Ikke én krone. Ikke en eneste bøjet femøre. Ikke engang det kunne Socialdemokratiet få sig selv til at skrabe sammen til folkeskolen eller læreruddannelsen i deres finanslovsudspil. 

Den melding kom til trods for, at den udviklingsgruppe – som regeringen vel at mærke selv har nedsat, og som tidligere Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i månedsvis har brugt som skjold for regeringens uambitiøse politik på skole- og læreruddannelsesområdet – flere gange har gjort det klart, at dens arbejde og konklusioner vil være spildt og nyttesløse, såfremt læreruddannelsen ikke tilføres flere midler. Udviklingsgruppen fremstår derfor nu som intet andet end en politisk afledningsmanøvre – et hold-kæft-bolche til den danske lærerstand – og et midlertidigt skalkeskjul for en regering, der via udviklingsgruppen har købt sig tid, tavshed og i sidste ende glemsel.  Man skulle tro, at udsigten til at vi om få år kommer til at mangle 13.100 lærere ville motivere den nuværende regering til at handle, men ak.

Heller ikke det faktum, at Socialdemokratiet bærer en del af hovedansvaret for, at læreruddannelsen har styrtblødt siden reformen i 2013. Efter næsten et årti er det stadig ikke lykkedes at komme op på det samme ansøgertal som i 2012 – altså året før reformen – hvor 3.482 søgte ind på læreruddannelsen. Tværtimod er optaget faldet i fire ud af de sidste fem år, og ansøgertallet har hvert år ligget cirka 400 under tallet fra 2012.  For at sætte det tal i perspektiv svarer det over en periode på otte år til, at man i et helt år lukkede samtlige af læreruddannelserne i Danmark og ikke optog én eneste studerende på landsplan. 

Situationen er gravalvorlig. Og løsningen er ikke mere populisme eller flere hold-kæft-bolcher. Der skal handling bag. Nu. 

Desværre lader det ikke til, at regeringen har nogen oprigtige intentioner om rent faktisk at løse problemet. At Ane Halsboe-Jørgensen ved førstgivne lejlighed forlader skuden – endda før hendes egen udviklingsgruppe har færdiggjort sit arbejde – og at regeringen derefter overlader ministeriet til Jesper Petersen, der hverken har erfaring indenfor fagområdet eller jobbet som minister, for til sidst at fremlægge et finanslovsudspil, der ignorerer udviklingsgruppens foreløbige konklusioner, viser, hvor lidt regeringen rent faktisk kerer sig om problemstillingen. 

Socialdemokratiets elitære hykleri 

Det kan undre, at Danmarks gamle arbejderparti kæmper så lidt for den folkeskole, som de i slutningen af 1800-tallet selv var med til at oprette, og at et parti, der bl.a. blev stiftet som talerør for manden på gulvet, tilsyneladende har så lidt tilovers for lærerne.  Særligt når selvsamme parti og dets statsminister gør alt, hvad den og hun kan for at virke så folkelig som muligt. Men bag fåreklæderne af makrelmadder, vinduespudsning og karaoke i dagligstuen gemmer sig en ulv. 

For mens Socialdemokratiet godt nok prædiker folkelighed og folkeskolens vigtighed, er Socialdemokratiet samtidig det parti i Folketinget, hvor flest af dets medlemmer har vendt folkeskolen ryggen og sat deres egne børn i privatskoler. Ifølge en rundspørge for år tilbage havde hvert tredje medlem af Socialdemokratiets folketingsgruppe på det tidspunkt deres børn i privatskole – heriblandt den nuværende statsminister og undervisningsminister, der begge offentligt har udskammet andre forældre for at gøre det selvsamme. Samtidig harcelerer partiet imod friskolerne – og de forældre, der vælger dem til – og ønsker at gøre dem dyrere for den almindelige dansker at vælge. 

Socialdemokratiets politik taler for sig selv; 

Danmarks såkaldte ‘arbejderparti’ har ingen intentioner om at tilføre flere midler til hverken folkeskolen eller læreruddannelsen og dermed styrke disse. Ej heller ønsker de at lytte til den samlede lærerstand og dennes kritik af f.eks. de lange skoledage og folkeskolereformen som helhed. Dertil er deres ego for stort. 

I stedet ønsker partiet blot at gøre det dyrere for pøblen at protestere mod partiets fallerede reform. Alt imens selvsamme parti i højere grad end noget andet parti i Folketinget sender sine egne børn i privatskole, sådan at de selv har deres på det tørre.  Dertil rækker Socialdemokratiets ministerlønninger og flotte pensionsordninger nok længere end for de fleste arbejdende danskere. 

Det, der engang var et arbejderparti, som kerede sig om den almindelige lønmodtager og dennes børn og deres skolegang, og som respekterede og lyttede til manden på gulvet, er nu blevet et elitært, virkelighedsfjernt og hyklerisk parti, hvis medlemmer spiser makrelmadder på bagsædet af deres ministerbil, mens de afleverer deres egne børn i privatskoler, alt imens de tonede ruder gør det umuligt for dem at se den almindelige danskers liv.