Dansklærer Janus Neumann har oplevet, at hans elevers eksamenskarakterer var forkert indtastet. Nu løfter han fanen for en mere respektfuld bedømmelse af de skriftlige afgangsprøver.

Dansklærer: Sådan rammer det eleverne, at læreren ikke længere bedømmer eksamen

En ny ph.d.-afhandling viser, at censorernes bedømmelser ved folkeskolens skriftlige afgangsprøver ikke er pålidelige nok. Det har lærer Janus Neumann oplevet mange gange.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I afhandlingen beskrives et eksempel, hvor seks beskikkede censorer placerede den samme elevtekst i begge ender af karakterskalaen. De usikre bedømmelser kan dansklærer på Skovshoved Skole i Gentofte Janus Neumann i den grad nikke genkendende til.

Han mener ikke, at det er en respektfuld måde at sende eleverne videre i uddannelseslivet på, når elevernes skriftlige afgangsprøver alene vurderes af én censor - og ikke også af elevernes lærer, som det skete før 2016.

Den jævne præstation

Janus Neumann har lagt mærke til en udvandende tendens under den nuværende måde at bedømme på. Når han logger ind og ser, hvilke karakterer hans elever slutter folkeskolen af med i skriftlig dansk, får han øje på langt flere 4- og 7-taller end før. De laveste karakterer forekommer meget sjældnere, og 12-tallerne er væsentlig færre end før 2016. Det mener han er ærgerligt.

"Eleverne fortjener at få muligheden for at kunne sætte et ordentligt punktum for deres skolegang og være sikre på, at de får den karakter, de fortjener", siger han og tilføjer, at der kan ske fejl, når én censor sidder med mange elevtekster på en gang og skal skrive karakterer ind.

"Jeg har oplevet, at tre af mine elever i samme klasse fik anført en karakter, der efterfølgende blev rettet, fordi de simpelthen ikke var korrekt indtastet", siger Janus Neumann og tilføjer, at man skylder eleverne større sikkerhed for, at de får den rigtige karakter ved deres afgangseksamen.

Alt for usikker eksamensbedømmelse 

En udbredt kendsgerning hos faglærerne

Janus Neumann fortæller, at det langt fra kommer bag på lærerne, at ordningen med én bedømmer giver massive problemer.

"Nu er der kommet en ph.d.-afhandling om problematikken, men det har været kendt blandt dansklærere i mange år, at der kan være stor forskel på flere læreres karaktergivning ved bedømmelsen af den samme elevtekst, og det er lige så almindeligt kendt, at censorerne bedømmer meget forskelligt", fortæller Janus Neumann og forklarer, hvorfor det var en kvalitet, at faglæreren konfererede med den beskikkede censor i voteringsfasen før 2016:

"Jeg oplever, at opgavebeskrivelserne er blevet mere og mere komplekse, og som faglærer har jeg kendskab til, hvordan eleverne er blevet undervist i de forskellige ting. Derfor sidder jeg med en viden om, hvordan man kan forvente, at eleverne går til en konkret opgave, og dermed, hvad man mere specifikt kan forvente af dem."

Nye kriterier på vej

Børne- og Undervisningsministeriet forventer at offentliggøre nye prøvevejledninger den 1. oktober, hvor vurderingskriterierne for sprogfagene også revideres.

Selvom Janus Neumann endnu ikke har set de nye prøvevejledninger, mener han, at en ændring af dem ikke kan stå alene:

"Det er et lille skridt på vejen, men hvis man vil ændre noget radikalt til det bedre for eleverne, så skal vi tilbage til to bedømmere. De nye prøvevejledninger kan ikke stå alene.

Powered by Labrador CMS