Ifølge Wikipedia er sæbedispenseren på skoletoilettet på en skole i Texas blevet offer for #deviouslick-hærværkstrenden

Tiktok-udfordring medfører bølge af skolehærværk

Det startede med en stjålen pakke mundbind og er foreløbig kulmineret i, at amerikanske skoler har lukket skoletoiletter af frygt for hærværk. #deviouslick er en TikTok-trend, hvor elever stjæler eller ødelægger skolens ejendom og deler videoer af det.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Hvor hurtigt, fænomenet kan brede sig, afhænger af om der er en eller anden genkendelighed i det", siger adjunkt ved medievidenskab på Syddansk Universitet Thomas Enemark Lundtofte. Han forklarer, at #deviouslick taler ind i internettets meme-kultur, hvor et billede bliver noget, man kan udfylde med sin egen pointe og bruge den nemesis, som ligger i #deviouslick-grundskabelonen.

"Det er nemt at afkode, og det er nemt at forstå. Det er noget, man ret hurtigt kan mærke i maven - at det måske er lidt spændende at stjæle noget ovre fra skolen og poste det", siger han om den galopperende trend på det sociale medie TikTok.

Den 1. september 2021, lagde en TikTok-bruger med brugernavnet @jugg4eliasen video op, hvor han fremviser en æske med engangsmundbind, som han eller hun hævdede at have stjålet fra skolen med billedteksten "A month into school ... devious lick". Udtrykket devious lick kan cirka oversættes til udspekuleret hævn.

6. september 2021 lagde TikTok-brugeren @dtx.2cent a video op med teksten "only a month into school and got this absolute devious lick". Videoen viste ham eller hende åbne sin skoletaske og fremvise en stjålen flaske håndsprit. Den video blev set over syv millioner gange på to dage. 

Derefter gik det stærkt.

#deviouslick blev et meme, der går verden rundt. Videoer, hvor elever stjæler sæber, papirhåndklæder, spritdispensere, toiletpapirrulleskærme, udgangsskilte, telefoner og senere toiletter, spejle, gulv- og loftfliser og mikroskoper med udtrykket devious lickoversvømmede TikTok i de følgende uger, mens trenden bredte sig verden over. Samtidig kom flere og flere af videoerne til at handle om hærværk mod for eksempel vaske og urinaler i stedet for tyveri. Alle videoerne ledsages af sangen "Ski Ski BasedGod", afspillet med for høj hastighed.

PLC-medarbejder er på YouTube for at lokke børnene væk fra Youtube

Forbud og anholdelser

Forskellige skoler begyndte at tage forholdsregler mod tendensen og advarede eleverne om alvorlige konsekvenser og politianmeldelser. Nogle skoler forbyder eleverne at tage telefonerne med, når de skal på toilettet, og andre skoler har helt forbudt eleverne at bruge skolens toiletter. Elever er blevet anholdt for hærværk i flere amerikanske stater. Selv om man ikke ser deres ansigter i videoerne er det nemlig ofte relativt nemt at identificere gerningsmændene m/k.

13. september begyndte TikTok at fjerne videoer med teksten 'Devious lick', herunder den originale. På det tidspunkt havde videoer med hashtagget været vist over 200 millioner gange. Forbuddet mod hashtagget har ført til at nye videoer bliver lagt op med alternativ tekst som devilish lick eller diabolical lick.

Spørger man Thomas Enemark Lundtofte, vil forsøget på at dæmme op for delingen af indholdet være et sisyfosarbejde.

"At gøre forskellige ting af negativ karakter, som er inspireret af, hvad andre gør på sociale medier, vil blive ved med at komme igen. Hvis man lukker det ned på Tiktok, Youtube osv., vil det blot flytte sig til andre steder, fordi den grænseoverskridende leg er en del af at være barn og ung."

Ifølge Thomas Enemark Lundtofte er den grænseoverskridende leg en helt naturlig del af at være menneske i det hele taget. Det kan derfor også være motivationen for de børn og unge, der deler videoerne, at de går legende til det.

"Hvis man kan høre på børnene i skolen, at det her er noget, de kender til, kan det være gavnligt for lærere og andet pædagogisk personale at undersøge, hvad det går ud på. Sætter man sig ind i mekanismerne ved sådan en trend, der har form af en challenge, kan man måske tale til det behov, men gøre klart, at det er et stort problem, man som skole tager alvorligt."

Modtrends

Det omsiggribende hærværk har ført til et par modtrends. Dels er en ikke ubetydelig del af 'Devious lick'-videoerne tydeligvis ikke alvorligt ment. Der er for eksempelelever, der bærer af sted med store skoleborde i deres rygsække, mens de går gennem skolens myldrende fulde gange eller ham, der lod som om han stjal rektors søn - som blev spillet af ham selv i en let gennemskuelig forklædning.

Dels er der opstået en decideret modbevægelse, hvor elever filmer sig selv lægge de stjålne ting tilbage og deler filmene under hashtaggene #Angelic Yields og #Reverse Devious Lick. Også den trend har selvfølgelig udviklet sig, så mange af videoerne viser elever, der giver komiske eller decideret malplacerede ting tilbage til skolen, for eksempel en kaffemaskine efterladt på skoletoilettet. Andre videoer viser elever, som efterlader kontanter under wc-brættet. Videoer mærket med #Angelic Yields må i skrivende stund gerne deles på TikTok, men det går hurtigt i memernes verden, så det kan let være ændret, når du læser denne tekst.

Powered by Labrador CMS