Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
"Vi har alle sammen nogle virkelig indgroede ideer om, hvad der er 'naturligt' for henholdsvis mænd og kvinder at varetage. Vi kan også have en tendens til at tænke at 'piger kan godt lide dansk og billedkunst' og 'drengene kan godt lide matematik'", siger Kirstine Eibye Elgaard Christiansen, nyuddannet lærer og studerende på DPU.
Sidste forår skrev hun sammen med studiekammeraten Johanne Pagh Jensen bachelorprojektet 'Drengestreger og duksepiger - narrativets betydning for billedkunstfaget', som forsøger at indkredse hvilken indvirkning lærerens forholdemåde i forhold til elevernes køn præger elevernes narrativer i billedkunstundervisningen. Eller sagt med lidt andre ord: Hvilken betydning har det for drengene, at billedkunstfaget bliver opfattet og italesat som et fag, der er mest for piger?
Johanne Pagh Jensen arbejder nu som lærer på Hadbjerg skole i Favrskov.
Uregerlige drenge
"Vi har arbejdet ud fra de teser, at det primært er drenge, som mistrives i billedkunsttimerne, og at de i høj grad reagerer ved at blive 'uregerlige' eller opgivende og at det i hvert fald delvist skyldes deres biologi, at de reagerer, som de gør", fortæller Kirstine Eibye Elgaard Christiansen til folkeskolen.dk/billedkunst.
Det biologiske handler ifølge hende blandt andet om at mange drenge er udfordret finmotorisk, og der er ofte en masse finmotorisk arbejde i billedkunst.
Bachelor: Drenge irettesættes oftere end piger
Men biologien bærer ikke skylden alene, understreger de to lærere. Kultur og traditioner spiller en stor rolle og de lærere, de observerede og interviewede til opgaven, var i høj grad medskabere af narrativet om billedkunst som et feminint fag.
"Vi så blandt andet, at piger og drenge fik forskellige valg, når de gik i stå og mistede motivationen", fortæller Johanne Pagh Jensen.
"Når drengene mistede motivationen i billedkunstfaget, blev de spurgt om de havde lyst til at løbe en tur rundt om skolen, mens pigerne blev tilbudt en plads i hjørnet, hvor de kunne sidde og tegne. Det er med til at fastholde drengene i en forestilling om at der ikke er plads til dem i billedkunstlokalet - helt bogstaveligt. Samtidig bliver pigen, der sidder og tegner i hjørnet, helt konkret trænet i en færdighed, som der traditionelt lægges vægt på i faget - at tegne pænt. Og dermed bliver den faglige afstand mellem 'den vilde dreng' og 'den dygtige pige' endnu større. Måske med endnu mere frustration til følge hos drengen. Så er han i en negativ spiral".
"Det er ikke fordi, drengen ikke skal ud og løbe den tur", indskyder Kirstine Eibye Elgaard Christiansen. "Jeg tror på at det der med at løbe en tur kan gøre noget godt! Pigerne skal bare med ud at løbe nogle gange, og andre gange skal drengene sidde stille og nørkle med noget".
Plads til det grimme
En måde at få drengene til at føle sig hjemme i billedkunstlokalet er efter de to læreres mening at gøre op med forestillingen om, at billedkunst skal være et fag, hvor man producerer fine malerier og skulpturer, der kan bruges til julegaver til familien.
Blog: Fra drengestreger til streger for drenge
"Vi kvinder har måske en tendens til at gå til faget med en forestilling om at vi skal hygge og lave små finurlige ting, men vi mister nogen elever af begge køn, som slet ikke trives i det", siger Johanne Pagh Jensen. "Som undervisere skal vi give plads til, at der er forskellige veje til fagets mål".
"Lad os sige, at opgaven er at lave en parafrase over et kendt maleri. Så skal det kunne gøres med en klassisk 'pæn' tegning, men det også være at man skal kunne løse opgaven ved at kaste maling på et lærred og rulle sig i det", uddyber Kirstine Eibye Elgaard Christiansen
. "Den ene teknik skal ikke være mere rigtig end den anden. Man må gerne gøre noget, som skiller sig ud, og man må gerne tegne uden for stregerne. Jeg tror, det er noget af den frihed, eleverne hungrer efter - og ikke kun de 'vilde drenge'".
At arbejde med samtidskunst er efter de to billedkunstlæreres opfattelse en lille genvej at til gøre op med det efter deres mening lidt for 'pæne' i kunsten.
Drengen der sagde, at han ikke var kreativ
"Ved at bruge samtidskunsten kan man som lærer vise sine elever, at billedkunst ikke har det her 'fine' facit. Der er også plads til at kaste med en klump ler og tæske den med en gren, og så er det vores skulptur. Vis, at billedkunst er meget mere end det her, pæne, fine, rene puslearbejde. Der skal være plads til det grimme, lidt grove, udtryk" siger Kirstine Eibye Elgaard Christiansen.
Flere mænd, tak
Ud over mere grimhed, så vil både Kirstine Eibye Elgaard Christiansen og Johanne Pagh Jensen gerne have flere mænd med ind i billedkunstlokalet.
"Det er så ærgerligt, hvis mandlige lærere ikke ser billedkunstfaget som noget for dem, fordi det kunne det lige så godt være!", siger Kirstine Eibye Elgaard Christiansen.
"Lige såvel som at drengene burde kunne have det megafedt i billedkunst! De har for eksempel typisk bedre rumlig fornemmelse end pigerne".
"Vi skal have mændene op fra sædet og ind i faget! Der er så mange elever, der ville have glæde af en mere maskulin tilgang til faget", tilføjer Johanne Pagh Jensen.
"Men når nu jeg har fået denne her bevidsthed om køn i faget gennem vores bachelorprojekt, forsøger jeg selvfølgelig at selv at bruge noget at den tilgang i min undervisning, uanset at jeg ikke identificerer mig som mand. Så kan jeg vise mine elever, at der er mere end en vej til målet. Kunst kan se ud på 100 forskellige måder. Det er det mantra, jeg prøver at have med, når jeg træder ind i billedkunstlokalet".
Kan kvindelige lærere både være sjove og autoritære?
"Vi har brug for at der kommer mere, i mangel af bedre ord, maskulin energi ind i faget, så der er mere plads til vildbasser, af begge køn, i faget", siger Kirstine Eibye Elgaard Christiansen.
Vi mangler at lære kønsbevidst pædagogik
Der mangler undervisning i kønsbevidst pædagogik på læreruddannelsen, hvis der er skal gøre op med narrativer, som fastholder elever i kasser, de ikke passer i, mener Johanne Pagh Jensen.
"Det kan ikke være noget, vi bare lærer hen ad vejen".
"Problemerne opstår, hvis man overser hvert barns potentiale, fordi man kommer til at fastholde det i nogen kønsspecifikke narrativer, der ikke passer til barnet. Og manglen på mandlige billedkunstlærere gør det sværere at opløse de narrativer", siger Kirstine Eibye Elgaard Christiansen.
Bachelor: En kønsbevidst tilgang kan skabe mangfoldighed