Da jeg for nylig så bogen med titlen ”Den skældudfri skole”, og efterfølgende læste om en skole, der havde som sit erklærede mål at blive certificeret skældudfri, fik jeg faktisk virkelig lyst til at skælde ud.

At den smukke, mangfoldige, og med reformen, noget forslåede danske folkeskole skulle reduceret til dette enten eller, god eller dårlig, skældudskole eller ikkeskældudskole, det gjorde mig  trist og derefter, må jeg indrømme, vred.

For det jeg ser er en gold og instrumentel tilgang til skolen, som ikke stemmer overens med det billede jeg har af den suverænt vigtigste dannelsesinstitution  vi har.

Lad mig med det samme slå fast at jeg ikke har læst bogen, som jeg er sikker på er skrevet af velmenende mennesker. Det er titlen og certificeringen jeg reagerer på.

Og lad mig også med det samme slå fast at der selvfølgelig forekommer dårlig og nedbrydende skældud, men jeg vil her påstå at der også findes det modsatte.

Der er heller ingen tvivl om at den katastrofale skolereform har skabt vilkår og rammer som har presset såvel elever som lærere, og at der derfor nogle steder bliver skældt mere ud, mens der andre steder har indfundet sig ligegyldighed, begge dele i afmagt.

Skolen er, endnu da, fyldt med stemmer af alle slags. Der er skarpe stemmer og vrede stemmer, der er lattermilde stemmer og blide stemmer, der er kontante stemmer og rolige stemmer, der er indtrængende stemmer og melankolske stemmer, der er mange mange stemmer blandt både børn og voksne, og disse stemmer skal finde ind i hinanden, og rundt om hinanden og hen til hinanden og væk fra hinanden. De skal røre hinanden og udfordre hinanden og lytte til hinanden, og de skal mødes. Ja, de skal først og fremmest mødes.

Og hvordan kan de mødes hvis vi ikke anerkender disse mange forskellige tilgange til verden?

For er en rolig og blid stemmeføring altid garant for en kærlig og respektfuld tilgang, og er en skarp og vred stemmeføring altid hård og ukærlig?

Og tiltror vi de kommende generationer så lidt robusthed at vi hellere fjerner alle sten på deres vej, end tillader dem at gøre sig nogle erfaringer, og ruster dem til en verden fuld af forskellige udtryk.

Der har i snart mange år været en hel del snak om den autentiske lærer. Et billede på en lærer som med personlighed og integritet udøver sin gerning.

Hvad nu hvis en lærers personlighed er højtråbende og har let til såvel vrede- som glædesudbrud?

Eller hvad med de elever som foretrækker et kontant og tydeligt vredesudbrud frem for lange kæder af ord? Har den autentiske lærer ingen plads i den skældudfri skole?

Er vi nået dertil at en teenager må skælde ud på hele FN’s generalforsamling, mens en professionel lærer ikke må bruge indignation, vrede og tydelig rammesætning overfor børn?

Og har børn ikke også brug for at forstå at vrede er med til at forandre verden. Hvor var Black Lives Matter uden vrede? Skal vi da ikke vise dem at vrede også kan være konstruktiv, og at  blid og rolig stemmeføring kan være manipulerende? Har man ikke øje for at der findes både kontrolleret og ukontrolleret vrede, og at vrede kan være engageret og fuld af livskraft?

Enhver politiker som kæmper for en sag ved at vrede kan skabe fremdrift. Er det ikke vrede over uretfærdigheder i verden som er med til at sætte gang i forandringer?

 ”Den skældudfri skole”, er et sørgeligt fattigt prædikat at sætte på folkeskolen. Den  er heldigvis stadig langt mere, og langt mere farverig. Det håber jeg den bliver ved med at være.