Debat
28   13

Problemet med hierarkier blandt minoriteter kan ikke bare skydes ud af skolen og ind i hjemmene. Samfundet og skolerne har også et ansvar.

Af Laila Colding Lagermann, skoleforsker (ph.d), Iram Khawaja, lektor (ph.d.) & Rani Bødstrup Hørlyck, skoleleder

I sit indlæg den 1/9 skitserer Andreas Ravn Skovse en væsentlig problemstilling, som det kan være vanskeligt som lærer at navigere i. Problemet med hierarkiseringer blandt børnene, handler imidlertid ikke om onde børn eller onde forældre, fordi hverken minoritetselever eller de hjem de kommer fra er øde øer. De er del af et større samfund, hvor andetgørelse, racialisering og hierakisering for manges vedkommende er en del af deres hverdagsliv.

I det hele taget er ideen om ‘minoriteters racisme’ problematisk, fordi der er forskel på racialisering og racisme. Altså, man kan være racialiseret hvid, brun, sort, og man kan gøre forskel på hinanden på dette grundlag, men det er ikke det samme som, at man udsættes for racisme. Inden for racismeforskning taler man om racisme som forbundet med historisk udviklede magtpositioner og privilegier, og dermed som udtryk for bredere logikker, praksisser og forståelsesstrukturer, som muliggør systematisk andetgørelse og undertrykkelse af bestemte grupper. Når der i indlægget peges på, at bestemte piger ikke må komme med til en pigefødselsdag, må man se det som udtryk for eksklusionsprocesser, som ikke blot kan reduceres eller forskydes til familiernes (minoriteternes) interne, ”racistiske” logik. 

Individualisering: en problematisk ansvarsforskydning

Problematikker omkring eksklusion, fordomme og endda racisme, når de opstår, må ses i de sammenhænge de opstår i. I indlægget peges der desværre ensidigt på, at denne sammenhæng er familierne og forældrene, og dermed forskydes problemet ud af skolens rum og ind i hjemmene, til forældrene og ikke mindst børnene. Det er en meget individualiserende og essentialiserende tilgang til de skitserede problemstillinger, som ikke løser meget, fordi tilgangen ikke nysgerrigt inddrager skolen, samfundet og øvrige mulige fællesskaber. Vi underkender ikke, at der findes et problem, og at der eksisterer fordomme, eksklusion og hierarkier blandt den brogede og sammensatte population af etniske minoritetselever. Men vi appellerer til et blik, der kan se problematikken på en mere nuanceret og ikke mindst selvkritisk måde. I den forbindelse bliver det vigtigt også at se på, hvilke rammer og praksisser, der gør sig gældende fra skolens side i forhold til fællesskaber, børnefødselsdage og invitationer i det hele taget?

Artiklen fortsætter under banneret

Det kunne hertil være interessant yderligere at forsøge at forstå de bredere rammer for de hierarkier, der nævnes mellem forskellige etniske grupperinger samt de logikker, der opretholder dem. Hvad er de udtryk for? Det er vel ikke blot familiernes, forældrenes eller børnenes onde vilje eller kultur, men snarere historisk udviklede racialiserede logikker som bl.a. går på, at jo mørkere du er, og fx kommer fra Afrika, desto lavere i hierarkiet. Og omvendt; jo lysere du er, og jo tættere på Europa du kommer fra, desto højere er du i hierarkiet. Sådanne logikker er netop ikke noget man selv finder på; det afspejler på mange måder en majoritetslogik, snarere end et problem, der blot kan individualiseres og stoppes ind i “minoriteterne” og eksporteres ud af skolen, til “hjemmet”.

Det virkelige problem

At mennesker grupperer sig, er der ikke noget odiøst i – vi er som mennesker sociale væsener. At mennesker klumper sig sammen med andre, der ligner dem selv, er der heller intet unormalt i – særligt ikke hvis éns erfaring siger én, at man ofte andetgøres og bliver forklaringskrævende, når man forsøger at blende med dem, der ikke umiddelbart ligner én selv, sådan som virkeligheden desværre er for mange minoritetsetniske borgere.  

Og her ligger måske det virkelige problem. Forskning har flere gange - også i en dansk sammenhæng - påpeget, hvordan sådanne oplevelser rammer elever med minoritetsetnisk baggrund, også i skolen. Så noget tyder på, at det ligeværd der ganske rigtigt ligger, som Skovse nævner det, som en væsentlig del af selve formålsparagraffen, endnu har et stykke vej at tilbagelægge, inden det kan siges at afspejle sig i mange minoritetsetniske elevers faktiske oplevelser i og med skolen.

Vi er enige i Anders Ravn Skovses afsluttende sætning om, at en fødselsdag i 1. klasse skal være et inkluderende fællesskab. Men arbejdet med at skabe inkluderende fællesskaber kræver, at man reelt skaber muligheder for ligeværdig tilblivelse for alle elever (og familier) i skolen, og hvis udgangspunktet er, ”at mine værdier er bedre end dine”, som Skovse afslutningsvis skriver, har man desværre tabt på forhånd. Og her kommer pointen om demokrati ind, som Skovse også adresserer. For et af grundelementerne i et demokrati er vel dialogen? Så når lærere og andre professionelle står uforstående overfor eller er uenige i bestemte praksisser blandt forældre eller elever, er de professionelle nødt til at møde eleverne og forældrene med en nysgerrighed på, hvorfor deres forståelser ligger så langt fra hinanden eller skolens – snarere end at gøre sig til dommer over, hvad der er er mere eller mindre rigtigt og forkert.   

Tag ansvaret tilbage

Vores klare anbefaling er derfor, at man som lærer og som skole i stedet for at individualisere og forskyde de skitserede problemstillinger - som er alvorlige – løfter blikket fra egenskaber hos eleverne/hjemmet, til også at se på egen/skolens praksis i forhold til at reproducere ulighed, andetgørelse og marginalisering blandt eleverne, sådan som flere skoler har succes med. Det handler om at være nysgerrig på problemstillingen i forhold til dens bredere sammenhæng og på ens egen positionering og problemforståelse, og hvordan den i grunden kan være med til at forstørre snarere end at løse den gældende udfordring. Forebyggende kan man fx spørge sig selv og sine kollegaer/ledelsen: hvad er skolens praksis i forhold til fællesskabelse med plads til eller måske ligefrem med afsæt i elevernes forskellighed? Hvordan italesættes og inddrages skolens minoritetsetniske elever og deres familier? Hvilke ressourcer afgiver vi til professionelles pædagogiske træning og efteruddannelse i diversitet og diversitetssensitive pædagogiske praksisser? Hvordan bidrager skolens kultur generelt og undervisningen specifikt til elevernes oplevelser af at høre til og høre sammen - på tværs af elevernes forskelligheder?

Og når uheldet er ude: Der er ingen short cuts a la ”jeg er bedre end dig, og det skal du forstå”, der snarere virker kontraproduktivt. Det er det lange seje træk, hvor problemet i stedet bør mødes med undren, nysgerrighed og direkte dialog med forældre og elever på måder, der kan tage højde for modpartens anderledes syn og praksis.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

Specialpædagogiknetværket er for alle, der interesserer sig for eller arbejder med undervisning af børn og voksne med særlige behov. I samarbejde med Tidsskriftet specialpædagogik

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
2.522 andre er allerede tilmeldt

Netværket Dansk som andetsprog er for alle, som underviser i dansk som andetsprog eller har interesse for undervisning af flersprogede elever og nyankomne.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
928 andre er allerede tilmeldt