Debat

Du og jeg Alfred

Kronik om Læringsrelationens helt grundlæggende betydning for elevernes læring og trivsel. Kronikken er skrevet i tæt dialog med Jonas Norgaard Mortensen, Institut for Relationspsykologi

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er skolens opgave, at lære mennesket, at være menneske blandt mennesker 

K.E. Løgstrup 

Overskriften på denne kronik er taget fra Astrid Lindgrens bog om Emil fra Lønneberg og er valgt for at fremhæve betydningen af relationer mellem mennesker og at denne relation dannes i en personlig jeg-du form, frem for en tingsliggjort jeg-det form, som i mange sammenhænge bliver hyppigere og hyppigere i vores samfund.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Hvis udgangspunktet er, at mennesket er et relationelt væsen, at mennesker er relationelt forbundne, at mennesket er gensidigt afhængige og at vi mennesker interagerer og påvirker hinanden, så er der brug for et styrket og fornyet fokus på jeg-du relationen som den mest grundlæggende og absolut største ressource i vores skoles grundlag for at skabe såvel trivsel, som læring.

"Medieret læring" og "Peer Learning"

Mange nye didaktiske tilgange til det pædagogiske arbejde og den didaktiske praksis vinder frem og mange er gode og effektive for elevernes læring. To eksempler herpå er "Medieret læring" og "Peer Learning". Sidstnævnte har jeg forsket i, i gennem det sidste år. Såvel "Medieret Læring", som "Peer Learning" er pædagogiske tilgange, der bygger på positivt og personligt relationelt arbejde. 

Men forudsætningen for, at disse tilgange kan have den optimale effekt i forhold til elevernes læring, er, at samspillet i børnegruppen er velfungerende, og at der er et Mindset og en pædagogisk praksis, der bygger på den personlige jeg-du relation.

Konkurrencestatslig skoleudvikling

I skolen i dag er der stort fokus på individuelle mål, nationale mål, læringsmålstyret undervisning, nationale tests og mange andre tiltag, som alle er udtryk for ønsket om at styre forbruget af ressourcer på vores skole samt måle effekten af den måde vi vælger at bruge disse ressourcer på. Samtidig er mange af disse tests og parametre sat i verden for, at vi kan vurdere den enkelte elevs indsats og faglige progression. Dette er helt i tråd med konkurrencestatens ønske om at fremme den opportunistiske personlighed og gøre den enkelte ansvarlig for sig selv frem for fællesskabet.

De nationale mål er et vigtigt grundlag for pejling og planlægning i den pædagogiske praksis – det har de været i gennem mange år i forskellige former. Det er også vigtigt, at vi i styring og udvikling af skolen har mål og visioner for, hvilke resultater vi ønsker, at de investerede ressourcer skal skabe.

Situationen i dag er, at konkurrencestaten skaber et fokus, hvor mennesket gøres ansvarlig for sit eget liv og ser friheden, som udtryk for frihed til at realisere sine egne individuelle muligheder og opfylde egne individuelle behov. I denne situation bliver den anden et redskab til at nå egne mål i en tingsliggjort jeg-det  relation. Det er tydeligt, at denne tilgang svækker udviklingen af den personlige jeg-du relation og svækker fællesskabet. 

Det er i dette felt, at der må ske en kursændring for at sikre skolens positive udvikling og styrkelsen af elevernes læring og trivsel.

Jeg-du eller jeg-det relation

Hvor konkurrencestaten fremmer idealet om den opportunistiske personlighed, bør målet med den nødvendige kursændring være at skabe en virkelighed, der fremmer en eksistentielpersonlighed, som filosoffen og teologen K. E. Løgstrup beskriver grundlaget for. I denne sammenhæng bliver det skolens opgave at lære mennesket at være menneske blandt mennesker.

I et moderne samfund som vores sker der en afpersonalisering, hvor der kontinuerligt foregår en svækkelse af jeg-du relationerne. Målstyring, tests, fokus på individuelle præstationer m.m. er faktorer, der fremmer en udvikling, hvor den enkelte, i stadig højere grad, ser den anden som et middel til at nå egne individuelle mål, i en tingsliggjort jeg-det relation. Dette er skadeligt og nedbrydende for fællesskabet og for udvikling af det kollaborative, hvor samarbejde i et ligeværdigt fællesskab, for at skabe løsninger og udvikling, er den bærende ressource.

Derfor er det på høje tid, at vi vælger en anden vej, hvor der er fokus på fællesskabet og den personlige jeg-du relation, som grundlaget for den udvikling vi ønsker i vores skole og uddannelsessystem. Dette fokus kan skabes ved at prioritere den personlige jeg-du læringsrelation, som fundamentet for de gode undervisningsteknologier der udvikles

Læringsrelation

Første gang jeg er stødt på begrebet læringsrelation, som fremhævet og betydningsfuldt, var da jeg læste en tekst skrevet af den skotske Professor Keith J. Topping, University of Dundee i forbindelse med research til min bog om "Peer Learning". 

Interaktion skaber læring, der opstår når to eller flere personer udveksler viden og eller erfaringer. Læring skabes, når subjektets bevidsthed bearbejder ny information, der kommer ude fra. Denne information bliver holdt op mod den viden, der eksisterer i subjektets bevidsthed. Godkendes de nye informationer som nyttige, relevante og korrekte bliver disse optaget i subjektets bevidsthed og der skabes ny viden, nye færdigheder eller nye kompetencer (Qvortrup, 2012). 

Læringsrelationen kan være symmetrisk eller asymmetrisk. Er læringsrelationen symmetrisk betyder det, at de personer, der skaber relationen er ligestillede. For eksempel kunne de begge være elever på en skole. Selvom eleverne går i forskellige klasser er relationen stadig symmetrisk, da begge er elever. Er relationen asymmetrisk, er det fordi, de personer, der indgår i relationen, har forskellige roller i fællesskabet, som for eksempel, når den ene er elev og den anden er professionel lærer.

Professor Keith J. Topping udtrykker, i artiklen Trends in Peer Learning, det således om læringsrelationens betydning:

"Som læringsrelationen udvikler sig, vil både den der hjælper og den der bliver hjulpet blive mere bevidste om hvad der sker i deres læringsinteraktion, og samtidig blive bedre i stand til at overvåge og regulere effektiviteten af deres læringsstrategier i forskellige sammenhænge. Denne udvikling, frem mod fuld bevidsthed om tydelig og strategisk metakognition (viden om hvordan man selv lærer bedst), fremmer ikke kun mere effektiv læring, det gør også både den der hjælper og den der bliver hjulpet mere sikker i egen tro på, at de kan opnå endnu mere og styrker deres indsigt i, at deres succes er et resultat af deres egne anstrengelser og egen indsats."

Relationelt menneskesyn

Det er min pointe med overstående, at det er helt afgørende, når man arbejder med læring, at man har fokus på, de læringsrelationer man selv indgår i, eller som der opstår i den læringsarena man arbejder i. Grundlaget for denne pointe er en antagelse om mennesket, der tager udgangspunkt i nedenstående antagelser udtrykt af direktør for institut for Relationspsykologi Jonas Norgaard Mortensen:

Mennesket er et relationelt væsen, der har brug for et tæt og engageret samspil med sine medmennesker, i større eller mindre fællesskaber, for at trives og udvikle sit potentiale.

Mennesket er et engageret væsen, der udfolder sig ved i frihed at tage ansvar for sit eget liv, men også for sine medmennesker og hele samfundet.

Ligeledes baserer min pointe sig på det som hjerneforsker Morten L. Kringelbach beskriver med ordene:

Hjernen er først og fremmest et socialt organ og den største nydelse vi kan få handler om at være sammen med andre mennesker.

Kulturelt er der også stærke kræfter, der argumenterer for en styrkelse af jeg-du relationer og styrkelse af fællesskabet. 

Relationel hjælpekunst

Søren Kierkegaard, der lægger meget vægt på individ, værdighed og engagement skriver blandt andet om Sand hjælpekunst:

"At man, når det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest må passe på at finde ham der, hvor han er, og begynde der. 

Dette er Hemmeligheden i al Hjælpekunst. Enhver, der ikke kan det, han er selv i en indbildning, når han mener at kunne hjælpe en Anden. For i Sandhed at kunne hjælpe en Anden, må jeg forstå mere end han – men dog vel først og fremmest forstå det, han forstår. Når jeg ikke gør det, så hjælper min Mere-Forståen ham slet ikke. 

Vil jeg alligevel gøre min Mere-Forståen gældende, så er det, fordi jeg er forfængelig eller stolt, så jeg i grunden i stedet for at gavne ham egentlig vil beundres af ham. 

Men al sand Hjælpen begynder med en ydmygelse; Hjælperen må først ydmyge sig under Den, han vil hjælpe og herved forstå, at det at hjælpe ikke er at være den Herskesygeste, men den Tålmodigste – at det at hjælpe er Villighed til indtil videre at finde sig i at have uret, og i ikke at forstå, hvad den Anden forstår. 

Tag et Menneske i lidenskab, lad det være så, at han virkelig har uret – dersom du ikke kan begynde således med ham, at det ser ud som om det var ham, der skulle belære dig – og dersom du ikke kan gøre dette således, at han, der utålmodigt ikke vil høre et ord fra dig, med Tilfredsstillelse finder i dig en velvillig og opmærksom Tilhører, så kan du heller ikke hjælpe ham." 

S. Kierkegaard, Samlede Værker, 3. udg., bind 18, s. 96-97, Kbh., 1962

Dette citat fra Kierkegaard udtrykker betydningen af et jeg-du forhold i læringsrelationen, hvor der ikke er hovedfokus på egne egoistiske mål og præstationer, men hvor jeg’et, sammen med du’et skaber fælles resultater. Nyere forskning i "Peer Tutoring", viser at denne tilgang og dette relationelle fokus skaber læring hos både den, der lærer og den, der lærer fra sig. Det har så den sideeffekt, at det også styrke synlighed for både den lærende og den, der lærer fra sig og at det styrker fællesskabet og fællesskabsopfattelsen betydeligt – hvilket må betragtes som en ønskelige effekter.

Frihed til fælles bedste

Grundtvig står som ikon for frihed i den danske kultur. En af Grundtvigs mest markante udtalelser om frihed er hans brug af begrebet ”Frihed til fælles bedste”. Hermed mener Grundtvig, at den individuelle frihed er gældende så langt, som hensynet til fællesskabet tillader. Dette fremhæves af Grundtvig, som modsætningen til den tøjleløse frihed, der ifølge Grundtvig er den frihed, der alene tilgodeser den enkeltes egoistiske interesse og ikke omfatter hensynet til fællesskabet. 

Grundtvig lægger vægt på fællesskab, ånd og natur. Med Grundvigs beskrivelse og definition af begrebet ”Frihed til fælles bedste” rammer han direkte ned i feltet, hvor jeg-du relationer prioriteres og jeg-det relationer betragtes som nedbrydende for fællesskabets styrke.

Synlig læring og jeg-du relation

En af nutidens mest kendte og brugte uddannelsesforskere i verden er professor og direktør for Melbourne Educational Research Institute John Hattie, Auckland University. Hatties bog, der beskriver den pædagogisk tilgang, kendt som synlig læring udkom på dansk i 2013. Synlig læring og professor John Hatties forskning har siden haft stor betydning på mange af landets folkeskoler og uddannelsesinstitutioner. På side 131 i bogen skriver Hattie:

"Tilhørsforholdet til fællesskabet er vigtigt for den enkelte elev. Oplever eleven ikke dette tilhørsforhold er der stor sandsynlighed for, at eleven udvikler disintegration og lavere præsteren. Herudover bygger Synlig læring på, at eleven kan sætte mål for sig selv i forhold til hvad der kan læres, på at eleverne støtter og vejleder hinanden og på feedback mellem ligestillede. Alle elementer, der forudsætter tillid, en stærk jeg-du relation og en tro på og vilje til at være en del af fællesskabet."

Med dette historiske, kulturelle og forskningsbaserede rids er det mit klare budskab, at grundlaget for vores skole må undergå en kursændring. Dette handler ikke om de mange relations baserede læringsteknologier og pædagogiske tilgange der udvikles, beskrives og praktiseres, som for eksempel "Medieret Læring" og "Peer Learning" der alle er baseret på et stærkt relationelt arbejde. Nej, det handler om den truende afpersonalisering af skolen gennem snævre styringsparadigmer, belønning af egoistiske egenpræstationer og en generel værdi- og praksistilgang, der fremmer og værdsætter den opportunistiske personlighed til skade for fællesskabet.

Denne kursændring kan ikke foretages på de enkelte skoler, men skal gennemføres blandt dem, der sætter rammerne for skolernes arbejdsgrundlag, hvilket er på såvel kommunalt, regionalt og nationalt niveau.

Denne kursændring kan kun gå for langsomt ….

Ja - Du og jeg Emil ….

Referencer:

Gittell J.H. (2006), Relational Perspectives in Organizational Studies, Edward Elgar

Hattie J. (2013), Synlig Læring for lærere, Dafolo

Hornstrup C et al (2013), Strategisk Relationel Ledelse, Dansk Psykologisk Forlag

Johnson, D.W. & Johnson, R.T. (2005). New developments in social interdependence theory. Gene, 

Social, and General Psychology Monographs, 131(4): 285-358.

Luhmann N. (2002), Samfundets uddannelsessystem, Hans Reitzels Forlag 

Maturana G.(2011), Fra væren til handlen, Forlaget Mindspace 

Mortensen J.N. (2017), Det fælles bedste, Institut for Relationspsykologi

Topping K. J. (2005), Trend in Peer Learning

Wedel N., (2017), Peer Learning, Hans Reitzels Forlag

Det er skolens opgave, at lære mennesket, at være menneske blandt mennesker 

K.E. Løgstrup