Debat

Det er ikke kun CORONA, der SPÆNDER BEN for foreningslivet!

LEDEREN ER UDARBEJDET AF BETHINA LARSEN OG PÆDAGOGISK UDVALG

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

PÅ TRODS AF MEDLEMMER SOM KAN OG VIL, ER DER FORHINDRINGER I MUSIKLÆRERFORENINGEN. CORONA ER BLOT EN AF DEM, MEN DOG HAR VI LÆRT NOGET AF SITUATIONEN, SOM HAR VIST, AT HVIS MAN KAN OG VIL, KAN FORHINDRINGERNE OVERKOMMES.

Hvis du for nylig har været omkring Musiklærerforeningens hjemmeside, så kender du nok Danmarkskortet, hvor alle lokalforeningerne er indtegnet. Måske har du undret dig over, at der er så meget af Tyskland på kortet! Alene i Sydslesvig er der 43 skoler, der deltager i vores fælles ”Sømus”- forening. Formidlingen af den danske kultur spiller en stor rolle, og dansk musikkultur og -didaktik er nogle af skolernes vigtigste samlingspunkter. Foruden Sydslesvig deltager skoler fra store områder af Syddanmark. Det er bl.a. fra disse fem kommuner: Aabenraa, Haderslev, Kolding, Sønderborg og Tønder. I dette år, der er 101 år efter genforeningen mellem Danmark og Tyskland, oplever vi pludselig, hvad det vil sige, at en grænse skiller os ad. Før oplevede vi ikke denne grænse som et skel, og den indtog ingen væsentlig rolle i vores mobilitet, men nu står vi grundet COVID-19 og kan ikke samle hele Sømus' bestyrelse i ét land! Helt absurd. Heldigvis har vi lært noget i takt med COVID-19s indtog: Vi kan reducere den fysiske afstand ved at mødes virtuelt. Vores fremtidige bestyrelsesmøder vil foregå fysisk to gange årligt, og de øvrige virtuelt. Der er nemlig fysiske udfordringer i Sømus - og nogle af dem er meget jordnære og til at føle på: Der er 100 km i luftlinje fra Sild i vest til Als i øst. Ligeledes er der 160 km fra Kolding i nord til Kiel i syd. Det betyder, at selvom vi synes, at et fysisk møde finder sted centralt i Aabenraa, kan det betyde en lang køretur for mange af os på en hverdag.

Afstanden kan også mærkes, når der bliver arrangeret kurser af Sømus. Ved det sidst udbudte gratis kursus med Ken Dolva var der ingen tilmeldte syd for grænsen, og det er ikke første gang! Ferieperioderne er nemlig ikke ens i de to lande. Derfor har det tidligere været en forhindring bla. ved Toftlund-kurset, som ofte lå i juleferien for deltagerne syd for grænsen. Fremadrettet vil vi derfor ændre procedure ved, at der afholdes kurser forskellige steder i vores distrikt. Desuden vil vi oprette et lærerkor, hvor alle medlemmer fra Sømus kan komme og deltage gratis under ledelse af Jacob Rousing. Her vil vi synge og give hinanden gode tips og ideer til den daglige undervisning og derved styrke vores grænseoverskridende samarbejde. Desværre er Sømus ikke den eneste lokalforening, der ligger i et af Danmarks udkantsområder. Derfor vil vi i den næste periode i PU bl.a. arbejde for, at alle lokalforeninger bliver mere synlige og får gode arbejdsvilkår til glæde for jer medlemmer. Den almindelige musiklærer har også mærket, at vores fag ikke er det højst rangerende i mange skolelederes øjne og slet ikke nu, hvor COVID-19 har gjort sit til, at vores fag rent praktisk ikke har kunnet udføres. I medierne, brancheorganisationerne og regeringen snakkes der om at højne de praktisk/musiske fag, men det er ikke musik, der nævnes her, på trods af, at det er det mest kulturdannende fag, der findes. Det er i orden at købe materialer for store beløb til eksempelvis H/D og science, mens det ofte kan være svært at få midler bare til den daglige drift i musiklokalet. Derfor lad os stå sammen i Musiklærerforeningen, og tag gerne den kollega med, som endnu ikke er medlem, så vi kan blive endnu flere til at kæmpe for vores fag. Vi er klar, er du? Med håbet om et almindeligt skoleår 2021/2022, hvor vi igen må mødes, danse, spille og synge uden at tænke på restriktioner, og hvorvidt vores fag bliver prioriteret. 

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget