Brinkmann, Tanggaard og Oettingen taler i radioprogrammet "Brinkmanns Briks" (27. 10. 2021) om at lære at hade læringsportaler, læringsmål, læringsstrategier - lærings-kursen. Men hvordan når man politikerne, så det forstås, hvor alvorlig og farlig en kurs, det er at lade læring stå over alt andet? Det har jeg skrevet og spurgt Brinkmann, Tanggaard og Oettingen om: 

Kære Brinkmann, Tanggaard og Oettingen

Tak for jeres bidrag i ugens radio program i Brinkmanns briks  «Lær at hade læring» 27. 10. 2021  https://www.dr.dk/lyd/p1/brinkmanns-briks/brinkmanns-briks-2021-10-27

Ja.

Læringsbegrebets tsunami-agtige oversvømmelse helt ud i alle afkroge i skole og uddannelse er et faktum, og man må simpelthen lære, at sådan er det! (Om end det også underfundigt angives, at man må lære at hade læring). Sådan er det!

Hvis.

Hvis man altså vil fastholde, at det at holde skole handler om, at det er samfundet, den ældre generation, der skal ´ville ville´ noget med den yngre generation.

Men.

Hvad nu, hvis man lod nogle alvorlige kritiske røster i forholde til den ´oplyste´ civilisation og kultur komme til orde? ”Die forderung, dass Auschwitz nicht noch einmal sei, ist die allererste an Erziehung.” (Adorno) Og:” It happened; therefore it can happen again: this is the core of what we have to say.” (Primo Levi)?

Hvad jeg hermed forsøger at fremhæve er, at det kan have betydning at vende den nugældende skoleopfattelse på hovedet og spørge: Hvad nu hvis undervisning og pædagogik slet ikke primært bør dreje sig om: ´overførsel´, af den kulturelt anlagte og den oplysningsbaserede faglige viden med henblik på uden videre at ville videreføre den allerede eksisterende kultur og civilisation (den læring, der skjult følger med)?

Hvad nu hvis det grundlæggende omdrejningspunktet for undervisning og pædagogik – i stedet for den herskende faglige viden – bør være at sætte en livslang proces i gang med henblik på at kultivere og danne den enkelte persons evne til ud fra egen vilje at kunne sige nej! eller ja! – på de rette tidspunkter?

Der nævnes i radioprogrammet fra 29.10.2021 uddannelsesforskeren Gert Biesta, der med sit omfattende og verdensberømte læringskritiske værk, har valgt at sige nej! til læringsbegrebet. Det gør han først og fremmest, fordi han i stedet for en accepterende kultiverende synsvinkel på undervisning og pædagogik anlægger en kritisk eksistens synsvinkel – og dermed peger på et andet omdrejningspunkt end dannelse forstået som videreførsel af ´kultur og civilisation´, nemlig dannelse af viljen hos hver enkel person til at kunne sige ja og nej på rette tidspunkt.

Jeg har i en årrække beskæftiget mig indgående med Gert Biestas forfatterskab og også redigeret en bog om ham og hans tænkning samt oversat én af hans bøger (og er netop nu i gang med at oversætte hans lille, men meget sigende bog ”Letting Art Teach”); og det er ud fra mine egne konkrete undervisnings- og pædagogiske erfaringer – med Biestas værk som resonans, at jeg siger:

Nej.

Vi skal ikke tro, at læring (både direkte og skjult) fører til udvikling, oplysning endsige fører til større menneskelighed, se ´blot´ på den umenneskelige instrumentalisering som skole og pædagogik underlægges i dag: topstyring af lærergerningen med læringsplatforme og objektivisering af de mennesker, som står lige foran os, ansigt til ansigt.  

Ethvert menneske bør, helt modsat at blive objektiviseret, opfattes som et subjekt. Enhver form for instrumentalisering af menneskeligt samvær bør ligeledes imødegås med skarp kritik. Det er baggrunden for, at jeg vedholdende i uddannelsesdebatten har spurgt – og altså også her nu konkret – spørger jer: 

 Er tiden ikke kommet til at pege på en ´vending´ af uddannelse, væk fra instrumentalisering og hen imod …noget levende, noget ´uforudsigeligt´, måske verden i al diversitet? Med andre ord, sige nej til læring, forstået som læring til den nugældende snævre tilpasning til konkurrence og læringsplatformenes diktat om ensidige svar?

For det er vel ikke tilstrækkeligt, at vi hver for sig, eller sammen, går rundt og hader læring.

Er personlig og fælles handling ikke bedre?

Venlig hilsen Lærke Grandjean