Skolepsykolog/PPR
2   3

Fynsk PPR drager ud efter inspiration hos kolleger rundt om i landet

To PPR-konsulenter undrer sig over, at kommuner ofte vil opfinde den dybe tallerken frem for at drage nytte af andres erfaringer. Selv har de stor glæde af at besøge kolleger, som går nye veje, hvorefter de omsætter tankerne til deres eget PPR.

Der er et pænt stykke fra Svendborg til Rødovre, men det holdt ikke konsulenter og psykologer fra PPR i Svendborg tilbage, da de for otte år siden hørte, at kolleger i forstaden til København var begyndt at uddanne lærere i vredeshåndtering. De fynske medarbejdere satte sig i bilen og tog turen over Storebælt.

"Vredeshåndtering var begyndt at spire på det tidspunkt, og jeg stødte på ordet Minidiamant. Det er et undervisningsmateriale til at arbejde med elevernes følelser og fællesskaber, som er udviklet af PPR i Rødovre, og vores leder sagde ok til, at vi kørte derover for at høre, hvad det handlede om", fortæller Mette Gandrup.

Som pædagogisk udviklingskonsulent i PPR i Svendborg arbejder hun netop med elevers adfærd og trivsel.

"I Rødovre syntes de, det var fantastisk, at vi kom. De var åbne om at fortælle om deres tanker med materialet, og vi var med på en lytter, da de underviste det første hold lærere i vredeshåndtering", siger Mette Gandrup.

Artiklen fortsætter under banneret

Læsekonsulent Dorte Thue Hansen var med på turen.

"Allerede inden vi vendte næsen hjemad, havde vi talt os frem til, at Rødovre-teamet skulle komme til Svendborg og uddanne et hold lærere i vredeshåndtering. Lærerne var med til at implementere Minidiamant på deres skoler, og nogle steder er det stadig dem, som uddanner deres kolleger i metoden. Ellers kommer Mette ud", fortæller hun.

Nest-klasser i Aarhus pirrede den sydfynske nysgerrighed

Siden har PPR Svendborg haft et hold medarbejdere i Aarhus for at høre om Nest-metoden, hvor fire normaltbegavede elever med autisme går i almen klasse med 12 distriktselever fremfor at blive visiteret til et specialtilbud. Det kan lade sig gøre, fordi der er to undervisere på i stort set samtlige lektioner kombineret med, at pædagogikken tager udgangspunkt i de fire elevers behov for struktur og tydelighed.

I dag samarbejder PPR Svendborg med Aarhus Kommune og PPR i Aarhus om Nest. Fynboerne har besøgt en Nest-skole i Aarhus, og PPR i Aarhus har holdt en konference for skoleledere og lærere i Svendborg om konceptet. Nu arbejder PPR på at brede tænkningen i Nest ud til alle skoler i kommunen uden at lave egentlige Nest-klasser.

"Efter konferencen har vi holdt tre ugers forløb på skolerne, hvor vi har fortalt mere om børnesynet i Nest, og hvordan lærerne kan arbejde med strukturer, som giver eleverne overblik", siger Mette Gandrup, som fik pirret sin nysgerrighed, første gang hun hørte om Nest.

Medarbejdere fra PPR Svendborg skulle have været på endnu en tur Aarhus, blandt andet for at se, hvordan dagtilbud anvender Nest. Turen blev aflyst på grund af corona, men intet er så galt, at det ikke er godt for noget, mener Mette Gandrup.

"I mellemtiden har jeg fået øje på, at Aarhus har oprettet en Nest-klasse med elever med ADHD. Det er mit held, hvis jeg kan få lov til at kigge ind i det", siger den pædagogiske konsulent, som satser på, at turen snart bliver en realitet.

Fynske læseklasser har ført til praksisnær ordblindeundervisning

Dorte Thue Hansen har sammen med en anden kollega besøgt fynske kommuner med læseklasser med henblik på at skabe en ordblindeindsats i Svendborg. Det har ført til et andet resultat end hos naboerne.

PPR Svendborg

PPR i Svendborg betjener Svendborg og Ærø Kommuner og udfører opgaver indenfor ergo- og fysioterapi for Ærø, Langeland og Faaborg-Midtfyn Kommuner.

I alt beskæftiger PPR Svendborg 51 medarbejdere fordelt på:

  • 4 i ledelsen - PPR-chef, ledende psykolog, leder af logopæder og konsulenter i dansk som andetsprog og leder af ergo- og fysioterapeuterne
  • 17 psykologer
  • 8 logopæder
  • 3 konsulenter i dansk som andetsprog
  • 4 pædagogiske konsulenter
  • 1 læsekonsulent
  • 1 konsulent i specialundervisning
  • 7 fysioterapeuter
  • 5 ergoterapeuter
  • 2 administrative medarbejdere

kilde: pprsvendborg.dk

"Vi springer læseklasser på mellemtrinet over. I stedet fokuserer vi på praksisnære interventioner i en slags mellemform. I løbet af efteråret kommer jeg ud til samtlige skoler i kommunen, hvor jeg samarbejder med læsevejlederen og eventuelt it-vejlederen om et undervisningsforløb for nystestede ordblinde elever fra 4. til 9. klasse", siger læsekonsulenten.

Tilgangen bygger på, at andre fynske kommuner har oplevet, at et turboforløb ikke giver transfer nok, for når eleven vender tilbage til sin skole, er lærerne ikke gearede til at hjælpe. Tilbage står en frustreret elev, som alligevel ikke er selvkørende.

"Det har inspireret os til at gå et stik dybere, hvor jeg sammen med skolens læsevejleder underviser eleverne i læse-skriveteknologi og tapping strategi. Vi har eleverne to formiddage, og det er tanken, at vi kobler lærerne på, så eleverne kan være med i al undervisning", siger Dorte Thue Hansen.

Tendenser giver afsæt til at søge viden udenfor huset

Ikke alle besøg bliver omsat til nye tilgange i PPR Svendborg.

"For et par år siden besøgte vi en skole, som ikke har faste klasser, men arbejder mere flydende og dynamisk. Vi blev selvfølgelig inspireret, men det har ikke ført til konkrete ændringer hos os", siger Mette Gandrup.

Når PPR-medarbejderne drager ud over kommunegrænsen, udspringer det ofte af, at de hører eller læser om noget, de finder interessant.

"Vi er særligt optagede af tendenser, fordi de typisk er udtryk for noget, vi ikke selv har tænkt på, eller som vi mangler viden om. Nogle gange begynder kommunerne ved Adam og Eva, hvor vi er optagede af, hvordan vi kan tilføre andres erfaringer til vores arbejde i Svendborg", siger Dorte Thue Hansen, som oplever, at det hører til sjældenheder, at PPR-medarbejdere tager på besøg hos hinanden.

"Når jeg som tillidsrepræsentant taler med tillidsvalgte fra andre kommuner, bliver de tit overraskede over, hvor meget jeg kommer ud", siger hun.

Mette Gandrup supplerer:

"Vi behøver ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken. Tag ud at se, hvad der findes af fantastiske indsatsområder og tænk det ind i jeres egen praksis", opfordrer hun.

Det er fint, det gør du bare…

Det er vigtigt at bearbejde den viden, man får tilført, understreger Dorte Thue Hansen.

"Når vi får inspiration, sorterer vi i, hvad vi så kan bruge hos os. Det er vi gode til at gøre sammen, og især Mette tænker ud af boksen og sætter ord på, hvordan vi kan gøre hos os. Efter turen til Rødovre var det hende, som satte struktur på, hvordan et uddannelsesforløb i vredeshåndtering kunne se ud hos os, og hun indgik aftalerne med vores kolleger fra PPR i Rødovre. Så det er også, fordi vi er begunstiget af en ildsjæl".

Mette Gandrup breder de rosende ord ud:

"Vi har kolleger, som siger, 'Det vil vi gerne høre om', når en af os bliver optaget af noget. Det kan man ikke altid regne med. Man skal være åbne over for hinanden, for hvis svaret altid er 'Det er fint, det gør du bare…', er det ikke sikket, at man tør smide nyt på bordet".

Vigtigt at ledelsen bakker op om nye ideer

Det er også vigtigt med en ledelse, som bakker op, mener de to konsulenter.

"Vi henter inspiration alle steder fra, og vores ledere er gode til at lytte til os og til at samle vores tanker og bringe dem ud til skolelederne", siger Mette Gandrup.

Præsentationen af nye tiltag overfor skolelederne er afgørende, supplerer Dorte Thue Hansen.

"Den skal være i en form, så skolelederne forstår, at de ikke kan leve uden tiltagene, for hvis de ikke vil lege med os, er vi lige vidt. Derfor er det et must, at vi insisterer på, at vi kan bidrage til deres ydelser på skolen", siger læsekonsulenten.

Det er en kultur, som smitter af på det daglige arbejde, oplever Mette Gandrup.

"Vi har øjne og øre åbne, når vi er ude på kommunens skoler, for vi er optagede af, hvordan vi kan give lærerne følgeskab", siger den pædagogiske konsulent og giver et eksempel fra en skole, hun besøgte for nylig.

"Vi kom til at tale om pigetrivsel, og da jeg sagde, at skolen kunne lave en trivselsgruppe for piger, spurgte en lærer, om jeg stå for sådan et hold. Det er måske en god ide, for så kan jeg bringe mig tæt på lærernes praksis og samtidig give dem nye indgangsvinkler til trivselsarbejdet. Min leder synes, det vil være fantastisk at afprøve. Hos os er der ikke så langt til, at vi forfølger vores tanker", siger Mette Gandrup.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

PPR-netværket er for ansatte og andre med interesse for Pædagogisk Psykologisk Rådgivningsområdet. I samarbejde med Samrådet af Specialpædagogiske Foreninger i DLF. 

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
660 andre er allerede tilmeldt

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.522 andre er allerede tilmeldt