Blog
5   13

Dannelse, menneskesyn, kristendom

Abonner på nyt om Pædagogik, civilisation og skole i dit personlige nyhedsbrev.

OBS: Du er ikke tilmeldt et personligt nyhedsbrev og får derfor ikke en mail med dine valgte emner/blogs. Tilmeld dig her

Post-modernitetens retningsløshed

Jeg er den jeg er.

Og det er der gode grunde til. Dels på basis af (i) den biologiske-genetiske arv jeg er skabt med. Og dels på basis af (ii) de sociale påvirkninger der har formet min barndom i mit miljø gennem min opvækst. 

Artiklen fortsætter under banneret

Dette perspektiv repræsenterer en 'social-psykologisk model' for forklaring af hvem jeg er. I lyset af denne model er der imidlertid en anden grundfortælling om mennesket der sættes i parentes. Jeg tænker her på det kristne menneskesyn.

Kristendommen dominerede som bekendt Europæisk historie i mere end 1000 år. En enorm lang tidsepoke i vor fælles historie. I denne epoke handlede det om noget, der måske gradvis er blevet ganske fremmed for os idag: at skelne mellem mørket og lyset i verden og os. Dette er metaforer for det gode og det onde i os. Dette kan lyde banalt. Men vi kender det alle: det at vi kan være den bedste udgave af os selv og den værste udgave af os selv. Vi kan være uselviske, skabende, generøse og milde. Og vi har omvendt kapaciteten i os, til at handle egoistisk, destruktivt og direkte kynisk, hvis situationen tilsiger det.

En af kristendommens store repræsentanter i Danmark N.F.S. Grundtvig sagde, at vi er et eksperiment af lys og mørke - ånd og støv. Dvs. vi har et destruktivt mørke i os såvel som et skabende, uselvisk lys.

Denne kristne påmindelse giver os en opmærksomhed på, at mørket kan hive i os. Dette på den måde, at det altid er det nemmeste at gøre det nemme. At undlade at gøre det vanskelige og risikofyldte i relationen til 'den anden' kan potentielt være at svigte (svigt af medmennesket, barnet eller fagfællen).

Vi kan mao. være vor egen værste fjende. Denne dunkle overvejelse synes imidlertid i vid udstrækning at være aflyst i dagens selvfede, post-moderne, individualiserede fejring af vor ansvarsløse korrekthed og flydende frihed i det senmoderne. I dette syrebad af kontingens bliver det omgående vanskeligt, at skelne mellem Grundtvigs lys og mørke; ånd og støv.

Vor tids 'individ' er jo netop skabt som et moderne produkt af determinationer fra dets arv (biologiske gener) og miljø (opvækst, indkomst, udddannelse). Så jeg gør det jeg gør som effekt af, at jeg er den jeg er. Og den måde jeg handler på, har fremfor alt krav på respekt, - uagtet hvad en vurdering af indholdet i mine handlinger ville kunne bringe for dagen.

Vi har således idag installeret et helt igennem social-psykologisk individ, spaltet mellem de samfundsmæssige miljø-determinationer og vore genetiske anlæg.

Dermed er 'selvet' - som et udtryk for en aktivt villende og normativt besluttende formgivning af sig selv - nedlagt. Løgstrups 'fordring' er nedlagt. Kierkegaards 'spring' ud på de 70.000 favne vand er nedlagt. Grundtvigs 'mytologiske opfordring' til mennesket er nedlagt. Den føderale union fortæller os i stedet, at vi er 'EU-borgere'. OECD fortæller os vi er 'human kapital'. ak ja.

Dvs. vor mulighed for at adressere vort eget mørke (vor egen destruktive, selviske egoisme) er dermed også frataget os. For den social-psykologiske model fortæller mig, at jeg er den jeg er. Og denne virkelighed afspejler et social-psykologisk faktum, der ikke kan ændres. Og derfor er det pædagogiske udgangspunkt, at der ikke meningsfyldt kan skelnes mellem det værdifulde og det problematiske i mig. Dvs. der kan ikke længere skelnes meningsfyldt mellem lys og mørke i mig. For det jeg er, det er der gode grunde til jeg er (determinationer).

Men med denne nedlæggelse af den dimension der vedrører selvets aktivt villende formgivning af sig selv (i et pædagogisk handlerum hvor arv og miljø er sat i parentes til fordel for en fri dannelsesproces med relativ autonomi), da er der kun min arv og mit miljø tilbage. Dermed lukker dannelses-begrebet sig også. For det frie rum af tilblivelse - som dannelses-processen arbejder i, når selvet formgiver sig selv henmod det bedere og det højere - det er idag indsnævret til en ren effekt af arv og miljø. Og her kan ingen pædagogik udvirke ret meget. Sociologien og psykologien tager over.

Kristendommen har et oldgammelt billede, der på latin hedder Imago Dei. Biledet siger, at vi alle er skabt i guds billede (gml. testamente 1:27). Grundideen her er, at det altid er muligt for enhver af os, at blive en bedere version af os selv. Vi kan blive bedere i livet ift. os selv og andre. 

Spørgsmålet er om denne ide kan vedblive at 'vande os', hvis alt vi er i det senmoderne, bare bliver en effekt determineret af arv og miljø?

Men hvad skal vi idag stille op med den lange epoke i Europæisk historie hvor Kristendommen dominerede? Kan vi lære noget af denne epoke? Eller skal vi arkivere det hele lodret?

For mig er spørgsmålet, om der er måder hvorpå, vi idag kan videreføre Kristendommens indsigter på en ikke-religiøs måde, så anskuelserne flugter med - men samtidig udfordrer - vor sekulære modernitet.

Hele denne problemstilling ligger indbagt i den dunkle del af pædagogikken ift. det betændte og besynderligt u-italesatte begreb om 'svigt'. Det pædagogisk-professionelle svigt. Dette har jeg skrevet om i en lille artikel der hedder "Den almene pædagogiks krise" (Pio: 2021). Det er som om, der er en mørk understrøm i pædagogikken her. Det være sig i form af det 'pædagogiske svigt' eller i form af 'pissedårlig undervisning'.

Det profesionelle svigt (af barnet, klienten, eleven, etc.). Hvad rummer dette af erkendelse og udfordringer af vore anskuelser af professionalitet og didaktik?

Uddannelsesforskningens social-psykologiske modeller synes (måske meget forståeligt?) imidlertid at rumme en principiel modvilje mod, at acceptere den præmis, at vi måske idag  - i lyset af ovenstående tema - kunne lære noget af kristendommens 1000-årige epoke i Europa. Inden for de pædagogiske professioner er der et problem omkring burn-out, selvbebrejdelse, stress og svigt.

Hvis vi gen-besøger den 1000-årige europæiske Kristendom vil vi se, at den har vigtige ting at sige om disse tabuiserede emner.

Min egen case antyder, at uddannelsesforskningen lider under en ulyst eller måske tabuisering af spørgsmålet om Kristendommens (non-religiøse) betydning idag, for de pædagogiske udfordringer vi mødes med i vort moderne sekulære samfund. Ikke mindst svigt og selvbebrejdelse.

Jeg har indsendt en række artikler om dette emne til internationale tidsskrifter. Men ingen har hidtil villet have noget at gøre med denne problemstilling. Måske vi er kommet dertil i vort moderne korrektheds-amokløb, at bare det at beskæftige sig med spørgsmålet om Kristendommens eventuelle betydning idag, bliver opfattet som halv-chauvinistisk? 

 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ