne til at holde sig på sidelinjen, mens ulykken udfolder sig for deres øjne. Griber man fysisk ind, kan man ikke være sikker på ledelsens opbakning. Skolen er ikke længere i stand til at beskytte hverken børn eller lærere imod traumatiserende overgreb, og ingen – ejheller DLF – synes at ane deres levende råd. Hvilken demonstration af afmagt!

Skolen lider af magtforskrækkelse. Man vil ikke forholde sig til den kendsgerning, at hvis et samfund – fx i form af en skoleklasse – ikke er i stand til at forsvare sig, om nødvendigt med magt, så bliver det uvægerligt løbet over ende før eller siden. Læreren skal ikke blot have ret, men pligt til at gribe ind med magt, alternativt tilkalde assistance, når kaos bryder løs, og hun skal som udgangspunkt have fuld opbakning til det. Også selv om det giver nogle ridser i lakken.   

Der vil blive slået nogle skæve, og det skal der være plads til, hvis lærerne ikke skal handlingslammes af frygt for at begå fejl. Skolen i et frit land som Danmark er ikke, skal ikke være og bliver aldrig nogensinde en velfriseret urtehave, hvor alt står pænt på rad og række, og alt går efter planen. Vores folkeskole afspejler hele livet i alle dets aspekter på godt og ondt, og det må slå gnister ind i mellem.  


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ